Prædikerens Bog
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Det Gamle Testamente | |
| 1. Mosebog | |
| 2. Mosebog | |
| 3. Mosebog | |
| 4. Mosebog | |
| 5. Mosebog | |
| Josvabogen | |
| Dommerbogen | |
| Ruths bog | |
| 1. Samuelsbog | |
| 2. Samuelsbog | |
| 1. Kongebog | |
| 2. Kongebog | |
| 1. Krønikebog | |
| 2. Krønikebog | |
| Ezras Bog | |
| Nehemias' Bog | |
| Esters Bog | |
| Jobs Bog | |
| Salmernes Bog | |
| Ordsprogenes Bog | |
| Prædikerens Bog | |
| Højsangen | |
| Esajas' Bog | |
| Jeremias' Bog | |
| Klagesangene | |
| Ezekiels Bog | |
| Daniels Bog | |
| Hoseas' Bog | |
| Joels Bog | |
| Amos' Bog | |
| Obadias' Bog | |
| Jonas' Bog | |
| Mikas Bog | |
| Nahums Bog | |
| Habakkuks Bog | |
| Sefanias' Bog | |
| Haggajs Bog | |
| Zakarias' Bog | |
| Malakias' Bog | |
Prædikerens Bog er det 21. skrift i den danske Bibels kanoniske bøger, og er sorteret under gruppen poesi og visdomslitteratur. I den hebraiske kanon, tanakh, er den placeret under hovedkategorien ”Ketuvim” – Skrifterne. Bogen har sit navn fra bogens indledningsord: '”Dibre qohælet” der betyder ”Ord af Prædikeren”, og Prædikeren betyder ”en som kalder eller prædiker". Det tilsvarende græske ord er "ekklesiástes", hvorfra den engelske titel ”Ecclesiastes” kommer fra. Skriftet påstår selv at være skrevet af Davids Søn, konge i Jerusalem, og det vil sige af Salomo. Det hentydes der også til flere gang i de første to kapitler, når der fortælles om forfatterens visdom og rigdom.
Bogens tema angives allerede i det andet vers: Endeløs tom, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed” (præd 1,2). Faktisk går ordet ”tomhed” igen mere end 25 gange i teksten. Altså er det intet mindre end et så moderne og eksistentielt spørgsmål om meningen med livet, der behandles i denne bog.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Strukturen i Prædikerens bog
- Indledning (1,1-3): Temaet ”tomhed” slås an
- Emnet (tomheden) behandles (1,4 - 12,9)
- Alle ting går i tomgang (1,4-11)
- Visdommen er tom (1,12-18)
- Rigdommens, visdom og slid er tomhed (2, 1-26)
- Tiden udsletter alt det, vi gør her på jorden (3,1-22)
- Livet er fyldt med uretfærdigheder (4,1-16)
- Lad ikke Gud blive vred på dig (4,17 – 5,6)
- Rigdommen og begæret er umættelige (5,7- 6,12)
- Døden, sorg og synder er grundvilkår for alle mennesker (7,1-29)
- Gud styrer alt, så mennesket ikke selv har indflydelse på sit liv. (8,1- 9,12)
- Det gode der trods alt er ved visdom (9,13 – 10,20)
- Vær glad for livet, mens du stadig har det, før alderdommen falder på (11,1 – 12,7)
- Afslutning (12,9-14)
- Temaet ”tomhed” gentages (12,9)
- Frygt Gud efter at have læst denne og alle andre bøger (12,10 - 14)
[redigér] Kilde og datering
Såfremt det virkelig er Salomo, der har forfattet dette skrift, må det dateres til hans levetid, dvs. omkring 972-932 f.Kr. De gamle rabbinske traditioner anså Højsangen, til at være blevet forfattet af Salomo i hans unge alder, Ordsprogenes Bog i hans voksne alder, og Prædikerens Bog i Salomos alderdom, hvor han også ifølge Første Kongebog havde vendt sig bort fra Jahve, sin Gud (1 Kong 11,4). Denne tradition må dog ses som fri fantasi, og i det hele taget så anser mange fortolkere Prædikerens Bog til at være forfattet af en anden vismand på et senere tidspunkt. Dette behøver ikke at gøre Prædikerens Bog til et falsum, da denne visdoms genre, måske har haft det som en del af sit litterære virkemiddel at bruge en historisk person som baggrund for sine betragtninger. Lidt lige som at Søren Kierkegaard bruger pseudonymer til mange af sine værker. Til støtte herfor hævdes bl.a. at sproget i bogen hører til en senere tid, bl.a. bruges der adskillige aramæiske ord og to persiske. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at Salomos oprindelige manuskript er blevet moderniseret af en senere forfatter, sådan som det stadig sker både i religiøs og anden litteratur i vores tid.
[redigér] Indhold i Prædikerens bog
[redigér] Tomhed
Prædikeren tager temaet tomhed op, og siger at alt i tilværelsen - under solen - er tomhed, endeløs tomhed. En jagen efter vind, en meget betegnede billede, for det at jage efter vind er jo en meningsløs og umulig beskæftigelse. Han undersøger emnet til bunds udfra forskellige vinkler: Han taler om mennesket slid og jagt efter visdom og rigdom og om tidens og tilværelsens tomgang. Han maler uretten i samfundet og tilværelsen stærkt op og taler om sorg og glæde. Han slutter med at poetisk at skrive om ungdommen, alderdommen og døden, og konklution på det alt sammen er den samme som hans indledning:
- Endeløs tomhed,
- sagde Prædikeren,
- alt er tomhed! (Præd 12,8)
[redigér] Slid og jagen efter visdom og rigdom
Prædikeren spørger, hvorfor vi overhovedet slider, når det ikke fører nogen vegne hen, og vi ingen udbytte får ud af det (Præd 2,11). Slidet bunder jo også dybest set i indbyrdes misundelse (Præd 4,4), så derfor er en hånd fyldt med hvile, faktisk bdre end to hænde fyldt med slid og jagen efter vind! (Præd 4,5) Han påviser også gennem sit eget liv, som Salomo, at jagen efter visdom og rigdom dybest set ikke er andet end tomhed og jagen efter vind for:
- jo større visdom, des større kval,
- den, der øger sin kundskab, øger sin smerte. (Præd 1,18)
og den rige mand må indrømme, at:
- Nøgen kom han ud af moders liv,
- Nøgen går han bor, som han kom,
- og han får intet ud af sit slod, som han kan tage med sig. (Præd 5,14)
Han beskriver rigdommen og begæret som en umættelig lyst, der aldrig kan stilles, og derfor igen en tomhed og jagen efter vind:
- Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge,
- Den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den.
- Også det er tomhed! (Præd 5,9)
[redigér] Tiden og tilværelsens tomgang
Han siger i sit kendte digt om tiden, at alt har en begyndelse men også en ende, og derfor i bund og grund er ligegyldigt.
- En tid til at fødes, en tid til at dø.
- En tid til at plante, en tid til at rydde.
- En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
- En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. (Præd 3,2-)
I det hele taget er tilværelsen en tomgang, hvor der ikke sker noget nyt, for jorden er bestandig den samme, sloen står op og går ned, vinden drejer og det bliver den ved med. Folk taler uden at blive færdig med at tale, øje ser uden at bliver færdig med at se. Det samme med øret (Præd 1,3-8):
- Det, der var, er det samme som det, der kommer
- det, der skete, er det samme som det, der vil ske;
- der er intet nyt under solen (Præd 1,9)
[redigér] Uretten i samfundet og tilværelsen
Prædikeren taler om uretten i samfundet, om de undertryktes tårer (Præd 4,1), om at når man ser undertrykkelse af fattige og brud på ret og retfærdighed i landet, så skal man ikke undre sig, (Præd5,7) for tilværelsen handler om magt:
- på den mægtige vogter en mægtigere,
- og endnu mægtigere står over dem. (Præd 5,8)
Derfor er det vigtigt at have en følgesvend med sig, der kan samle én én op, når man falder. (Præd 4,8-12)
Han har set retfærdige, der er gået til grunde på trods af deres retfærdighed, og uretfærdige, der lever længe, på trods af deres ondskab, derfor slutter Prædikeren, at men ikke skal være for retfærdig, for det bringer i fordærv, og ikke for uretfærdig, for så dør man før tiden, (Præd 7,15-17, nej:
- Det er bedst, at du holder fast i det ene og ikke lader din hånd slippe det andet. (Præd 7,18)
[redigér] Sorg og glæde
Han taler om, at modsat glæde, så er sorg og død noget, som rammer ethvert menneske, ”for i sorgens hus ender alle mennesker” (Præd 7,2) Prædikeren kommer også med nogle udsagn, der kunne betegnes som positive, om at nyde frugten af sit slid, og at intet er bedre end at være glad og finde lykke i livet. Men også disse ”positive” udsagn har en skarp klang af resignation i sig, se f.eks. dette vers:
- Nyd livet med den kvinde, du elsker, i det tomme liv, Gud har givet dig under solen, for det er din løn i livet og i det, du slider med under solen. (Præd 9,9)
Derved bliver nydelsen, en form for bedøvelse i et tomt liv, noget vi kan glæde os over, men som ikke dybest set kan udfylde den tomhed, som tilværelsen er præget af.
[redigér] Ungdom, alderdom og døden
Bogen slutter af med en poetisk perle, hvor den unge mand opfordres til at være glad i sin ungdom, og gøre han vil og være glad, inden alderdommen kommer. Dog er også ungdom og morgenrøde tomhed (Præd 11,9-10) Derefter kommer en hel unik og høj poetisk og symbolsk skildring af aldommen:
- Den dag, da husets vogtere ryster, (dvs når benene bliver svage)
- da de stærke mænd bliver krumbøjede, (når ryggen bliver krumbøjet)
- da kvinderne ved kværnen må standse, fordi de er for få, (når man taber sin tænder, og må stoppe med at spise)
- da det mørkner for dem, der kigger ud ad vinduerne, (når man mister synet)
- da dørene til gaden lukkes, (isolation)
- lyden fra kværnen dør her, (svagere hørelse)
- og man vågner, når fuglene kvidrer, (søvnløshed)
- man ængstes for bakkerne og for farerne på vejen (angst for at bevæge sig ud)
- da mandeltræet blomstre (alderdommen)
- græshoppen slæber sig af sted (gangbesvær)
-
- (Præd 12,3-5)
-
Tilsidst skildres døden, som sølvsnoren, der brister, og guldskålen, der revner. Støvet der vender tilbage til jorden, hvor det var, og livsånden, der vender tilbage til Gud, som gav den (Præd 12,6a.7).
[redigér] Gudsbilledet i Prædikerens Bog
Gudsbilledet i Prædikerens Bog er et forholdsvist dystert billedet, hvor Gud er den, der har givet mennesker de ulykkelige plager at udforske og søge visdom (Præd 1,14). Den, som har lagt menneskene verdens gang på sinde, uden at de kan finde ud af noget som helst (præd 3,11), og som har udskilt mennesket, for at de kan indse at de ikke er andet end dyr (Præd 4,18)! Han kan give en mand rigdom og ære, men nogengange giver Gud ham ikke muligheden for at nyde det (Præd 6,2) Det er dog, Gud der har givet os glæde, men det er en glæde i et tomt liv, en glæde der nærmest kan betegnes som et bedøvelsesmiddel i en meningsløs tilværelse.
Overfor Gud skal man vogte sig, træde varsomt og ikke forhastige sig til at love ham noget, man ikke kan holde, så han uden grund skulle blive vred på én (Præd 5,1-6). De retfærdige og de vise og deres gerninger er i Guds hånd (Præd 9,1), men vi derimod kan ikke forstår Gud, for:
- ’’Ligesom du ingen viden har om vindens vej eller om fosteret i den svangres liv, sådan har du heller ingen viden om Guds gerning, han som gør alting.” (Præd 11,5)
Frygt Gud er en sætning, som konkludere bogen, men som også nænves i Præd 5,6, og den unge mand skal gå af de veje han vil, men hele tiden vide at Gud vil kræve ham til regnskab for det alt sammen!
[redigér] Teologiske temaer
Prædikerens bog er på mange måder en bemærkelsesværdig bog med dens nærmest nihilistiske synsvinkel. Det, der gør det så bemærkelsesværdig, er for det første, at den trods det synspunkt, har fået sin faste plads i de kanoniske skrifter i Bibelen, og at det er en gudstroende - og ikke en ateist, der giver udtryk for et så nihilistisk synspunkt. Dog stemmer bogen faktisk ganske fint sammen med det bibelske verdensbillede, som ser denne verden, under solen, som et sted, der er præget af tomhed, meningsløshed, slid, synd, uretfærdighed og et liv, der ender med sorg og død. Denne virkeligheden beskrives rigtig godt i syndefaldsberetningen i Første Mosebog. Prædikerens Bog hentyder også til beretningen i beskrivelse af døden, hvor støvet vender tilbage til jorden og livsånden vender tilbage til Gud. I Første Mosebog 3,19 står der f.eks.
- I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.
Altså den samme beskrivelse af tilværelsen som slid indtil mennesket dør.
Prædikerens Bog har ikke noget positivt løsning på problemet ud over at frygte Gud. Hvis man ønsker at få fortalt om en positiv løsning på menigsløshedens og tomhedens problem, må man have fat i det bibelske verdensbillede, som det fremstilles i mange af de andre bibelske skrifter. Her er verden rigtig nok fremstillet meningsløs, men samtidig bliver der givet løfter om et fredsrige, hvor en Davids konge (se Messias) med retfærdighed, glæde og harmoni vil regere. Dette er hvad det nytestamentlige verdensbillede mener Jesus har og vil opfylde.
