Metodisme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Metodisme er en protestantisk retning, der lægger vægt på en særlig "metodisk" from levemåde samt på, at medlemmerne bør arbejde på deres personlige helliggørelse ved bøn og studiet af de hellige skrifter.
Metodismen opstod i England i midten af 1700-tallet som en art fromhedsbevægelse blandt studerende på Oxford-universitetet, der havde dannet en art hellig klub, i protest mod den apatiske engelske statskirke, som i deres øjne ikke gjorde noget aktivt for at fremme kristne dyder i befolkningen. En af disse studerende var John Wesley, som sammen med sin broder Charles Wesley hurtigt blev førende inden for bevægelsen og kom til at tegne den udadtil. Charles skrev salmer, der kunne vække folket, og John holdt velbesøgte prædikener, og sammen med de øvrige studerende formåede de at skabe en vækkelsesbølge i det engelske samfund. Wesley-brødrenes teologi gik imod den i samtiden fremherskende calvinisme og lærte, at mennesket havde en fri vilje, som skulle bruges aktivt til at fremme en personlig tro til frelse og til at arbejde på at fuldende ens fromme levned.
Den første metodist-menighed i Danmark blev oprettet i 1858 af den hjemvendte dansk-amerikaner Christian Willerup, der i USA var blevet uddannet og ordineret som metodistpræst. I 1865 fik Metodistkirken status som anerkendt trossamfund.
[redigér] Kilder og eksterne henvisninger
- Michael Neiiendam: Frikirker og sekter
