Kong Arthur
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kong Arthur eller kong Artus var en britisk heltekonge, der ifølge legenden samlede briterne til kamp mod de invaderende anglere og saxere i det 6. århundrede e. Kr.
Omkring figuren Arthur fremvoksede en sagnkreds, med bla. hans rådgiver, troldmanden Merlin, sværdet Excalibur, heksen Morgan le Fay (også kendt som Morgaine), og hans ridderorden, ridderne af det runde bord der samles på kongeslottet Camelot.
I det 12. århundrede nedskrives adskillige versioner i Frankrig og Tyskland, med hovedvægten på Arthurs sidste tid, riddernes søgen efter den hellige gral, samt romancen mellem ridderen Lancelot og dronning Guenevere.
Persongalleriet er omfangsrigt, men af andre riddere kan nævnes Parsival, Tristan, Gawain, Galahad, Bors, Ector, Lancelot, Gawain, Gaheris, Gareth, Lamorak, Lionel, Bedivere, Mordred (søn af Arthur og hans søster, Morgaine) og Pellinore.
Arthur møder sit endeligt i kampen med sin uægte søn Mordred, hvor han bliver dødeligt såret og derefter sejles til det magiske land Avalon.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Arthur i forskningen
Nogle forskere antager, at Arthur må have været af anglo-britisk afstamning og kan have levet på et tidspunkt sidst i det 5. århundrede eller først i det 6. århundrede. Nogle har ønsket at identificere Arthur med den Riothamus, kaldet "bretonernes konge", som levede under den romerske kejser Anthemius. Andre foreslår, at man bør identificere Arthur med en vis Lucius Artorius Castus, der udførte så store militære bedrifter i det 2. århundrede, at det kan være husket flere hundrede år senere.
Atter andre mener, at han må betragtes som en halvvejs glemt, keltisk guddom, som er blevet omdigtet til en helteskikkelse, svarende til omdannelsen af guden Lir til helten Lear. De samme forskere henviser til, at det var den keltiske romer, Ambrosius Aurelianus, der anførte briterne i slaget ved Mons Badonicus.
[redigér] Kilderne
Arthur nævnes først i den walisiske litteratur. I et digt fra ca. 594, skrevet af digteren Aneirin (ca. 535-600), nævnes det, at helten "fodrede ravnene på murene, skønt han ikke var Arthur". Digtet er dog bevaret i et antal afvigende versioner, og det er svært at afgøre, om denne sætning er en senere tilføjelse.
En anden tidlig keltisk digter, Taliesin ((ca. 534–ca. 599), skriver om Arthur i følgende digte:
- "Kongetronen" (der nævner " Arthur den velsignede")
- "Himlens skatte", (der omtaler "Arthurs tapperhed" og tilføjer "vi var sammen med Arthur i hans strålende virke")
- "Rejsen til Deganwy" (der rummer passagen "ligesom i slaget ved Badon, hvor Arthur, den største giver af fester, hævede sit sværd, rødt fra slaget, som alle mennesker husker")
En tredje, tidlig henvisning til Arthur findes i Historia Britonum, som tilskrives munken Nennius, der skal have samlet tidlige, walisiske kilder omkring år 830. Der omtales Arthur som "leder af slag", men ikke som konge. To forskellige kilder i samlingen opregner de 12 slag, han skal have udkæmpet. Det kulminerede i slaget ved Mons Badonicus, hvor han ene mand skal have dræbt 960 krigere.
[redigér] Senere kilder
- Helgenbeskrivelsen Sankt Gildas levnedsløb, skrevet af Caradoc fra Llancarfan i det 11. århundrede.
- Digtet Culhwch og Olwen i ”Mabinogion”, en digtsamling fra årene mellem 1350 og 1410.
- Digtsamlingen Trioedd Ynys Prydein, der er nedskrevet før 1275
