Qing-dynastiet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Qing-dynastiet (kaldes også manchu-dynastiet) var et kinesisk dynasti der regerede fra 1644 til 1912. Qing-dynastiet overtog magten efter Ming-dynastiet, der brød sammen efter oprør og angreb fra manchuerne. Qingdynastiet blev det sidste, kinesiske dynasti. Dets kejsere regerede i Beijing fra 1644 til 1912, da den sidste kejser trådte tilbage, og den nye kinesiske republik blev skabt som en konsekvens af Xinhai-revolutionen i 1911.

[redigér] Oversigt

Qingdynastiet blev ikke grundlagt af de egentlige kinesere eller han-folket, som udgør langt hovedparten af indbyggerne i Kina, men derimod af manchuerne, et nomadefolk fra Manchuriet. De udnyttede den politiske uro og de folkelige oprør, som plagede Ming-dynastiet og erobrede landets hovedstad, Beijing, i 1644. Dynastiet varede, indtil kejserdømmet faldt som følge af Xinhai-revolutionen i 1911.

De 268 år under Qingdynastiet bød på store sejre, ydmygende nederlag og dybtgående ændringer i alle dele af samfundet. Nutidens Kina er på mange måder resultatet af erfaringerne fra dengang. Qingkejsernes magtovertagelse blev ledsaget af en udvidelse af landområdet, og Kinas nuværende grænser afspejler i store træk de succesrige, militære ekspeditioner under Qingdynastiet. Indlemmelsen af nye lande og folkeslag krævede omhyggeligt arbejde, men manchuernes erfaringer som nomadefolk og deres villighed til at anvende forskellige væremåder overfor forskellige grupper som f.eks. mongoler og tibetanere gjorde styret meget smidigt. Grundlaget for den store befolkningstilvækst blev formentlig lagt i den stabile periode under de første 200 års Qingstyre, hvor landet nød godt af økonomisk fremgang, indvinding af nyt land til opdyrkning og udbredelsen af nye afgrøder, som kan vokse i dårlig jord.

Der blev skabt mange store værker inden for kunst og litteratur i perioden, og særligt kejser Qianlong satte omfattende projekter i gang for at bevare vigtige tekster fra landets historie. Romangenren blev læst i brede kredse, og Kinas måske mest berømte roman, "Drømmen om det røde værelse", blev skrevet midt i det 18. århundrede. Taipingoprøret midt i det 19. århundrede var det første, alvorlige udslag af den anti-manchustemning, som truede Qingdynastiets stabilitet, og som skulle vise sig mange gange i resten af perioden. Men de forfærdende tab under oprøret (man regner med, at der døde omkring 30 millioner mennesker frem til nedkæmpelsen af oprøret i 1864) og den fuldstændige ødelæggelse af et stort område i den sydlige del af landet, blev overskygget af en anden, alvorlig konflikt, nemlig den 2. opiumskrig (1843-1860), hvor England med våbenmagt gennemtvang, at Kina skulle åbnes for handel med opium. Skønt krigen ikke var nær så blodig som oprøret, viste den, at den ydre verden og dens teknologi var langt forud for den svækkede og usikre Qingstat.

I det meste af perioden fra 1861 til 1908 var Enkekejserinde Cixi de facto leder af Qing-dynastiet.

Qingdynastiets sammenbrud i 1912 afsluttede mere end 2000 års kejserlig historie i Kina og indledte en lang, ustabil periode ikke blot på nationalt plan, men også for mange områder af folkets hverdag. Politisk og økonomisk tilbageståenhed virkede sammen med udbredt kritik af den kinesiske kultur og skabte tvivl om fremtiden. Kinas omtumlede historie efter omstyrtelsen af Qingdynastiet kan delvis ses som et forsøg på at forstå og genoptage væsentlige sider af den historiske kultur og sammenføje den med vigtige nye ideer, som har nået landet i løbet af det seneste århundrede. Qingdynastiet er kilden til vigtige dele af denne storslåede kultur, men de ydmygelser, det måtte tåle, giver stadig grund til eftertanke.

[redigér] Kejsere i Qingdynastiet

1616-1626: Nurhaci; fødenavn: Nurhaci; manchurisk navn: Abkai fulingga (ingen kejserværdighed)

1626-1643: Hong Taiji; fødenavn: Hong Taiji; manchurisk navn (1): Abkai sure (1627-1636); manchurisk navn (2): Wesihun erdemungge (1636-1643) (ingen kejserværdighed)