Københavns historie
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Det oprindelige landskab
Landskabet omkring København er opstået efter den seneste istid, som efterlod området som et fladt og lavtliggende morænelandskab med spredte bakkedrag, som ses ved f.eks. Valby og Brønshøj. Mod nord blev det mere bakket med ådale, og mod syd blev det fladere og mere sandet.
København og det nære opland fordeler sig på tre højereliggende områder, som omtrent udgøres af det nuværende indre København, Valby/Frederiksberg samt Nørrebro/Østerbro. Herimellem og udenom var der fugtige dalsænkninger, som i varierende grad har været gennemløbet af åer: Harrestrup å i vest, som løber ud i Køge Bugt igennem den nuværende Damhussø, Rosbæk Å... mod øst som mundede ud ved Hellerup, og endelig er der det nuværende søområde, som hovedsagelig blev afvandet gennem en sænkning mod syd ved Kalvebod Strand. Mellem Frederiksberg og Brønshøj gennemskæres landskabet af Grøndalen, hvor Grøndalsåen nu løber.
Ud for kysten mellem Sjælland og Amager lå flere holme, hvoraf den senere Slotsholmen var den største. De lave øer beskyttede farvandet mod bølger og gjorde det til et naturligt sted for en havn.
Der er fundet tegn på menneskelig aktivitet, som rækker ca. 6000 år tilbage i historien, men man har ikke kendskab til permanente bosættelser i København fra den tid.
[redigér] Den første bydannelse
Arkæologiske undersøgelser har vist, at den tidligste bydannelse for selve København har ligget i et område, der i dag er omkranset af Mikkel Bryggersgade, Vestergade, Gammeltorv/Nytorv, samt endelig af Løngangsstræde som dengang var strandlinien. Denne bebyggelse begynder lige før år 1100. Men man har også fundet samtidige spor efter agerdyrkning og grøftegravning ved Kongens Nytorv, som viser, at der også må have være beboelse dér allerede på det tidspunkt. Det omkringliggende område bestod af fugtige strandenge, og de fundne vegetationsrester viser, at der har været afgræsning af kvæg.
Der er også fundet mange fiskerester, som fortæller, at byen havde en solid forplejningskilde i sildefiskeriet i Øresund, og selv tidlige fund antyder, at der har været handel forbundet med fiskeriet.
Selve havnen har ligget, hvor nu Højbro Plads ligger. Herfra er gået en vej ind i landet langs Købmagergade-strækningen og en vej over mod landsbyen langs Strøget. Ud over fiskeriet har har det også været en overfartshavn, som har skabt forbindelse med Skåne.
København omtales første gang i 1043 under navnet Havn (Hafnæ, senere latin Hafnia), da det i Knytlingasagaen berettedes, at Svend Estridsen var flyttet dertil, efter han var blevet slået af Magnus den Gode. I senere kilder bruges navnet Kaupmannahafn eller Saxos Domus Mercatorum, som begge betyder "købmændenes havn", hvorfra det nuværende navn stammer.
[redigér] Middelalderen
Valdemar den Store skænkede København og flere omkringliggende landsbyer til sin fosterbroder biskop Absalon. Det helt nøjagtige årstal kendes ikke men det må være sket kort efter at byggeriet af den første borg blev på begyndt og dette årstal kendes fra tømmeret til den første bro til holmen, og på Rigsarkivet ligger et dokument udstedt, den 21. oktober 1186. Dette dokument er et stadfæstelsesbrev fra den daværende pave, Urban III. Der fulgte et betydeligt tilliggende med, som bl.a. dækkede Serridslev, Vigerslev, Valby, Brønshøj, Emdrup, Vanløse og Virum, Bagsværd, Rødovre, Tårnby og Nærum.
Absalon byggede på et tidspunkt imellem 1167 en 1186 en borg på Slotsholmen og lagde i 1186 både borgen og byen under Roskilde bispestol.
Omkring år 1200 grundlægger Absalon Vor Frue Kirke, som ligger uden for den oprindelige landsby, og det giver afsæt til en voldsom vækst i byen. Arealet forøges med en faktor 20 i første halvdel af 1200-tallet.
I 1245 satte Erik Plovpenning sig i besiddelse af København, hvilket medførte dens ødelæggelse af lübeckerne i 1248. I 1250 gik København tilbage til bispestolen, og i 1254 fik København sin første såkaldte stadsret - lovgivning gældende for byen - af biskop Jakob Erlandsen, men den knyttede blot borgerne nærmere til biskoppen. I 1259 under kamp mellem kongen og præsteskabet indtoges og plyndredes København af biskoppens alierede, fyrst Jaromar af Rügen.
Allerede i 1200-talet havde København fire kirker, (Vor Frue kirke, Skt. Petri og Skt. Klemens mod øst og Skt. Nikolai nede ved havnen) samt to klostre (Gråbrødreklostret, 1238, og Helligåndshuset, 1296). 1289 hærgedes København af en norsk flåde, og året efter befæstedes byen med mure og tårne. Den nye stadsret fastslog 1294 yderligere borgernes afhængighed af biskoppen, og da de tidligere samme år havde forsøgt et oprør i tiltro til, at kongen ville hjælpe, måtte de føje sig og blev 1296 biskoppens "arvefæstere", hvor de før havde været selvejende.
Efter rigets opløsning i 1329 gjorde grev Johan af Holsten sig i 1341 til herre over København, og biskoppen overlod derfor midlertigt byen til kong Valdemar, men først 1346 fik kongen den i sin besiddelse, og i 1350 fik han overdragelsen stadfæstet. I 1359 forlovedes Valdemars datter, Margrete, med kong Håkon af Norge i København, og i 1363 afholdtes en stor bryllupsfest, hvor deres stridigheder blev bilagt. Et angreb fra hansestædernes flåde i 1368 ledte til, at byen blev indtaget og fuldstændig ødelagt; selv borgen blev nedbrudt, og det varede længe, inden København rejste sig.
I 1375 tilbageleveredes byen til biskoppen i Roskilde og antages på det tidspunkt (1380) at have haft omkring 4.000 indbyggere. I 1416 gjorde Erik af Pommern sig til herre og tvang Roskildes domkapitel til at afstå fra sine rettigheder til København. Siden har den stået umiddelbart under kongen og blev snart rigets vigtigste by. I 1422 fik borgerne tildelt flere store privilegier. 1427 blev hansestædernes flåde slået uden for København, og et nyt angreb året efter blev også afvist, men dog med store tab til følge. I 1443 gjorde Christoffer af Bayern København til kongens residens, udfærdigede en ny stadsret og indviede det slot, som hans forgængere og han selv havde bygget, med et prægtigt bryllup - siden har de fleste danske konger indtil 1766 fejret deres bryllup i København.
[redigér] Reformationstiden
De efterfølgende konger udvidede slottet. 1479 indviedes universitetet, og kong Hans grundlagde orlovsværftet på Bremerholm, som var opkaldt efter de hanseatiske købmænd. Christian II ville gøre København til centrum for hele landets udenrigshandel (stabelstad) og den fornemste handelsplads ved Østersøen og flyttede derfor hovedstationen for Øresundstolden fra Helsingør til København (dog kun for nogle få år) og lod hollændere bosætte sig på Amager i 1521. København forblev derfor tro mod Christian II og holdt efter hans bortrejse 1523 stand i 8 måneder, inden byen i januar 1524 blev underkastet Frederik I. Han forstærkede derefter byens befæstning betydeligt. 1529 prædikede Hans Tausen Reformationen i København, og i 1530 afholdtes en offentlig disput mellem katolikker og protestanter. Julen samme år brød borgerne ind i Vor Frue kirke og ødelagde helgenbillederne. De stillede sig også på reformatorernes side under herredagen i København i 1533 og sluttede sig i 1534 til grev Christoffer af Oldenburg, da han lovede at arbejde for Christian II's genindsættelse som konge. I 1535-36 udlevedes et helt års belejring med svær hungersnød og anden elendighed, inden byen overgav sig til Christian III. I oktober 1536 afholdtes en rigsdag i København, hvor Reformationen blev fastslået, og i 1537 genoprettedes universitetet.
[redigér] Ny København
Under Christian IV anlagdes både Christianshavn og Nyboder sammen med en mængde andre nybyggerier. Havnen udvidedes mod nord til Toldboden, og derfra byggedes et nyt voldanlæg i en bue udenom Nyboder og Rosenborg til Nørreport. Hverved blev Københavns omfang næsten fordoblet. Desuden begyndte der en udvikling af områderne uden for voldene, men de nedbrændtes i august 1658, under Karl X Gustav's hærs angreb. Til gengæld for borgernes løfte om at værne byen gav Frederik III dem sin forsikring om store privilegier for København som en selvstændig by og borgernes ligestilling med adelen. København udlevede nu en langvarig belejring, og 11. februar 1659 blev svenskernes storm slået tilbage, og man reddede derved Danmarks fremtid som selvstændigt rige. 27. maj 1660 sluttedes fred med Sverige, og i september samme år åbnedes en rigsdag i København, hvor byens præste- og borgerskab støttede kongen i at styrte adelsvældet og erstatte det med kongelig enevælde. 1661 fik København sine privilegier stadfæstet, men de havde da stort set mistet deres betydning, netop på grund af enevældens indførelse. Københavns nye kommunalråd bestående af 32 repræsentanter fik ikke stor magt, og det varede længe, inden den borgerlige ligestilling med adelen blev nogenlunde gennemført, og det skete da nærmest gennem udviklingen af embedsmandsstanden.
Citadellet (Kastellet) anlagdes 1662-63, og syd om Slotsholmen byggede man 1667-68 et nyt kvarter, Frederiksholm, ved opfyldning i Kalvebod Strand, netop der hvor de hårdeste kampe havde fundet sted under svenskernes natlige storm i 1659. En del af det nye kvarter ud mod Nyboder bebyggedes. Christianshavn blev sammenført med byen i 1674, og København havde vel da omkring 40.000 indbyggere (i 1658 beregnedes antallet til 29.000), men hærens og flådens mandskab, hoffets personale og embedsmændene udgjorde en betydelig andel.
[redigér] 1700-tallet
I juli 1700 udstod København et bombardement af en engelsk-hollandsk-svensk flåde uden dog at lide synderlig skade, og juni 1711 til marts 1712 hjemsøgtes den af pesten, som udryddede omkring 1/3 af befolkningen.
Ved branden i 1728 nedbrændte omtrent 2/5 af København (hele den nordlige del), 1.670 huse og 5 kirker, under fire dages brand. Christian VI nedrev i 1731-32 det gamle Københavns Slot og opførte i stedet Christiansborg, og under Frederik V bebyggedes Københavns fornemste kvarter, Frederiksstaden med Amalienborg. I slutningen af 1700-tallet nåede Københavns handel og deraf følgende velstand sin hidtil største blomstring, og den skade, som branden i 1795 forvoldte, specielt i den ældste 1/4 af byen (946 huse), blev forholdsvis hurtigt udbedret.
[redigér] 1800-tallet
1800-tallet indledtes med Slaget på Reden mod Lord Nelson og den engelsk flåde den 2. april 1801, men det var kun en forsmag på byens belejring af engelske landtropper i august 1807 og det voldsomme bombardement den 2.-5. september samme år, hvor omkring 300 huse blev ødelagt og 1.600 personer døde. Angrebet skulle forhindre, at den danske flåde blev overgivet til Napoleon og katastrofens politiske eftervirkninger gjorde endnu mere skade på byen og landet. Havde de foregående 25 år været en glansperiode for København, blev de følgende 25 år desto mere kummerlige og nødtørftige i materiel henseende. Pudsigt nok havde videnskab, litteratur og kunst samtidig på mange måder en guldalder. Efter juli-revolutionen 1830 fremspirede et nyt politisk liv, som bar frugt, da martsoprøret 1848 - endnu fredeligere end 1536 og 1660 - gjorde en ende på enevælden. Den 1. januar 1840 havde København fået en ny kommunalforfatning, som yderligere udvikledes gennem loven af 4. marts 1857. Omtrent samtidig begyndte Københavns ydre omdannelse. Omfanget indenfor voldene var ikke udvidet synderligt siden Christian IV's tid, og befolkningen, som samtidig firedobledes, havde derfor været tvunget til at bygge højere og presse sig sammen. Ved at slække på demarkationslinjen, som var indført af hensyn til befæstningen, indførte man i 1852 fuld byggefrihed uden for søerne, og byggeriet fik derefter et stærkt opsving på Nørre- og Vesterbro samt på Frederiksberg. Et nyt kvarter opstod 1861-77 på Gammelholm, efter at orlogsværftet flyttedes til Nyholm, og store dele af Nyboder omlagdes 1854-73 til almen bebyggelse. I 1868 besluttede man at fjerne voldene, og fra 1872 blev de gamle glaciser omformet til beboelseskvarterer. Gennem anlæggelsen af Frihavnen i 1894 fremkom endnu et nyt kvarter, som efterhånden strakte sig ud mod Hellerup, og 1900-01 fulgte de store bebyggelser af Brønshøj, Valby og Sundbyerne. Krigen i 1864 (hvor Danmark mistede næsten 1/3 af sit landareal) medførte, at man i stedet for de gamle volde lavede Københavns befæstning.
[redigér] 1900-tallet
Omkring århundredeskiftet var København en by under forandring. Efter nedlæggelsen af voldene blev der indviet et nyt rådhus i 1905, ny hovedbanegård i 1911 og et nyt Christiansborg (det tredje) i 1918. Der gennemførtes renovering af gadenettet hvor bl.a. Ny Østergades anlagdes med mange nedrivninger til følge.
Under første verdenskrig, 1914-18, opstod der varemangel, lønnedgang og bolignød samtidig med at de såkaldte "gullashbaroner" tjente på spekulation. Det gjorde kun ondt værre at den spanske syge rasede i 1918 og forårsagede 2.300 dødsfald i København. Der opstod en ulmende social uro og politisk opbrud som f.eks. kom til udtryk i en generalstrejke da Christian 10. afsatte Zahle-regeringen i 1920. I krigens kølvand kom også økonomiske kriser som f.eks. Landmandsbankens krak i 1922.
Udviklingen i infrastruktur fortsatte efter krigen med boulevardbanen i 1924 og lufthavnen i 1925. Langebro måtte udskiftes i 1930 på grund af den tiltagende billisme, og Statsradiofonien fik større forhold med Stærekassen i 1931 og Radiohuset i 1938.
Under 2. verdenskrig var København ligesom resten af Danmark besat af de tyske tropper indtil befrielsen 5. maj 1945. Tyskernes greb blev strammere i løbet af besættelsen og efter uroligheder og den engelske bombning af B&W indførtes der forsamlingsforbud og afvæbning af militæret fra august 1943. I august 1944 gennemførte tyskerne nogle schalburgtage-sprængninger i Tivoli og efterfølgende blev et antal modstandsfolk henrettet; derefter opstod der en omfattende generalstrejke som fik besættelsesmagten til at nedtone schalburgkorpsets tilstedeværelse i gaderne.
Flere bygninger blev under besættelsen ødelagt, enten ved sabotage eller ved angreb fra de allierede styrker. Heriblandt kan nævnes Shellhuset, der var hovedkvarter for Gestapo, den 21. marts 1945 blev bombet af britiske fly. Under dette angreb blev Den Franske Skole på Frederiksberg ved en fejl også ramt, hvorved mange børn blev dræbt. Mange industribygninger i København blev også sprængt i luften af den danske modstandsbevægelse.
Befrielsen kom i 1945 og Christian 10., som havde været i et samlingspunkt under besættelsen, døde i 1947 med et stort optog til følge; en rytterstatue af den afdøde konge blev opstillet på Skt. Annæ Plads.
Efter krigen kom den frie varetilførsel tilbage og der blev nu lettere adgang til eksotiske varer som nylonstrømper og fjernsynsapparater. Der kom en stigning i billismen; den begyndte svagt men tiltog, så i 1953 måtte Langebro atter udbygges. Byudviklingen blev overvejet og mundede ud i "fingerplanen" fra 1947 som blev brugt til planlægning af bl.a. den offentlige traffik.
I løbet af 1950'erne begynder turismen at vinde frem i København og der bliver bygget hoteller og satset mere på gæsterne. Byens silhuet begyndte at ændre sig med højhuse, hvor Bellahøjs Tårnhuse fra 1950 var nogle af de første, og Arne Jacobsens SAS Royal Hotel fra 1960 et af de mest markante. Gågaderne begyndte at vinde frem og Strøget blev udlagt i 1962. Det var i det hele taget gode tider med stigende købekraft og faldende ledighed, men samtidig med begyndende oprør, som for alvor kom til udtryk ved utallige demonstrationer mod Vietnamkrigen, atomkraft, NATO og Verdensbanken. I 1971 kom en kulmination med besættelsen af Bådsmandsstræde Kaserne og oprettelse af Fristaden Christiania.
Anlæggelsen af Metroen begynder.
[redigér] Se også
- København 1500
- København 1699
- København 1728
[redigér] Kilder
- Nordisk familjebok, 1904-1926
- Svend Cedergreen Bech (red): Københavns Historie, Bind 1 ved Erik Kjersgaard, ISBN 87-01-52551-4
- Ørestadsselskabet og Københavns Bymuseum: Arkæologien i Metroens spor, ISBN 87-90143-15-9
