Grindedrab

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Døde grindehvaler på stranden ved bygden Hvalba, 2004

Grindedrab (færøsk grindadráp) er på Færøerne en folkelig begivenhed, hvor grindehvaler indkredses og dræbes for derefter at fordeles ligeligt mellem alle i området. For de fleste færinger er det en vigtig del af deres historie og kultur. Grindedrabet er helt igennem ikke-kommercielt, og grindekødet kan da heller ikke købes i supermarkeder eller lignende. Der dræbes hvert år ved drivfangst mellem 1.000 og 2.000 grindehvaler på Færøerne, og der er lovmæssige regler for, hvordan hvalerne sammendrives, dræbes og fordeles.

Private og internationale organisationer kritiserer grindedrabet for at være grusomt og unødvendigt. De fleste færinger føler sig udnyttede af disse organisationer, der tit har den sædvane at bruge de følelsesmæssigt stærke billeder af grindedrabet som blikfang i deres kampagner mod hvalfangst.

Selv om de fleste færinger afviser hård kritik af grindedrabet, så foregår der alligevel mange diskussioner om emnet i det færøske samfund. Ny forskning har påvist, at grindehvalkød er stærkt forurenet af kviksølv og andre skadelige kemiske stoffer. Det er derfor sandsynligt, at den stigende havforurening fra de store industrinationer vil betyde, at hvalkødet en gang i fremtiden bliver erklæret uegnet til menneskeføde.

Indholdsfortegnelse

1 Grindaboð: Grind er lokaliseret
2 Selve fangsten
- 2.1 Hvalfangststatistik
3 Grindedrab som et kulturelt fænomen
4 Eksterne henvisninger
5 Litteratur

[redigér] Grindaboð: Grind er lokaliseret

Historisk set fungerer det således, at så snart der observeres grindehvaler nær en bygd, går beskeden grindaboð! ("grindebud!") som en løbeild gennem øsamfundet, hvorefter folk strømmer til. Tidligere gik budet fra mund til mund og gennem andre signaler (bl.a. bavnebål), men i moderne tider bruges både radio (særligt i 70'erne og 80'erne) og mobiltelefoner.

Grindehvalerne jages ind til bestemte pladser, som har tilladelse til drabet. Før i tiden kunne det være livsfarligt at drive hvalflokkene ind, men med nutidens motorbåde er risikoen formindsket. Grindedrabet foregår mestendels om sommeren.

Hvalvágir

Hvalvágir betyder "hvalbugter" på dansk. 17 sandstrande har tilladelse til Grindedrab: Bøur, Fámjin, Fuglafjørður, Syðrugøta, Húsavík, Hvalba, Hvalvík, Hvannasund, Klaksvík, Miðvágur, Norðskáli, Sandavágur, Sandur, Tórshavn , Tvøroyri, Vágur og Vestmanna. I statistikken over grindefangst på Færøerne siden 1854 bliver ovennænvnte strande oftest nævnt.

[redigér] Selve fangsten

Grindedrab ved Vágur, 2004

Hver bådsfører er lovmæssigt forpligtet til at sørge for, at de tilladte redskaber grindareiðskapur – stumpe hager, tove og hvalknive (grindaknívar) – kommer med i båden kaldet grindabátur ("grindebåd"), normalt en fritidsfiskebåd til linefiskeri.

Når en grindeflok er observeret tæt ved kysten, danner bådene en halvcirkel med tove mellem sig i et forsøg på at afskære grindernes adgang til det åbne hav – hvaler, der undslipper, må ikke forfølges – og flokken drives ind mod stranden ved en fjord eller vig. Hvalerne blindes af sandet og aflives ved stik i nakken med en særlig skarp kniv (grindaknívur). De hvaler, der ikke når langt nok ind på det lave vand, bliver med en speciel stump prop-krog, der stikkes ind i hvalens åndehul, halet ind på stranden. Det kan se voldsomt ud, men selve aflivningen af det enkelte dyr sker hurtigt, så pinen er kort. Tidligere brugtes spyd og harpun, men disse blev i 1985 af dyrevelfærdshensyn forbudt ved lov.

De fleste færinger afviser kritikken af grindedrabene. Ifølge arkæologiske fund i Gøta har de 2-5 meter lange tandhvaler længe været en del af færingernes eksistensgrundlag. Fangsten fordeles mellem deltagerne i selve jagten og de øvrige beboere i bygden eller byen - det sker efter helt faste regler, der sikrer, at alle får sin del. Selv en nyfødt har efter reglerne ret til grindekød. Grindekødet udgør omkring en fjerdedel af færingernes samlede kødforbrug. Desuden har der aldrig været drevet kommerciel jagt på hvalerne. Når myndighederne skønner, at der et år har været fanget nok grind til at dække befolkningens behov, forbydes yderligere jagt. Grindehvalbestanden er da heller ikke på nogen måde truet.

[redigér] Hvalfangststatistik

Hvalfangsten opgøres i måleenheden skinn, idet 1 skinn = 38 kg grindhvalkød + 34 kg hvalspæk - i alt 72 kg grindehval.

Tidsrum	Flokke	Hvaler	Skinn
1709-1950	1.195	178.259	1.360.160
1951-1960	122	18.772	99.102
1961-1970	130	15.784	79.588
1971-1980	85	11.311	69.026
1981-1990	176	18.806	108.714
1991-2000	101	9.212	66.284
2001	11	918	7.447
2002	10	626	4.263
2003	5	503	3.968
2004	9	1.010	8.276
Sum	1.844	255.165	1.806.828

[redigér] Grindedrab som et kulturelt fænomen

Grindedrab er en integreret del af færingernes socialkultur. Det er ikke ualmindeligt, at færøske mænd er af den opfattelse, at deltagelse i grindedrab får dem at føle sig som rigtige færinger. Kvinder deltager traditionelt ikke aktivt i grindedrabet, hvilket er en del af den traditionelle arbejdsdeling mellem de to køn, der ikke har forandret sig gennem tiderne.

I færøsk litteratur og kunst er grindedrabet et vigtigt motiv. Grindedrabmalerierne af Sámal Mikines er udstillet på Færøernes Kunstmuseum i Tórshavn.

Christian Pløyen, der var dansk amtmand på Færøerne i perioden (1830-1847), skrev den dengang populære Grindavísan, der er et færøsk kvad skrevet på dansk. Det blev udgivet i København i 1935. Omkvædet lyder således: "Raske drenge grind at dræbe, det er vor lyst". Disse linjer bliver dog meget sjældent sunget på Færøerne nu til dags. I resten af verden (inklusive i Danmark) bliver de opfattet som en kliché, der hentyder til, at Færøerne er et tilbagestående samfund.