Socialkonstruktionisme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Socialkonstruktionisme (nogle gange også social konstruktionisme) er en retning indenfor det psykologiske felt, som tager udgangspunkt i tesen om at virkeligheden er en social konstruktion, hvor især sproget og måden vi taler sammen om verden og tingene, er det, som konstruerer virkeligheden. Socialkonstruktionisme er beslægtet med, men ikke det samme som, socialkonstruktivisme.
Selvet er således en fortælling, der er skabt af de sociale relationer selvet indgår i, mens viden om psykiske forhold skabes af det sprogspil, som en given gruppe benytter for at tale om noget.
Konsekvensen i praksis er, at en socialkonstruktionist hermed benytter sproget som værktøj til at skabe ændringer i virkeligheden.
Berger og Luckmanns Den samfundskabte virkelighed kan ses som en forløber for den siden 1990 opståede socialkonstruktionisme, hvor især Kenneth Gergen, Rom Harré, og John Shotter er de fremtrædende forskere/praktikere.
Svagheden ved social konstruktionisme er dens relativisme, det vil sige den tænker ikke i "hvad der er", men kun i hvordan vi taler om det. Denne "svaghed" er dog samtidig styrken, i og med at social konstruktionisme har inspireret især Organisationspsykologer til at iværkssætte ændringer af sprogspil i forbindelse med ændring og udvikling af organisationer og virksomheder.
[redigér] Forskel og lighed mellem konstruktionisme og konstruktivisme
Der er en del begrebsforvirring, især i og omkring faget psykologi, omkring betegnelserne konstruktionisme og konstruktivisme, og desuden om begrebet skrives i et eller to ord. I USA, ifølge Steinar Kvale Psychology & Postmodernism, ser man alvorligt på forskellene. Sociale konstruktionister er således folk som K. Gergen, M. Gergen, J. Shotter, J. Lave, desuden fx Berger & Luckmann og Polkinghorne. Konstruktivister er personer som fx Jean Piaget, von Glasersfeld, T. Andersen, Maturana, Varela, Luhmann, .. J. Rasmussen, O. Thyssen, J. Cederstrøm.
Desværre er der mange artikler og bøger, der ukritisk bruger begreberne social konstruktionisme og socialkonstruktivisme synonymt, selv om den førstnævnte har hovedfokus på sproget og de sociale processer og relationer, der skaber virkelighed, viden og selvet. Socialkonstruktivisme har deres rødder hos Husserl, Rousseau, selv om ordet social hentyder til, at en førhen udelukkende kognitivt, og ud fra indvidet tænkende tilgang nu har medtaget kulturen som det der medskaber indidivet. Socialkonstruktivist Jerome Bruner er bl.a. inspireret af Lev Vygotsky.
I terapi og konsulentsammenhænge har disse to retninger fået udtryk som "Den ankendende Intervention" og andre former for sprogbaserede former for konstruktion af virkeligheden (social konstruktionisme), hvor i mod konstruktivisme er inspiration for metoder som "personaleintern supervision" og andre "reflekterende processer".
[redigér] Kildehenvisninger
- Anderson, H. (2003) – Samtale sprog og Terapi, Reitzels (Conversation, language and possibilities)
- Gergen, K. (1994) Virkelighed og relationer, Dpf, 1997 (Soundings in social construction)
- Gergen, K. An invitation to social construction, Sage, 1999
- Gergen, K. Social construction in context, Sage, 2001
- Ian Parker (red.) – Social Constructionism, Discource and Realism, Sage, 1998