Pompejus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Pompejus den Store. Marmorbuste på Glyptoteket

Gnæus Pompejus Magnus. (Alternativ dansk stavemåde: Pompeius) (Latin: POMPEIVS•MAGNVS) (29. september, 106 f.Kr. - 29. september, 48 f.Kr.) Pompejus kaldet Pompejus den Store var en romersk hærfører og politiker fra den sene republiks tid.

Han tilhørte en gammel aristokratisk officersslægt, sluttede sig til Sulla under krigene mod Marius og udmærkede sig her. Efter Sullas død blev han ét af optimaternes håb, nedkæmpede i 70’erne med stort besvær resterne af Quintus Sertorius' oprørshær i Spanien og deltog i den sidste del af underkuelsen af Spartacus-opstanden. Herefter kom han imidlertid på kant med Senatet, da det nægtede at anekende hans løfter om jord til soldaterne. Han allierede sig med Crassus, valgtes til consul år 71 og gennemførte med militæret i ryggen dels ophævelsen af Sullas forfatning dels Senatets accept af soldaternes krav, hvorved han også skaffede sig popularernes støtte.

I 60’erne f.Kr. havde Pompejus sin egentlige storhedstid som Roms førende general. Først gennemførte han en systematisk og effektiv bekæmpelse af sørøveruvæsenet i Middelhavet 67 og derefter et langvarigt felttog i Orienten med udgangspunkt i krig mod Mithridates af Pontos. Herunder besejredes Mithradates endeligt, og både Israel og Syrien blev indlemmet i Romerriget 64-63. Under felttoget optrådte Pompejus med stor myndighed og sluttede aftaler på egen hånd. Perioden betød højdepunktet af hans militære ry og udenrigspolitiske magt, men hans langvarige fravær fra Rom bragte nye modspillere, især Cæsar, frem på den politiske scene hjemme.

Ved sin tilbagekomst år 62 svækkedes Pompejus straks, da han opløste sin hær og derefter forgæves søgte at gennemføre nye jordkrav over for Senatet. For at få støtte allierede han sig med Cæsar og Crassus og blev derved en del af det Første Triumvirat år 59, en forbindelse som styrkedes ved et ægteskab med Cæsars datter, Julia. Gennem 50’erne opholdt Pompejus sig i Rom som triumviratets garant dér, men stilledes i perioden militært hurtigt i skyggen af Cæsars sejre i Gallien og synes længe at have vist sig mærkeligt passiv over for de anarkiske magtkampe i hovedstaden. Modsætningen til Cæsar bragte ham dog gradvis tilbage i Senatets lejr, og efter Julias død i 54 f.Kr. og Crassus’ ditto i 53 f.Kr. skærpedes forholdet yderligere.

Ved borgerkrigens udbrud 49 f.Kr. trådte Pompejus åbent op som Senatets general, men havde ikke held med sig over for Cæsar og savnede autoritet blandt sine egne. Han flygtede med Senatet til Grækenland og her blev han besejret i det afgørende slag ved Farsalos 48 f.Kr.. I et forsøg på at skaffe hjælp til fortsættelse af krigen søgte han til Ægypten, men her myrdedes han ved sin landgang på initiativ af magthaverne, der ikke ville lægge sig ud med Cæsar. Hans to sønner, Gnæus den Yngre og Sextus, fortsatte kampen flere år endnu men bukkede begge under.

Pompejus er gerne – især i sammenligning med sin modstander Cæsar – blevet bedømt som en middelmådig hærfører der kun var heldig i lang tid. Blandt Senatspartiets generaler må han dog regnes blandt de betydeligste, og hans felttog i Østen fastlagde i lang tid de romerske grænser her, ligesom hans oprydning i Middelhavet gavnede romersk søfart. Derimod synes han ikke at have været nogen særlig behændig politiker og var let at udkonkurrere for Cæsar.

Ny Carlsberg Glyptotek i København har en af de få originale marmorbuster af Pompejus.