Urokse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Uroksen (Bos taurus primigenius) er en uddød okseart, der ligger meget tæt på stamformen til vores tamkvæg. Ifølge Paleontologisk Museum, Oslo Universitet opstod uroksen i Indien i Ældste stenalder i overgangen mellem tidsepokerne Pliocæn og Pleistocæn for omkring 2 millioner år siden. Fra Indien vandrede den for 250.000 år siden over Mellemøsten til Europa.

Uroksen var et vigtigt byttedyr for fortidens mennesker, og den er afbildet på farvestrålende hulemalerier i Lascaux-hulerne og Livernon i Frankrig. Det tidligste billede af mennesker i Danmark er en tegning ridset ind i en urokseknogle. Knoglen, der er fundet i en mose ved Jystrup nær Ringsted, er ca. 10.000 år gammel.

Ud fra hulemalerierne ved vi, at tyrenes pels var sortbrun med en lysere stribe ned langs rygraden, og køerne var rødbrune. Ud fra bevarede skeletter ved vi, at uroksen var muskuløs, langbenet og stor – større end vores tamkvæg. Tyrene var mellem 165 og 185 cm høje, mens køerne var noget mindre – mellem 140 og 150 cm. Hornene var lange, tykke og fremadbuede.

I Danmark findes to komplette urokseskeletter, fundet i Odsherred. Det første skelet, døbt Vig-uroksen, blev fundet i en have i 1904. Det er nu udstillet på Nationalmuseet og pollendateret til at være fra omkring 7.500 f.Kr. I dens skelet sidder to pilespidser kilet fast.

Prejlerup-uroksen blev fundet i 1983 få kilometer fra, hvor Vig-uroksen dukkede op. Den er nu udstillet på Odsherred Museum og C14-dateret til at være fra ca. 6.400 f.Kr. Dermed hører begge urokser arkæologisk til i Maglemosekulturen, men uroksen har været i Jylland helt op til Jernalderen for 2500 år siden.

I runealfabetet optræder uroksen, da den giver ophav til runen Ur, der har lydværdien u eller v og betydningen "oprindelig", "utæmmet", "vild okse" eller "urokse".

Den sidste ægte urokse i verden blev dræbt i Jaktorów-skoven i Polen i 1627.

Lørdag d. 20. december 2003 blev der sat en flok "urokser" ud i den nyoprettede naturpark Lille Vildmose. Det er hensigten med kvæget i Lille Vildmose at udføre naturpleje i hele området og samtidig ved tilbageavl i europæisk regi at skabe en kvægrace, der ligger så tæt som muligt på den oprindelige urokse, både i udseende, fysiologi og adfærd.

Heckkvæget er tæt på at ligne uroksen. Det opstod i 1920'erne, da to tyske brødre, Heinz og Lutz Heck, startede arbejdet med at genskabe uroksen ud fra eksisterende tamkvæg. Karakteristisk for Heckkvæget er lange horn, men racen er også meget hårdfør og har en god vinterpels. Til gengæld er dyrene lidt for små i forhold til den oprindelige urokse. Deres højde ligger kun på 142 cm for tyre og 130 cm for køerne. Heckkvæget krydses derfor med andre racer for at komme endnu tættere på.

I Lille Vildmose findes fem køer af racen heckkvæg, en enkelt ko af racen heckkvæg/Sayaguesa, en førertyr af racen Chianina/Heckkvæg og en ungtyr af racen Heckkvæg/Lidia.

Chianina har den rigtige størrelse, og der er også kønsforskelle i størrelsen som hos uroksen. Sayaguesa ligger tæt på uroksen i kropsform. Farvetegning og formen på hornene og Lidia-racen er god. Størrelses- og farveforskellen på de to køn er den samme hos uroksen..

[redigér] Kilder/Henvisninger

• Odsherreds urokser
• Natur og miljø. Nordjyllands Amt
• Urokseprojektet (PDF-folder)
• Bison, Paleontologisk Museum, Oslo Universitet
• eldre futhark, Arild Hauges runer

[redigér] Se også

• Artiklen om visenten (den europæiske bison), den sidste nulevende ægte vildokse-art i Europa.