Marcus Tullius Cicero

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Cicero henviser hertil. For alternative betydninger, se Cicero (flertydig)

Marcus Tullius Cicero (3. januar 106 f.Kr. - 7. december 43 f.Kr.) var romersk politiker, retor og skribent og regnes for at være den største latinske prosaist.

Cicero tilhørte den romerske ridderstand, begyndte sin karriere som advokat og optrådte som moderat medlem af Senatspartiet, hvor han bl.a. vandt sig et navn ved modigt forsvar af folk som var blevet uretfærdigt dømt under Sullas udrensninger.

Han blev konsul i 63 f.Kr. og afværgede som sådan den catilinariske sammensværgelse, hvilket på mange måder var højdepunktet i hans politiske karriere. I tiden derefter blev han imidlertid hurtigt skubbet i baggrunden af medlemmerne af det Første Triumvirat og måtte en tid gå i eksil. Efter at være benådet optrådte han atter som politiker, men med ringere selvstændighed.

Efter mordet på Julius Cæsar tog han parti mod Marcus Antonius. Med sine berømte taler gjorde han Marcus Antonius til "statens fjende", hvilket i sidste ende kostede ham livet, men på længere sigt måske også var medvirkende til Antonius' fald. Cicero blev myrdet under proskriptionerne år 43 f.Kr., 63 år gammel. Han var en ihærdig forsvarer af Roms republikanske forfatning.

Ciceros veltalenhed kan ses bevaret i mere end 50 politiske og juridiske taler og skrifter: Om taleren, Brutus, Om staten, Om gudernes væsen med flere. Hertil mere end 600 breve. Cicero, der var eklektiker, anses som fader til den klassiske latinske prosa.

Indholdsfortegnelse 1 Biografi 1.1 Opdragelse og uddannelse 1.2 Ciceros første store sag 1.3 Forløbet indtil konsulatåret 1.4 Ciceros konsulatår 1.4.1 Den catilinariske sammensværgelse 1.5 Pro Flacco 1.6 Eksil og tilbagekomst 1.7 Modstanden mod Marcus Antonius 1.8 Tilbagegang og død 1.9 Ægteskab og børn 2 Store værker 2.1 Taler 2.2 Filosofiske værker 2.3 Retoriske værker 2.4 Breve 3 Litteratur 4 Cicero i dansk oversættelse 5 Se også

[redigér] Biografi

[redigér] Opdragelse og uddannelse

Cicero blev født i municipiet Arpinum ca. 110 km syd for Rom. Hans familie var af equester-stand (ridderstand).

Cicero blev sendt til Rom for at studere jura, og var en dygtig student. Han studerede under en af epokens største advokater, Quintus Mucius Scaevola. Han supplerede sin jurauddannelse med studier i filosofi hos Philon fra Larissa og hos stoikeren Diodotos. Som alle unge romerske borgere aftjente Cicero sin værnepligt som 17-årig. Han tjente under Gnaeus Pompeius Strabo, far til Gnaeus Pompeius Magnus, under forbundsfællekrigen på Sullas parti. Det var sandsynligvis på dette tidspunkt at han lærte Pompeius at kende. Han fik dog aldrig smag for militærlivet. Da han blev hjemsendt ved slutningen af konflikten i 81 f.Kr., genoptog han sine jurastudier.

Cicero elskede alt græsk og var meget optaget af Platons filosofi. Hans forkærlighed for græsk kultur fik en saltvandsindsprøjtning efter hans succes med forsvaret af en mand der var anklaget for fadermord – en indirekte trussel mod Sulla. På grund af risikoen for Sullas vrede, og en slem halsbetændelse der var forårsaget af hans måde at tale på, tog Cicero til Grækenland og Rhodos. Der mødte han blandt andet den kendte filosof Posidonius. Han mødte også retorikeren Molon fra Rhodos, der lærte Cicero at tale på en mindre intensiv måde der var mere skånsom over for halsen.

[redigér] Ciceros første store sag

I 84 f.Kr. havde Cicero sin første sag hvor han forsvarede Quinctius. Hans første store sag fandt imidlertid sted i 80 f.Kr. Han skulle forsvare Sextus Roscius, der var anklaget for fadermord. Dette var modigt gjort af Cicero da fader- og modermord var betragtet som forfærdelige forbrydelser i Rom, og de folk som Cicero anklagede for mord (blandt andet Chrysogenus), var nogle af Sullas favoritter der havde skrevet tusinder af navne på proskriptionslisterne. Det ville ikke have været svært for Sulla at få Cicero likvideret da han på dette tidspunkt knap nok var kendt i Roms domstole.

Cicero havde tre hovedargumenter:

1. I det første forsvarede han Roscius og forsøgte at bevise at han ikke begik forbrydelsen
2. I det andet gik han til angreb på de folk der sandsynligvis begik forbrydelsen (en slægtning til Roscius) og forklarede at forbrydelsen passede dem bedre end den anklagede.
3. Det sidste argument var et angreb på Chrysogenus med påstanden om at Roscius' far blev dræbt for at hans ejendom kunne købes billigt.

Resultatet af Ciceros forsvar var at Roscius blev frifundet. Dette var en imponerende bedrift for enhver advokat, især da Cicero var en homo novus ("nyt menneske", betegnelse for en mand i hvis familie der ikke tidligere har været en konsul). Udfaldet udbredte Ciceros ry og hjalp ham til et embede i 75 f.Kr.

[redigér] Forløbet indtil konsulatåret

Cicero tjente som kvæstor på det vestlige Sicilien i 75 f.Kr. Han skrev at han på Sicilien så Arkimedes fra Syrakus' gravsten.

Cicero opbyggede en meget succesfuld advokatpraksis, og han opnåede et stort fremspring for den succesfulde retsforfølgelse af Gaius Verres, tidligere guvernør på Sicilien, i 70 f.Kr. skønt Verres blev forsvaret af datidens bedste advokat og tidligere konsul Hortensius.

Skønt Cicero havde stor succes som advokat, led han under manglende notabiliteter i familien. Ingen Tullius havde været konsul før ham, og han var hverken en del af nobiliteten eller patricierne. Tilmed blev han hindret idet den sidste homo novus der var blevet valgt til konsul, Gaius Marius, var politisk radikal og militær fornyer.

Cicero blev voksen i en tid med uroligheder og borgerkrige. Sullas sejr i den første af mange borgerkrige resulterede i en ny forfatningsstruktur der underminerede en fundamental værdi i den romerske republik, Libertas (frihed). Sullas reformer styrkede dog ridderstandens position og medvirkede til at standen fik en øget magt.

Cicero var både en italiensk equite og en homo novus, men hvad mere vigtigt var, han tog ikke popularernes parti. Hans rang og loyalitet over for republikken sikrede, at han nød folkets såvel som den italienske middelklasses støtte og fortrolighed. Hans mangel på stand medførte dog en mangel på evne til at sikre et troværdigt og levedygtigt magtgrundlag eftersom hans største støtter, ridderne, ikke havde en markant magt. Til trods for hans fremragende talenter og vision for republikkens sikkerhed, accepterede optimaterne ham aldrig helt. Dette tvang ham til at danne alliancer med tvivlsomme karakterer såsom Pompeius og Octavian, men det underminerede også hans forsøg på at reformere og frelse republikken.

[redigér] Ciceros konsulatår

[redigér] Den catilinariske sammensværgelse

I 63 f.Kr. blev Cicero valgt til konsul. Den største bedrift i hans konsulatår var afsløringen af den catilinariske sammensværgelse, et plot om at omstyre den romerske republik ledt af Lucius Sergius Catilina, en utilfreds patricier. Cicero blev tilkendt et senatus consultum de re publica defendenda (en form for undtagelsestilstand, også kaldet senatus consultum ultimum), og han drev Catilina ud af byen med fire taler i hvilke han beskrev Catilina og hans kompagnoners udsvævelser. Han beskrev dem som en flok af udsvævende senatorer og diverse andre slyngler i dyb gæld og som klyngede sig til Catilina som et sidste håb. Ved slutningen af den første tale forlod Catilina Jupiter Stator-templet hvor senatsmødet fandt sted, og tog til Etrurien. De tre andre taler blev derfor ikke direkte adresseret til ham (som den første var. Hovedtemaet var "forlad Rom, og tag din bande med dig!"), men til folket eller senatet afhængigt af talen for at udpensle for dem hvad der ville ske i værste fald, og han kom med flere beviser mod Catilina.

Catilina flygtede, men han efterlod nogle "stedfortrædere" der skulle starte revolutionen indefra mens Catilina angreb udefra med en hær som han havde samlet blandt Sullas veteraner i Etrurien. Det lykkedes Cicero at få disse stedfortrædere til at tilstå deres forbrydelser foran hele senatet efter en ambassadør der var på vej til en gallisk stamme var faldet i et baghold. Derefter drøftede senatet hvilken straf konspiratorerne skulle have. Da senatet primært er en rådgivende forsamling for de lovgivende organer i stedet for en retsforsamling, var der en begrænsning af dets magt. Men der var erklæret undtagelsestilstand, og man frygtede at standardstraffene, husarrest og eksilering, ikke ville fjerne truslen. I begyndelsen talte de fleste i senatet for den yderste straf. Mange vaklede dog da Cæsar fordømte den præcedens det ville skabe, og han argumenterede til fordel for en form for udvisning i stedet for straf. Så rejste Cato sig til forsvar for dødsstraffen, og til sidst enedes hele senatet i sagen.

Cicero fik konspiratorerne bragt til fængslet, Tullianum, hvor de blev stranguleret. Cicero selv ledsagede den tidligere konsul Publius Cornelius Lentulus Sura der var en af konspiratorerne. Efter henrettelsernes udførelse, bekendtgjorde Cicero deres død ved at sige formelverset vixerunt ("de har levet"). Han modtog hædersbevisningen Pater Patriae, fædrelandets fader, for sine handlinger i forbindelse med afsløringen af sammensværgelsen. Han levede dog herefter i frygt for retssager og eksilering, da han havde henrettet romerske borgere uden rettergang. Han modtog også som den første en offentlig helligdag for en civil bedrift. Hidtil havde dette udelukkende været en militær ære. Ciceros fire catilinariske taler fremstår stadig som fremragende eksempler på retorisk stil.

[redigér] Pro Flacco

Ciceros tale Pro Flacco giver en tidligt og klart eksempel på jødehad. I denne tale spiller Cicero på flere stereotype temaer som har genlydt i historien lige siden. Sagen involverede forsvaret af Lucius Valerius Flaccus, en romersk aristokrat, der blandt andet blev beskyldt for uretmæssigt at have konfiskeret jødiske midler, der var blevet indsamlet til vedligehold af templet i Jerusalem. I forsvaret for Flaccus kom Cicero med argumenter der handlede om det offentlige sted der var blevet valgt til retshandlingen: Lad os nu tage et kig på jøderne og deres mani for guld. Du valgte dette sted, chefanklager Laelius, og mængden der holder til på det, med henblik på denne bestemte anklage da du meget vel ved at jøderne i deres store antal og med deres tendens til at optræde som en klike er værdifulde støtter at have ved enhver form for offentligt møde[1]

[redigér] Eksil og tilbagekomst

I 58 f.Kr. indførte populisten Publius Clodius Pulcher en lov der eksilerer enhver mand, der har henrettet en romersk borger uden rettergang. Skønt Cicero fastholdt at det senatus consultum ultimum der blev ham tilkendt fratog ham ethvert strafansvar, optrådte han nu offentligt og bad folket om støtte. Siden han ikke kunne gå ud i det offentlige uden at blive truet og chikaneret af Clodius' banditter, dedikerede han en statue til Minerva på Forum, forlod Italien for et år og tilbragte sit semieksil med at nedskrive sine taler. I breve til vennen Titus Pomponius Atticus fastholdt Cicero at senatet var misundelig på hans bedrifter, og derfor reddede de ham ikke fra hans eksil.

Cicero vendte tilbage fra sit eksil til en jublende mængde. I 50'erne f.Kr. støttede han populisten Titus Annius Milo, der pustede til Clodius, der fortsatte med at bruge sin folkelige støtte til terrorisering af Roms gader. I midten af 50'erne f.Kr. blev Clodius dræbt af Milos gladiatorer på Via Appia. Cicero forsvarede Milo i en mordsag anlagt af Clodius' slægtninge, men tabte den. Skønt sagen ikke blev vundet, blev talen Pro Milone af nogle anset som hans mesterværk. Cicero argumenterede for at Milo ikke havde nogen grund til at dræbe Clodius, at han havde alt at vinde ved at han levede, og at han ikke vidste at han ville møde Clodius på Via Appia. Anklageren havde dog påpeget at Milo havde frigivet nogle slaver der var sammen med ham under angrebet på Clodius så de ikke kunne vidne imod ham i retten om at han havde beordret drabet. Cicero påstod til gengæld at Milos slaver havde forsvaret ham og fortjente at frigives da de havde frelst deres herre fra et angreb af Clodius. Milo drog i eksil og fortsatte med at leve i Massilia indtil han vendte tilbage for at skabe yderligere problemer under borgerkrigen.

Efterhånden som kampene mellem Pompeius og Julius Cæsar voksede i 50'erne f.Kr., favoriserede Cicero Pompeius, mens han forsøgte at undgå at gøre Cæsar til en permanent fjende. Da Cæsar invaderede Italien i 49 f.Kr., flygtede Cicero fra Rom. Cæsar forsøgte forgæves at overtale ham til at vende tilbage, og i juni det år slap Cicero ud af Italien og tog til Dyrrachium. I 48 f.Kr. befandt Cicero sammen med pompeianerne i Pharsalus-lejren og skændtes med mange af republikkens hærførere, blandt andet en af Pompeius' sønner. Cicero følte væmmelse ved deres blodige holdninger, og vendte tilbage til Rom efter Cæsars sejr ved Farsalos.

I et brev til Varro d. 20. april 46 f.Kr. angav han hovedtrækkene af hans strategi under Cæsars diktatur: Jeg råder dig til at gøre hvad jeg råder mig selv til – undgå at blive set selv hvis vi ikke kan undgå at blive talt om [...] Hvis vores stemmer ikke længere høres i senatet og på forum, så lad os følge ældgamle vismænds eksempel og tjene vores land gennem vores skriverier ved at koncentrere os om spørgsmål om etik og forfatningen.

I februar 45 f.Kr. døde Ciceros elskede datter, Tullia. Han kom sig aldrig over dette tragiske chok.

[redigér] Modstanden mod Marcus Antonius

Cicero blev fuldstændig overrasket, da de sammensvorne dræbte Cæsar 15. marts 44 f.Kr. Cicero blev en populær leder i den følgende ustabilitet, og han væmmedes ved Marcus Antonius, der planlagede at tage hævn over Cæsarmorderne. Han sørgede for at Cæsar ikke blev erklæret for en tyran så Cæsarfolkene kunne have lovlige supportere til gengæld for amnesti mod attentatmændene hvad senatet gik med til.

Cicero og Antonius, Cæsars underordnede, blev nogle af de ledende mænd i Rom. Cicero som talsmand for senatet, og Antonius som konsul og eksekutor af Cæsars testamente. Men de to mænd havde aldrig været på venskabelig fod, og deres forhold blev yderligere forværret da Cicero gjorde det klart at han følte at Antonius tog urimelige friheder ved fortolkningen af Cæsars ønsker og intentioner. Da Octavian, Cæsars arving og adoptivsøn, ankom til Italien i april, lagde Cicero en plan om at spille ham ud mod Antonius. I september begyndte han i de såkaldte philippiske taler at angribe Antonius til ære for hans inspiration – Demosthenes. Han roste Octavian til skyerne, kaldte ham et barn sendt af gud, og sagde at han kun fortjente ære, og at han ikke ville begå samme fejl som sin adoptivfar.

I mellemtiden medførte hans angreb på Antonius, som han kaldte et får, at senatet gik imod ham. I denne tid blev Cicero en populær leder uden rivaler. Cicero gav store bøder til Antonius' støtter for ubetydelige anklager, og han fik frivillige til at smede våben til republikanerne. Ifølge historikeren Appian (skønt den ikke bekræftes af andre) ansås denne politik af Antonius’ støtter som en fornærmelse og de forberedte at tage til Rom for at arrestere Cicero. Cicero flygtede ud af byen, og planen blev afbrudt.

Cicero støttede Decimus Junius Brutus Albinus som guvernør over det cisalpinske Gallien (Gallia Cisalpina) og opfordrede senatet til at erklære Antonius en fjende af staten. Én tribun, en vis Salvius, forsinkede disse aktiviteter, og han blev forhånet af Cicero og hans parti. Lucius Piso, Cæsars svigerfar, forsinkede aktiviteterne imod Antonius. Antonius blev senere erklæret fjende af staten da han nægtede at ophæve belejringen af Mutina. Cicero beskrev i et brev samme september til Cassius, en af Cæsars attentatmænd, at han mente Antonius var en korrupt galning der var endnu værre end Cæsar, og at Antonius ønskede at starte et blodbad.

[redigér] Tilbagegang og død

Ciceros plan om at drive Antonius ud mislykkedes dog. Efter slagene ved Mutina, allierede Antonius sig med Octavian og Lepidus og dannede det andet triumvirat. Straks efter deres alliance var blevet gjort officiel med konsulært imperium for fem år, begyndte de at proskribere deres fjender og mulige rivaler. Cicero og hans yngre bror, Quintus Tullius Cicero, og alle deres kontakter og støtter blev talt blandt statens fjender.

Blandt de proskriberede var Cicero en af de mest eftersøgte. Andre ofre var blandt andet Salvius, der efter at have været på Antonius’ side skiftede over på Ciceros side og støttede ham fuldt ud. Cicero blev set på med sympati af mange, og mange nægtede at rapportere at de havde set ham. Han blev til sidst fanget på et af sine gårdsteder da han skulle skaffe penge. Han flygtede langs kysten. Da hans bødler kom, sagde hans slaver at de ikke havde set ham, men en af Publius Clodius' klienter angav ham.

Ciceros sidste ord skulle angiveligt have været der er intet ordentligt ved det det du er ved at gøre, soldat, men forsøg at dræbe mig ordentligt. Han blev halshugget af sine forfølgere 7. december 43 f.Kr. Hans hoved og hænder blev vist på Rostra på Forum Romanum. Han var det eneste offer for triumviratet der blev vist således frem. Ifølge Cassius Dio tog Fulvia, Antonius' kone, Ciceros hoved, trak tungen ud, gennemborede den med en hårnål gentagne gange, og tog derved en endelig revanche mod Ciceros magt gennem talen.

Ciceros søn, som senere blev politiker, fik nogen revanche da han for senatet annoncerede at Marcus Antonius var blevet besejret ved slaget ved Actium af Octavian, og da Octavian senere i livet fandt ud af at en af hans børnebørn læste en bog af Cicero og så at drengen forsøgte at skjule den da han frygtede bedstefarens reaktion, tog han bogen fra ham, læste et stort stykke af den op for ham og rakte ham den derpå igen og sagde: Han var en lærd man, kære barn, en lærd mand der elskede sit land.

[redigér] Ægteskab og børn

Cicero havde to børn, en datter, Tullia Ciceronis, og en søn, Marcus Tullius Cicero Minor, fra sit første ægteskab med Terentia Varrones. Senere skilte han sig fra Terentia og giftede sig igen med med Pubilia (dengang 15 år), sandsynligvis for pengenes skyld, omkring 46 f.Kr. Efter Tullias død i 45 f.Kr. blev han skilt fra Pubilia.

[redigér] Store værker

[redigér] Taler

• Pro Quinctio
• Pro Roscio Amerino
• Pro Roscio Comodeo
• De lege agraria contra Rullum
• In Verrem
• De imperio Cn. Pompei
• Pro Cæcina
• Pro Cluentio
• Pro Rabirio perduellionis reo
• In Catilinam I-IV
• Pro Murena
• Pro Sulla
• Pro Flacco
• Pro Archia
• Post reditum in senatu
• Post reditum in Quirites
• De domo sua
• De haruspicum responsis
• Pro Cn. Plancio
• Pro Sestio
• In Vatinium
• Pro Caelio
• De provinciis consularibus
• Pro Balbo
• Pro Milone
• In Pisonem
• Pro Scauro
• Pro Fonteio
• Pro Rabirio Postumo
• Pro Marcello
• Pro Ligario
• Pro Deiotaro
• Philippicae I-XIV

[redigér] Filosofiske værker

• De fato
• Paradoxa Stoicorum
• Brutus
• De re publica
• De consulatu suo
• De legibus
• De finibus
• Tusculanæ disputationes
• De natura deorum
• Academica
• Cato Maior de senectute
• Laelius de amicitia
• De divinatione
• De officiis
• Commentariolum petitionis

[redigér] Retoriske værker

• De inventione
• De optimo genere oratorum
• Topica
• De oratore
• De partitione oratoria
• Orator

[redigér] Breve

• Epistulae ad Atticum
• Epistulae ad familiares
• Epistulae ad Quintum fratrem
• Epistulae ad Brutum

[redigér] Litteratur

• Carsten Høeg: Introduktion til Cicero. Kunstneren – Statsmanden – Mennesket. Kbh. 1942 (ny udg. 1964)
• Hartvig Frisch: Ciceros kamp for Republiken. Den historiske Baggrund for Ciceros filippiske Taler. Kbh. 1942.

[redigér] Cicero i dansk oversættelse

• Marcus Tullius Cicero: Filosofiske skrifter, 1-5. Ved Franz Blatt, Thure, Hastrup og Per Krarup. Kbh. 1968-72.
• Marcus Tullius Cicero: Mod Catilina 1-2. Oversættelse. Kbh. 1971.
• Marcus Tullius Cicero: Ciceros taler i udvalg 1-2. Kbh. 1972.
• Marcus Tullius Cicero: Tale for Sextus Roscius fra Ameria. §§ 1-91 og 153-154. Århus, 1977.
• Marcus Tullius Cicero: Retorik til Herennius. Oversat af Søren Hindsholm. Kbh. 1998.
• Marcus Tullius Cicero: De Verrinske Taler 1-2. Udg. og oversat af Svend Helles. Kbh..2003.

[redigér] Se også

• Lorem ipsum
• Cicero på latinsk Wikisource

Wikimedia Commons har medier relateret til: Marcus Tullius Cicero