Baruch de Spinoza
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Baruch de Spinoza (24. november 1632, Amsterdam – 21. februar 1677, Haag) var en hollandsk filosof.
Spinoza blev berømt for sin panteisme, sin neutrale monisme og det forhold at hans etik blev formuleret som postulater og definitioner, som var der tale om en geometrisk afhandling.
I sommeren 1656 blev han ekskommunikeret af det jødiske samfund for sin påstand om, at Gud i virkeligheden var naturens og universets indre mekanisme, og at bibelen var et metaforisk og allegorisk værk, der blev anvendt til at undervise i guds natur.
Hans opfattelse tog udgangspunkt i Descartes' ønske om at forklare verden som et samlet mekanisk system. Efter at være blevet ekskommunikeret antog han det latinske fornavn Benedictus, der svarede til hans oprindelige jødiske navn Baruch.
Efter hans udstødelse ernærede han sig, som sliber af optiske glas.
Da offentligheden var fjendtligt stemt overfor hans teologisk-politiske afhandling fra 1670 og hans udgave af kartesianisme, afstod han fra at offentliggøre sine arbejder. Hans etik blev først offentliggjort af hans venner efter hans død.
[redigér] Kilde
 |
Denne biografi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
