Pjotr Iljitj Tjajkovskij
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Pjotr (Peter) Iljitj Tjajkovskij (født 7. maj 1840, død 6. november 1893) var en russisk, nationalromantisk komponist. Tjajkovskij komponerede både orkestermusik, operaer, balletmusik og kammermusik af høj kvalitet.
Hans mest kendte værker er de tre sidste symfonier (4, 5 og 6), balletterne Svanesøen, Nøddeknækkeren og Tornerose, 1. klaverkoncert og violinkoncerten, samt de mindre orkesterværker Slavisk March, 1812-ouverturen, Francesca da Rimini, Italiensk Capriccio og Shakespeare-ouverturerne Romeo og Julie, Hamlet og Stormen. Stilistisk spænder hans musik fra de usædvanligt følelsesladede og dramatiske symfonier til den lette og indsmigrende balletmusik. Tjajkovskij var fra barndommen usædvanligt intelligent og kunne f.eks. som 6-årig flydende russisk, fransk og tysk. Efter råd fra faderen valgte han jurastudiet, men da konservatoriet i Skt. Petersborg åbnede, kvittede han jobbet i justitsministeriet og begyndte at studere komposition hos den europæiskinspirerede Anton Rubinstein. Tjajkovskij udviklede sin helt egen stil - langt fra den russisk-nationalistiske gruppe de mægtige fem, men alligevel klart inspireret af den russiske folkemusik.
"Den dystre russer" levede et ulykkeligt og ensomt liv. Han prøvede at udfylde tomheden ved rejser, men når han var i Europa længtes han efter Rusland, og i Rusland længtes han efter Europa. Den eneste trøst han havde i livet var musikken.
Meget sigende for Tjajkovskijs livsopfattelse er programmet for 1. sats af 4. symfoni (Skæbnesymfonien): En brutal og gennemtrængende skæbne (ledemotiv) fører til mismod og klage (hovedtema), hvorefter det drømmende sidetema luller os ind i en triumferende glæde, som så igen bliver afbrudt af skæbnetemaet.
Der er mange meninger om Tjajkovskijs musik; nogle kalder den overfladisk, andre dybsindig. Det eneste man er enige om, er at den er helt enestående ærlig og udtryksfuld.
