Psykofysisk problem
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Det psykofysiske problem er en af de store filosofiske diskussioner under metafysikkens område. Problemet angår spørgsmålene: Hvad er forholdet imellem sjælen og legemet, og hvilken af de to er den mest grundlæggende? Det kaldes derfor også sjæl-legeme problemet.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Standpunkter
Igennem tiderne har forskellige tænkere indtaget forskellige positioner. De mest populære standpunkter er de følgende fire:
- Materialisme: At alt dybest set er af fysisk/legemlig natur.
- Idealisme: At alt dybest set er af åndelig/spirituel/sjælelig natur.
- Dualisme: At både det fysiske og det ikke-fysiske har særskilt eksistens.
- Dobbeltaspektteori: At det fysiske og det ikke-fysiske bare er to aspekter af den samme underliggende virkelighed.
De to første standpunkter kaldes ofte for monismer, da de påstår at verden kun indeholder én type substans.
[redigér] Materialismen
Dette er den mest populære teori indenfor videnskabelige miljøer, da den netop bekræfter, at naturvidenskaben forsker indenfor den eneste virkelighed, som eksisterer (nemlig naturen). Problemet med denne teori er, at den må afskrive ethvert psykisk fænomen som dybest set en illusion. Fx kan menneskets oplevelse af værdi – og oplevelser overhovedet – ikke bunde sig i noget virkeligt, men må opfattes udelukkende som processer i hjernen; men: 'Hvordan kan sindet sidde i hjernen, når hjernen er i sindet?' (Se illustration øverst til højre).
Positivismen, grundlagt af filosoffen Auguste Comte, repræsenterer en materialistisk filosofi, hvor kun målbare data har virkelighed.
[redigér] Idealismen
Dette metafysiske standpunkt er den diametrale modsætning til materialismen, da den hævder at den fysiske virkelighed slet ikke eksisterer. Fx kan dette hævdes ud fra en socialkonstruktivisme, der bemærker at al videnskab er et fælles kulturelt projekt, og at alle observationer altid er observationer i nogens bevidsthed. På samme måde er materialismen i sig selv overhovedet kun en teori i materialistens bevidsthed reflekterende en bestemt psykologisk tendens, han/hun åbentbart har til at benægte sin egen bevidstheds eksistens. Problemet med denne teori er selvfølgelig, at den fysiske virkelighed faktisk lader som om, den eksisterer uafhængig af vores bevidsthed.
[redigér] Berømte idealister
George Berkeley står for en idealisme, hvor esse est percipi ("at være er at blive sanset"), hvor tingene kun har eksistens, hvis og så længe nogen oplever dem. På denne måde opretholdes verden kun ved, at Gud til stadighed perciperer denne. Et andet eksempel er filosoffen Georg W. F. Hegel, som hævder en 'absolut idealisme', hvor alt er åndeligt, og hvor Gud (= Det Absolutte) er historiens endemål; dvs. at verdenshistorien – alt inklusive – udelukkende består af et stadigt fremskridt imod den guddommelige ånds opvågnen.
[redigér] Dualismen
Denne teori er et udslag af et forsøg på at give begge ovenstående metafysikker ret i deres gode pointer, men at undgå deres problemer. Her anses begge domæner – det fysiske og det psykiske – for at have ligeværdig realitet. Problemet her er, hvordan disse – per definition totalt forskellige substanser – nogensinde kan interagere, endsige synkronisere i forhold til hinanden. René Descartes – en berømt dualist – udpegede den såkaldte 'koglekirtel' i hjernen til at være centeret for denne mystiske udveksling. Problemet her er selvfølgelig, at koglekirtlen selv er et fysisk objekt.
[redigér] Dobbeltaspektteorien
Til sidst har vi så dobbeltaspektteorien, der forsøger at udrede problemet med dualismen. I denne teori opfattes sjæl og legeme som aspekter af en og samme udefinerlige ting. Dette vil dog betyde, kommer det fra kritikerne, at virkeligheden så "i virkeligeheden" kun består af en tredje substans, hvorved dobbeltaspektteorien faktisk må siges at være en slags monisme (se neutral monisme). Da den underliggende substans derudover, hverken er mental eller matriel, må alting derfor bestå af noget ingen kender til, hvilket i følge mange ikke skulle udgøre et teroretisk fremskridt.
En berømt eksponent for dobbeltaspektteorien er Baruch de Spinoza.
[redigér] Se også
- Daniel Dennett, Dialektisk materialisme, Funktionalisme (bevidsthedsfilosofi), Fysikalisme, Eliminativisme, Erich Klawonn, Kvalitet, Panpsykisme, Solipcisme, Thomas Nagel
