Lukasevangeliet
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Det Nye Testamente | |
| Matthæus | |
| Markus | |
| Lukas | |
| Johannes | |
| Apostlenes Gerninger | |
| Romerbrevet | |
| 1. Korintherbrev | |
| 2. Korintherbrev | |
| Galaterbrevet | |
| Efeserbrevet | |
| Filipperbrevet | |
| Kolossenserbrevet | |
| 1. Thessalonikerbrev | |
| 2. Thessalonikerbrev | |
| 1. Timotheusbrev | |
| 2. Timotheusbrev | |
| Titusbrevet | |
| Filemonbrevet | |
| Hebræerbrevet | |
| Jakobsbrevet | |
| 1. Petersbrev | |
| 2. Petersbrev | |
| 1. Johannesbrev | |
| 2. Johannesbrev | |
| 3. Johannesbrev | |
| Judasbrevet | |
| Åbenbaringen | |
Lukasevangeliet er den tredje bog i Det Nye Testamente. Sammen med Matthæusevangeliet og Markusevangeliet regnes det til de såkaldte synoptiske evangelier.
Både lingvistiske og teologiske overensstemmelser taler afgørende for at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger har samme forfatter. Lukasevangeliet forkortes Luk (eller sjældnere Lk).
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Datering
Som ved de øvrige evangelier er der nogen usikkerhed også med dateringen af Lukasevangeliet. Dateringen afhænger i høj grad af, hvordan man daterer Markusevangeliet, som Lukasevangeliet i manges opfattelse bruger som kilde, og Apostlenes Gerninger, som er skrevet efter Lukasevangeliet som en opfølgning på dette. I traditionel historisk-kritisk bibelforskning dateres Markusevangeliet til ca. 70 e.Kr. og Apostlenes Gerninger til et sted mellem ca. 80-100 e.Kr. og Lukas placeres da i tidsrummet ca. 75-100 e.Kr. Blandt mere konservative kristne dateres Lukasevangeliet gerne noget tidligere, ofte i tidsrummet 40-60 e.Kr.
[redigér] Ophav
Som ved de andre evangelieskrifter er ophavsmanden til 'Lukasevangeliet' anonym. Det er ikke helt korrekt at nævne ham "forfatter". Skriver-redaktør er nærmere hans faktiske rolle. Indledningen bedyrer, at skriftet er en nøje gennemgang af omstændighederne omkring Jesu liv og virke ”sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere” (Luk. 1,2). Ophavsmanden hævder altså ikke selv at have øjenvidnestatus, men at være en formidler af allerede eksisterende overleveringer. Ifølge traditionen er ophavsmanden lægen Lukas, der bl.a. nævnes i Kol 4:14 - en tradition, der bl.a. har været begrundet med skriftets lærde sprog og det faktum, at oldtidens medicinske lærebøger indledtes med lignende vendinger som Lukasevangeliet, med en dedikation til en ærværdig modtager. Det samme gælder imidlertid oldtidens historiebøger, og det passer bedre med Lukasevangeliets selvopfattelse - det vil læses som redegørelse for stedfundne begivenheder.
[redigér] Indhold
Indledning kap 1: 1-4
Fortællinger om Jesus' barndom kap 1:5 - 2:52
Jesus' gerning forberedes kap 3:1 - 4:13
Jesus i Galilæa kap 4:14 - 9:50
Rejsen til Jerusalem kap 9:51 - 19:28
Jesus i Jerusalem kap 19:29 - 21:38
Jesus' lidelse og død kap 22:1 - 23:56
Opstandelsen kap 24:1-53
[redigér] Karakteristik
Lukasevangeliet er 1. del af "det lukanske historieværk" - 2. del er Apostlenes Gerninger. Den sproglige stil er sleben og lærd. Centrum er Jesu lidelse, død og opstandelse. Formålet er at fortælle historien om Guds frelsende handlinger på en måde, der overbeviser modtageren, så han accepterer den og bliver dens agent. Historien om Guds projekt omfatter både Jesus' og hans tilhængeres ord og handlinger. Guds projekt er skandaløst - frelsen er for de uventede, status byttes om. Jesus er konstant i selskab med de marginaliserede, kvinder har en fremtrædende rolle som disciple, sociale forhold og relationer kritiseres. Skandalens højdepunkt er henrettelsen af hovedpersonen, Guds søn, som udstødt og vanhellig.
Eskatologi er (først og fremmest) nærværende nutid. Gudsriget er sikret, men på uforudsigelig vis, derfor gælder det om at være årvågen og trofast. Jerusalem og templet er centrale for Jesus' gerning og anskues positivt.
Lukas' beretning om Guds frelsesprojekt følger en overordnet, fortællemæssig plan: Forudsigelse ved engle og inspirerede mennesker (1:5 - 2:52), mulighed ved Johannes Døbers og Jesu fødsel og opvækst, sandsynlighed ved Døberens og Jesus' liv og død (Luk. kap 3 og Ap.G. 1), virkeliggørelse ved den kristne mission og urkirken (Ap.G 2-15, resultater ved jødisk modstand og kirkens udbredelse til hedninger (Ap.G. 16-28).
Lukasevangeliet medtager de fleste af de fortællinger, der findes i Markusevangeliet, men tilføjer hertil en del nyt materiale, herunder fx beretningen om Jesu fødsel, som bl.a. inkluderer det såkaldte Juleevangelium (Luk 2,1–14). Lukasevangeliet kendetegnes tillige ved at have større fokus på kvinder, end de andre evangelier, fx er der udvidede beretninger om Maria og Elisabeth (Johannes Døberens moder) og der fortælles om en kvindelig profet (Luk 2, 36).
[redigér] Detaljer
Forfatteren stiler sit skrift til Teofilus – et græsk navn, der betyder "den, som elsker Gud" – hvilket mange forstår som en symbolsk dedikation, der skal omfatte alle, der er villige til at tage imod det budskab, skriftet indeholder.
I Lukasevangeliet findes et alternativ til det traditionelt brugte fadervor fra Matthæusevangeliet:
- »Når I beder, skal I sige:
Fader!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige;
giv os hver dag vort daglige brød,
og forlad os vore synder,
for også vi forlader selv enhver, som er skyldig over for os,
og led os ikke ind i fristelse.« - (Luk.11,2-4)
