Vajrayana

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Et mandala, som benyttes i vajrayana

Vajrayana (sanskrit वज्रयान vajrayāna "diamantfartøjet") også kaldet diamantvejsbuddhisme eller tantrisk buddhisme er en af de store hovedretninger inden for buddhismen, en videreudvikling af mahayanabuddhismen.

[redigér] Oprindelse

Grundlaget for vajrayanabuddhisme udvikledes egentlig i Indien, hvor de første tantriske buddhistiske tekster blev forfattet i det fjerde århundrede e.Kr. som del af en generel tantrisk bevægelse, der også påvirkede den samtidige hinduisme. Indien var centrum for vajrayanabuddhismens udvikling indtil ca. det 11. århundrede, men som de andre former for buddhisme forsvandt den efterhånden fra det indiske hovedland, og i det trettende århundrede var buddhismen stort set forsvundet fra Indien.

[redigér] Geografisk udbredelse

I mellemtiden var vajrayana i det 8. århundrede blevet introduceret til Tibet af den indiske helgen Padmasambhava, der på den tibetanske konges foranledning var kommet til landet for at formidle den tantriske buddhisme. I Tibet hang vajrayanabuddhismen ved, da den uddøde i Indien, og med tiden blev den intimt forbundet med tibetansk kultur og indgik i flere blandingsformer med Tibets endogene bön-religion. Af samme grund kaldes den ofte tibetansk buddhisme.

Som mahayana-buddhismen havde gjort det tidligere, kom også vajrayana fra Indien til Kina via Silkevejen engang i løbet af det 7. århundrede. Vajrayana ankom netop som buddhismen var ved at vinde indpas i Kina og blev modtaget med stor interesse af det buddhismevenlige Tang-dynasti. I dag findes den kinesiske vajrayanabuddhisme primært det sydvestlige Kina, det område, der grænser op til Tibet.

I 804 sendte den japanske Kejser Kammu munken Kukai til Tang-dynastiets hovedstad for at erhverve sig den seneste buddhistiske kundskab. Kukai tillagde sig meget af den nyankomne vajrayana-tankegang og bragte en version af samme tilbage til Japan, hvor han grundlagde den såkaldte Shingon-buddhisme, der stadig praktiseres i Japan.

En anden japansk munk; Saicho, blev sendt til Kina omtrent samtidig med Kukai. Han hjembragte først og fremmest filosofi fra den indflydelsesrige T'ien-t'ai skole, men fik også en hel række tantriske initieringer. Han grundlagde Tendai skolens Ekayana (Det Ene Fartøj, syntesen af alle veje til oplysning) i Japan, som bygger på esoteriske belæringer (tantra), zen meditation, bodhisattva forskrifter og T'ien-t'ai filosofi.

Herudover er vajrayana også særligt udbredt i Nepal, Bhutan, Mongoliet, tilgrænsende områder i Rusland samt i Kalmykien, en overvejende buddhistisk russisk republik i det nordlige Kaukasus, det eneste overvejende buddhistiske land i Europa.

[redigér] Vajrayanas særkender

Det særlige ved vajrayanabuddhisme er bl.a. at den bruger nogle særlige (tantriske) metoder til at eliminere karma. Dette kan være forskellige "vajrayanameditationer" typisk med en såkaldt opbyggende og fuldendende fase.

Vajrayana adskiller sig endvidere fra andre former for buddhisme derved, at den lægger stor vægt på lærerens, lamaens, rolle, og den kaldtes derfor også lamaisme. Hvor man normalt bliver buddhist ved at tage tilflugt til Buddha, dharma (læren) og sangha (det buddhistiske fællesskab), tager vajrayana-buddhisten dertil også en fjerde tilflugt, nemlig tilflugten til sin lama.

Den kendteste vajrayana-buddhist i dag er uden tvivl Dalai Lama, overhoved for Gelug-skolen, en af de fire store tibetanske vajrayana-skoler.

[redigér] Daglig praksis i Tibet

For mange tibetanere er religionen det vigtigste element i deres tilværelse. Den tibetanske hverdag er fyldt med religiøse handlinger, der skal skaffe god karma eller afværge ondt. At være rettet mod skabelsen af karma betyder ikke, at livet er et hårdt slid for at gøre gode gerninger, for handlinger er kun gode, når de er en handlen ud af hengivenhed for Buddha og Buddhas lære (dharma). Skyld tynger ikke Østens mennesker som den gør det i Vesten, for enhver bærer selv ansvaret for sine handlinger og må derfor også selv tage de karmiske konsekvenser det medfølger.

Bønner er en stor del af tibetanernes hverdag. De følger dem i næsten alle gøremål dagen igennem. De fremsiger mantraer. Fremsigelsen af mantraer er ofte forbundet med brugen af bedekrans eller bedemølle. I ethvert tibetansk hjem er der et husalter, oftest bestående af en buddhafigur og syv offerskåle. Hver morgen skal alteret anrettes, og tibetanerne begynder oftest med at bøje sig tre gange for det efterfulgt af en meditation, og derefter fejes gulvet, så onde ånder jages ud, dette gælder både de indre og ydre. Mange går (evt. med deres husdyr) en tur rundt om det nærmeste tempelområde, mens der siges mantraer. Ved at gå rundt om det hellige sted modtages åndelig kraft og styrke. Enkelte laver glidefald, dvs. at de måler hele vejen rundt med deres krop. Glidefaldet er et tegn på hengivelse samt en renselse af legeme, tale og sind. Med legemet laves selve det fysiske glidefald, med talen fremsiges tilflugtsbønnen, og med sindet visualiseres et bestemt meditationsbillede, der symboliserer tilflugten. Tibetanerne mener at disse glidefald fjerner stolthed og andre egoistiske følelser og vender sindet mod erkendelse.