Microsoft Windows
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Microsoft Windows er et udbredt styresystem, som er grafisk orienteret med vinduer, der enten viser indholdet af f.eks. tekstdokumenter, eller et hierarkisk overblik over "mapper" med indhold: derfor også ordet Windows, som er engelsk og betyder vinduer.
De første personlige computere, som almindelige mennesker og mindre virksomheder havde råd til, benyttede et enkelt styresystem, MS-DOS, som Microsoft købte af programmøren Tim Paterson i 1980, modificerede og distribuerede på IBM's computere. I mange år var brugerens eneste mulighed for at kommunikere med computeren at skrive lange indviklede kommandolinjer, det kunne være svære at huske.
Ideen med en mere grafisk udformning af brugergrænsefladen kom fra styresystemet på Apples Macintosh-computere i 1984.
Apple var nogle år forinden blevet introduceret til idéen om den grafiske brugerflade af Xerox, der ikke selv vidste, hvad de skulle bruge den til. Bill Gates, ejeren af Microsoft, var en kompetent programmør og på venskabelig fod med programmørerne hos Apple Computer. Efter at have set Mac OS, Apples styresystem, på Apple-CEO'en Steve Jobs' kontor, iværksatte han, hvad der skulle blive Microsofts udgave af Xerox' oprindelige idé.
Bill Gates besluttede meget tidligt, at Microsoft ikke skulle producere computere - ligesom Apple - men fokusere al opmærksomhed på at få Microsofts styresystem gjort proprietær på den mest udbredte CPU, Intel-processoren. Samarbejdet med IBM blev en ubetinget succes; men det var først, da det lykkedes for andre firmaer at lave "reverse engineering" på Intel-processoren (dvs. finde ud af, hvordan den fungerede), og derfra producere og sælge ikke-IBM-computere, som MS-DOS og Windows passede til, at Microsoft virkelig havde et kundegrundlag.
[redigér] Forskellige versioner
- Baseret på DOS
- 1985 november - Windows 1.0
- 1987 9. december - Windows 2.0
- 1990 22. maj - Windows 3.0
- 1992 august - Windows 3.1
- 1992 oktober - Windows for Workgroups 3.1
- 1993 november - Windows for Workgroups 3.11
- 1995 24. august - Windows 95
- 1998 25. juni - Windows 98
- 1999 5. maj - Windows 98 Second Edition
- 2000 19. juni - Windows Millennium Edition (Me)
- Windows CE
- Baseret på NT-Kernen
- 1993 august - Windows NT 3.1
- 1994 september - Windows NT 3.5
- 1995 juni - Windows NT 3.51
- 1996 29. juli - Windows NT 4.0
- 2000 17. februar - Windows 2000
- 2001 24. august - Windows XP
- 2003 28. marts - Windows Server 2003
- 2006 - Windows Vista (Har før haft kodenavnet Windows Longhorn)