George Berkeley
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Vestlig filosofi Det 18. Århundrede |
|
|---|---|
 |
|
| Navn: | George Berkeley |
| Født: | 12. Marts 1685 |
| Død: | 14. Januar 1753 |
| Skole/tradition: | Idealisme, empirisme, fænomenalisme |
| Fagområde: | Epistemologi |
| Betydningsfulde ideer: | subjektiv idealisme, "esse est percipi" (at være er at blive perciperet) |
| Påvirket af: | Locke, Descartes |
| Har påvirket: | Hume, |
George Berkeley (1685-1753) er en irsk filosof fra oplysningstiden, der hører til den fortrinsvis britiske empiriske retning, som står i modsætning til den især franske rationalisme. Som sådan står han i forbindelse med filosofferne John Locke og David Hume, der til sammen kaldes for de engelske empirister.
Berkeley (udtales omtrent som 'bargli') arbejdede indenfor kirken. Han tog bl.a. til Bermuda for at missionere og blev senere udnævnt til Bishop of Cloyne.
[redigér] Filosofi
Berkeleys lære er stærkt idealistisk og anerkender ikke nogen fysisk materie, der skulle ligge bag sanseoplevelserne som årsag til disse. At være er at sanse, eller omvendt at være er at blive sanset. Esse est percipi. Esse est percipere. Dette er hans hovedsætninger på latin. At noget materielt skulle kunne bevirke noget sanseligt og dermed åndeligt er for Berkeley nonsens.
Berkeleys system kan lede til et paradoks; findes træet i skoven, der falder med et brag, men uden at nogen er tilstede til at sanse det? Her kommer Berkeleys gudstro ind i billedet, idet Gud er den allestedsnærværende ånd, i hvilken alt der sker bliver sanset og derfor findes.
[redigér] Skrifter
Hovedværket er A Treatise concerning the Principles of Human Knowledge (1710) og af andre værker kan nævnes An Essay towards a New Theory of Vision (1709), Three Dialogues between Hylas and Philonous (1713) samt De Motu. Som et kuriosum kan desuden nævnes, at hans mest læste skrift i samtiden handlede om den gavnlige virkning for legemet af tjærevand.
