Palæstina

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Palæstina og Israel

Palæstina, (Arabisk: فلسطين, Hebraisk: ארץ ישראל ) område ved østenden af Middelhavet.

Området hed oprindeligt Judæa. Det blev af romerne omdøbt til Palæstina efter filisterne, som sandsynligvis var et europæisk folkeslag med forbindelse til den mykænske kultur. Palæstina har gennem tiden haft forskellig udstrækning. Alt efter politisk opfattelse kan Palæstina p.t. omfatte:

Det palæstinensiske selvstyreområde
Hele Vestbredden og Gazastriben (både det palæstinensiske selvstyreområde og de af Israel administrerede områder)
Vestbredden, Gazastriben og Israel.

Ifølge folkeretten er Palæstina det land på 27.000 km², der ligger vest for Jordanfloden, som Folkeforbundet overdrog Storbritannien som «mandatområde» i 1922. Området består af det nuværende Israel samt de zoner, som Israel erobrede i krigen 1967 (20.073 km²)dvs. venstre bred af Jordanfloden (5.879 km²) og Gazastriben (378 km²). Klimaet er tempereret middelhavsklima. Ved kysten og i Jordandalen er det frugtbart. Landet er i syd afgrænset af Sinaiørkenen og i nord af den syriske ørken. Gazaområdet lider af stor vandmangel. Spildevandet og affaldet fra områderne gør dem stærkt forurenede. Jorderosionen og afskovningen er betydelig.

[redigér] Folket

Palæstinenserne er et arabisk folk. I 1997 blev det vurderet, at der findes 7 millioner palæstinensere - i og udenfor Palæstina. Aktuelt bor 700.000 i Israel (hvor de er velintegrerede israelske statsborgere med fulde borgerrettigheder og -pligter), mens 1.5 millioner bor på Jordanflodens Vestbred og 800.000 i Gazastriben. Resten bor andre steder i Mellemøsten (Jordan 2,17 mio., Libanon 395.000, Syrien 360.000 og andre arabiske lande 517.000) eller i Europa. Der bor desuden betydelige palæstinensiske minoritetsgrupper i Chile, Brasilien og USA. En tredjedel af befolkningen i de besatte områder lever i flygtningelejre.

[redigér] Religion

Overvejende sunnimuslimsk (97%). Endvidere knap 3% kristne.

[redigér] Sprog

Palæstinenserne taler arabisk og i de israelsk besatte områder taler de ofte også hebræisk, der udspringer af samme sprogstamme som arabisk og har mere tilfælles med dette end med de europæiske sprog, som indvandrerne taler.

[redigér] Politiske partier

Den palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO, Palestinian Liberation Organization) er dannet i 1964 og har en række medlemsorganisationer: Den største er den socialdemokratisk orienterede Al Fatah (Bevægelsen for national Befrielse), der blev grundlagt i 1965 af Yasser Arafat; Den næststørste er Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP, Peoples Front for the Liberation of Palestine) grundlagt af doktor George Habash i 1967. Den definerer sig som marxistisk-leninistisk lige som den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse (DFLP, Democratic Front for the Liberation of Palestine) ledet af Nayef Hawatmeth. Al Saika blev dannet i 1967, ledes af Isam al-Qadi og organiserer palæstinensere, der sympatiserer med det syriske Baath parti. Den Arabiske Befrielsesfront ledes af Rakad Salem og har tætte forbindelser med det irakiske Baath parti. PFLP-General Command ledes af Talal Naji. Det palæstinensiske Folkeparti (tidl. Palæstinas Kommunistiske Parti) ledes af Mustafa Barghuthi, Hana Amira og Abd al-Majid Hamdan. Palæstinas revolutionære Kommunistparti (al-Hizb al-Shuyu'i al-Thawri al-Filastini) ledes af Arabi Awwad. Den fundamentalistiske islamiske bevægelse Hamas har meget betydelig opbakning i Gaza og på Vestbredden og modsætter sig fredsprocessen med Israel. Efter at Israel i foråret 2004 myrdede bevægelsens åndelige leder, sheikh Yasin, ledes den af Khalid Misha'al der er formand for Hamas' politbureau. Islamisk Jihad (Al-Jihad al-Islami) står bag en lang række af terrorangrebene i Israel og ledes af Jamal Amar (fra Sudan), Ramadan Shallah (fra Syrien), Ziyad Nahala (fra Líbanon), Ibrahim Shihada og Ahmad Muhana.

[redigér] Officielt navn

As-Sulta Al-Watania Al-Filistiniya (den palæstinensiske autoritet)

[redigér] Hovedstad

al-Quds (Jerusalem) har historisk været landets hovedstad. Det Palæstinensiske selvstyre har sit officielle hovedsæde i Jericho (14.744 indb. i 1997).

[redigér] Regering

Mahmoud Abbas er siden januar 2005 præsident for det Palæstinensiske selvstyre (Palestinian National Authority). Ismail Haniya er premierminister siden april 2006. Nationalnomirådet fungerer som parlament, omend det er på et tvivlsomt demokratisk grundlag.

[redigér] Væbnede styrker

Grundet Mellemøstkonflikten er det blevet forbudt palæstinenserne at have en hær. Der er imidlertid flere bevæbnede gruperinger blandt andre regeringen, bestående af Hamas-bevægelsen, hvis militære del er på EU's officielle terrorliste.

Palæstina og Israel har i moderne tid fået optrukket sine grænser efter opgøret mellem sejrherrerne fra 1. verdenskrig. I grove træk fulgte man her de administrative grænser, som tyrkerne havde fastsat under deres herredømme i området fra 1517 til 1918, og som selv var baseret på endnu ældre traditioner. De moderne grænser bryder derfor kun i ringe grad med den identifikation og selvopfattelse, som udviklede sig lokalt - i modsætning til så mange andre asiatiske og afrikanske områder, som er blevet hærget af den europæiske kolonialisme.

Fra 1922 var Palæstina og Israel under britisk styre ifølge et mandat fra Folkeforbundet. Ved afstemning i FN blev det i 1947 besluttet, at området skulle deles i en jødisk og arabisk stat. Den jødiske stat, Israel oprettedes i 1948. De områder af det tidligere britiske mandat, der ikke (jf. FN's delingsplan) blev en del af Israel, benævnes i dag "Palæstina". De omkringliggende arabiske lande forkastede imidlertid FN's afgørelse. I 1967 besatte Israel Vestbredden og Gazastriben samt dele af Egypten (Sinai) og Syrien (Golanhøjderne).

Efter oprettelsen af staten Israel blev det almindelig at anvende «Israel» som navn for Palæstina, eller for dele af landet. Men da staten Israel ikke har endelig fastlagte grænser, er «Israel» - i modsætning til «Palæstina» - ikke en entydig geografisk betegnelse. Ekstreme zionister hævder, at Israels Land - Eretz Israel - strækker sig langt ud over grænserne fra junikrigen i 1967, mens antizionister ikke anerkender «Israel» som geografisk betegnelse for nogen del af Mellemøsten eller Palæstina. FN og lande som anerkender staten Israel anvender betegnelsen «Israel» om den del af Palæstina, hvor zioniststaten udøver sin fulde suverænitet - våbenhvilelinien fra 1949. Det er et politisk spørgsmål, hvorvidt man vil anvende «Israel» som en geografisk betegnelse, og i givet fald om hvilket område. Kampen om navnet er symbolsk for kampen om landet.

[redigér] Erhverv

Ydre politiske forhold har altid haft stor betydning for det sociale og politiske liv i Palæstina. Landets beliggenhed og historie har gjort handel og håndværk til vigtige og traditionsrige erhverv. Dette har givet grundlag for en højere geografisk mobilitet og social differentiering end i de fleste andre lande i Mellemøsten. Men landbruget har været det vigtigste erhverv og har i årtusinder sikret en stabil bosætning og kultur. Verdens ældste bysamfund, Jericho, har i ca. 9.000 år baseret sin eksistens på et organiseret landbrug. I moderne tid - frem til oprettelsen af staten Israel - blev jorden ejet dels af private, dels af det offentlige, dels var den fællesejendom knyttet til den enkelte landsby eller by. Landejendom gav indflydelse og adgang til ledende religiøse positioner. Store arealer tilhørte jordejere, som boede i Beirut, Damaskus eller Konstantinopel. Tusindvis af palæstinensiske bønder dyrkede denne jord til daglig og vidste knapt nok, hvem de betalte leje til. Men da zionisterne begyndte at opkøbe denne jord (i 1880'erne), krævede de bønderne fjernet. Dette førte til de første blodige sammenstød mellem den indfødte befolkning og de zionistiske settlere.

Palæstinenserne dyrkede (og dyrker) først og fremmest citrusfrugter, hvede, oliven og grøntsager. Dele af produktionen blev tidligt orienteret mod eksportmarkederne. I midten af det 19. århundrede blev der f.eks. eksporteret store mængder frugt og grøntsager til Europa. I forhold til nabolandene drev Palæstinenserne et avanceret landbrug. Dette fik zionisterne stor gavn af, da de under og efter krigen i beslaglagde store dele af den indfødte befolknings jorde og produktionsudstyr. I dag er den arabiske befolkning i staten Israel pr. lov udelukket fra at eje, leje eller på anden måde udnytte 92,6 % af området, som er under fuld israelsk suverænitet.

Økonomisk har selvstyreområderne lidt markant under to hovedproblemstillinger. For det første har den israelske regering i flere omgange tilbageholdt skatter indkrævet i Palæstina, hvilket har stoppet lønningerne til offentligt ansatte og ført til udpræget korruption. For det andet har Muren på vestbredden gjort at de fleste palæstinensere der er ansat i Israel ikke kan komme frem til arbejdet og derfor ikke kan beholde deres job.

[redigér] Historien frem til vor tid

Navnet Palæstina stammer fra Filistea - filistrenes gamle land - som var et forbund af 5 byer i det sydvestlige Palæstina med Gaza som hovedstad. Forbundet blev opløst omkring år 1000 f.v.t. efter at have tabt et slag mod israelitternes kong David. Både filistrene og Israelitterne var erobringsstammer fra de omkringliggende områder, som flere århundreder tidligere havde slået sig ned i Palæstina - i kanaanæernes land (Kanaan).

Der eksisterer ingen historisk kontinuitet fra kampene mellem filistre og israelitter for 3.000 år siden og frem til dagens konflikt mellem palæstinensere og israelere. Dagens palæstinensere nedstammere givet i lige stor udstrækning fra Israelitterne og fra Filistrene. De er desuden efterkommere af en lang række andre erobringsstammer, handelsfolk og immigranter, som gennem århundreder har slået sig ned i landet. Dagens israelske jøder stammer på deres side i stor udstrækning fra tyrkiske og europæiske folkeslag og kun i ringe grad fra Israelitterne.

Under David og hans efterfølger Salomon (965-928 f.v.t.) var store dele af Palæstina og dele af vore dages Jordan og Syrien samlet under israelitisk herredømme. Det vides ikke, om der blev anvendt en fælles betegnelse for dette område, men senere blev det kaldt «Det forenede kongerige». Efter Salomons død blev riget splittet i to stater; Israel, erobret af assyrerne i 722 f.v.t. og Juda, erobret af babylonierne i 578 f.v.t. Store dele af befolkningen flygtede eller blev under disse erobringer ført bort i fangenskab.

Mens Judariget endnu bestod, blev «jøde» - yehudi - taget i brug som en etnisk samlebetegnelse for israelitter - eller hebræere. Under fangenskabet i Babylon - Iraq - udviklede jødiske filosoffer en ny religion - jødedommen - på grundlag af Israelitternes gamle stammereligion. Dermed er jødedommen i princippet ikke begrænset til en bestemt etnisk gruppe.

Da perserne erobrede det babylonske imperium i 538 f.v.t., tillod de jøderne at vende tilbage til Palæstina. I mellemtiden havde edomitter, filistre og andre stammere bosat sig i de affolkede områder. Jøderne slog sig for det meste ned i området omkring Jerusalem. Den næste erobrer var Alexander den Store (330 f.v.t.). Ved hans død i 323 blev Mellemøsten delt mellem to af hans generaler - Ptolemeius med sæde i Egypten og Selevkidius med sæde i Syrien. Ptolemæerne havde magten i Palæstina frem til år 200 f.v.t. da selevkiderne tog over - frem til 70 f.v.t. Under makkabæernes ledelse gjorde jøderne oprør mod selevkidene og fik i 142 f.v.t. kontrollen over Judea - romersk navn for det tidligere Judarige. Hvor stor grad af selvstændighed jøderne fik i forhold til selevkiderkongen før hele Palæstina atter blev erobret er dog usikkert.

Efter et kort armensk herredømme (70-63 f.v.t.) overtog romerne magten. De holdt landet besat i 700 år - til 638. Jøderne gjorde oprør mod romernes styre, men blev slået brutalt ned - Jerusalems fald i år 70 og Masadas fald i 73. De fleste jøder blev i denne periode ført ud af Palæstina til forskellige dele af Romerriget. Det sidste jødiske oprør fandt sted i 132-135.

Kejser Hadrian (76-138) var den første til at anvende «Palæstina» som officiel betegnelse om landet - dengang som betegnelse for den romerske provins i området. Den var tredelt og omfattede vore dagens Palæstina samt dele af Jordan og Syrien.

Under den muslimske ekspansion kom Palæstina i 638 under arabisk-muslimsk herredømme, og forskellige muslimske herskere bevarede kontrollen i landet helt frem til 1. verdenskrig - undtagen under korsfarernes kongedømme i Jerusalem). De sidste 400 år af denne periode) var Palæstina en provins i det osmanniske imperium.