Pink Floyd
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Pink Floyd | ||
|---|---|---|
 fra venstre til højre: Gilmour, Mason, Waters, Wright
|
||
| Information | ||
| Genre(r) | Psykedelisk rock Progressiv rock |
|
| År aktiv | 1965 - | |
| Pladeselskab | Harvest Capitol Columbia |
|
| Associerede acts | Sigma 6 | |
| Hjemmeside | http://www.pinkfloyd.com | |
| Medlemmer | ||
| David Gilmour Nick Mason Richard Wright |
||
| Tidligere medlemmer | ||
| Syd Barrett Roger Waters Bob Klose |
||
Pink Floyd er en britisk rockgruppe, der er kendt for dybt filosofiske tekster, klassisk, orkestral og meget eksperimenterende rockmusik, samt banebrydende pladeomslag og koncerter.
Gruppen har haft en rimelig fast besætning i det meste af karrieren: Roger Waters (bas, vokal. 1962-1985), Nick Mason (trommer), Richard Wright (keyboard), Syd Barrett (guitar, vokal. 1962-1967), David Gilmour (guitar, vokal. 1967-)
Pink Floyd fik sit gennembrud med psykedelisk rock i sidste halvdel af 1960'erne og har siden udviklet sig over filosofisk indadvendt lyrik til ekstravagant konceptrock. Musikken har altid været eksperimenterende og båret præg af at være arbejdet frem i stedet for egentligt komponeret.
Deres sceneoptræden har fra starten været tilrettelagt som en totaloplevelse med musik, lydeffekter og lysshow. Takket være at tre af medlemmerne (Waters, Mason og Wright) har en fortid som arkitektstuderende, har gruppen også bygget fantastiske installationer til brug som scene og dekorationer. Installationerne har været både en akilleshæl og en attraktion i sig selv.
Gruppen har også grafisk haft et meget stærkt udtryk, især udviklet sammen med Storm Thorgerson og hans grafiske studie Hipgnosis
Pink Floyd er den britiske gruppe næst efter The Beatles, som har opnået størst kommerciel succes. De har opnået at sælge syvendeflest albums på verdensplan. Albummet Dark Side of the Moon var på Billboard top 200 i 591 uger i træk fra 1976 til 1988, hvilket stadig er rekord. I alt var albummet på listen i 724 uger, og har sammenlagt tilbragt ca. 25 år på forskellige Billboard-lister.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Gruppens historie
[redigér] Starten 1962-1966
Kredsen bag Pink Floyd blev dannet allerede i 1962 af en gruppe arkitektstuderende ved Regent Street Polytechnic i London. Roger Waters, Nick Mason og Richard Rich Wright dannede en blues gruppe med navnet Sigma 6. Gruppen havde skiftende besætninger, men fandt under navnet Tee Set en mere fast struktur. Guitaristen Syd Barrett blev en del af gruppen og med hans udstråling og fantasi udviklede gruppen sig i en mere eksperimenterende retning. I 1965 stiller gruppen op i en konkurrence, hvor hovedgevinsten var en prøveindspilning i et professionelt studie. På plakaten var også en andet gruppe med samme navn Tee Set. Syd Barret foreslog derfor, at man anvendte navnet The Pink Floyd Sound, som var en sammensætning af navnene på to af gruppens favorit blues musikere Pink Anderson og Floyd Council. Navnet slog an og blev hængende med den ændring at først ordet Sound blev sløjfet og senere artiklen The. Gruppen var med tre arkitektstuderende meget bevidste om at en sceneoptræden rummede mere end lyd. De eksperimenterede meget tidligt med lys og udviklede et efter tiden meget avanceret lysshow med opvarmede olier, som dannede psykedeliske mønstre. Gruppen blev en naturlig del af den psykedeliske bølge i 1966 og 1967. Repertoiret var stadig baseret på blues, som langsomt blev den erstattet af egenkomponerede - eller rettere egenudviklede - numre. En stor del af deres musik fra denne periode er blot lange melodiske forløb improviseret ud fra oplæg af Syd Barrett.
[redigér] Udviklingen 1967-1970
[redigér] The Piper at the Gates of Dawn
I 1967 fik gruppe mulighed for at indspille en single plade med nummeret See Emily play, der blev en stor succes. Nummeret var skrevet af Syd Barrett og han viste sig, som en stærk tekstforfatter for gruppen. Musikken blev hovedsagelig udviklet undervejs igennem koncerterne. Gruppen indspillede sit første album The Piper at the Gates of Dawn Gruppen var nok musikalsk forbundet med det psykedeliske miljø, men var ikke selv deltagere i de mange forsøg. I løbet af 1967 havde Syd Barrett dog eksperimenteret med forskellige psykedeliske stoffer og han udviklede langsomt en psykose, der skulle præge ham resten af livet. Psykosen sammen med presset på og fra gruppen for en opfølger til succesen See Emily Play bragte Syd Barrett helt ud af balance. Ofte kunne han ikke gennemføre koncerterne, men var mere tilskuer end frontfigur. Gruppen bragte en gammel bekendt David Gilmour ind som hjælpeguitarist. Gilmour havde et godt talent som sanger og matchede Syd Barretts stemme godt nok til at kunne dublere ham. Det viste sig hurtigt, at Gilmour var en fremragende guitarist, der kunne langt mere end at hjælpe til. Enden på Syd Barrets karriere i Pink Floyd var, at gruppen glemte at samle ham op på vej til en koncert. Barrett gjorde tilsyneladende ingen indsigelser imod denne forglemmelse. Syd Barret forsøgte sig med en solokarriere og fik lave to plader. Ironisk nok blev disse plader produceret og Barrett støttet af David Gilmour. Desværre var Barret på dette tidspunkt for svækket af sin psykose og han genvandt aldrig fodfæstet som komponist. (Barrett døde i sommeren 2006.)
Pink Floyd stod nu uden komponist og sangskriver med en meget svær tid foran sig. Pladeselskabet forventede en opfølger til debutalbummet. Roger Waters, David Gilmour og Rich Wright bidrog med hvert deres grundmateriale, men især Waters kastede sig ud i et forsøg på at skrive eller sammenskrive nogle ideer, som gruppen så arbejdede videre på. Naturligt nok er dette en af de mest eksperimenterende perioder i gruppens arbejde.
[redigér] A Saucerful of Secrets
Da Pink Floyds andet album A Saucerful of Secrets udkom i juni 1968 var helhedsindtrykket en mere blandet oplevelse end det første album. Der var kun ét Barret nummer Jugband Blues' på albummet. Resten af materialet var skrevet af Waters, Gilmour og Wright. Succesen var også begrænset. Albummet nåede nr. 9 på den britiske hitliste og blev slet ikke placeret i USA.
[redigér] Music From the Film More
I 1968 blev Pink Floyd hyret af filminstruktøren Barbet Schroeder til at skrive musik til filmen [More (film)|More]]. Dette blev mere end blot et lydspor til filmen og albummet Music From the Film More (1969) (også blot kaldet More) nåede også en betydelig kommerciel succes. Albummet er en blanding af akustisk/folk-agtige numre skrevet til filmen og avangarde numre.
[redigér] Ummagumma
Ummagumma var et dobbeltalbum, som var meget populært i perioden. Den gav mulighed for stort set at udgive hele gruppens repetoire på én plade. Den ene plade var forskellige studieoptagelser, der var klippet sammen. Den anden plade var live-optagelser med nogle af gruppens mest populære numre.
[redigér] Atom Heart Mother
Der blev en pause frem til 1970 førend et nyt studiealbum Atom Heart Mother så dagens lys. Pink Floyd forsøgte for første gang at lave indspillinger sammen med et orkester. Dette skete i samarbejde med avant-garde komponisten Ron Geesin. Derudover var nyskabelsen en meget kraftig brug af lydkollager og brudstykker og samplinger, som i Alan's Psychedelic Breakfast der er en lydkollage med en mand der spiser morgenmand. Albummet blev ikke særligt godt modtaget af kritikerne, men faktisk nåede det en førsteplads på de britiske hitlister. Selvom albummet er svært tilgængeligt og af Gilmour beskrevet som noget skrammel, indeholder det de byggesten som gruppen genbrugte til de følgende, meget succesfulde album.
Gruppen bidrog også til lydsporet på filmen Zabriskie Point (1970) med bl.a. lydkollager og musikstykker.
[redigér] Gennembrudet 1971-1975
Grunden var nu lagt til en gennemgribende ændring i musikken. De enkelte medlemmer havde nu fundet deres naturlige ståsted og musikken skiftede fra psykedelisk til en mere flydende, orkestral og poleret vellyd. I stedet for at fokusere på at få "noget" ud, arbejder de på at få det "rigtige" ud. Det er i denne periode at gruppen har sit fineste samarbejde, hvor alle medlemmer bibringer til gruppens arbejde.
Stilen var en instrumental basis, med en klar vokal (Gilmour eller Waters) i forgrunden og et kor i baggrunden, krydret med forskellige effekter og kollager.
[redigér] Meddle
Albummet Meddle (1971) var i modsætning til de foregående abum langt mere fokuseret og stringent. Orkesteret fra Atom Heart Mother var væk og alt lyd frembragt af gruppen selv og deres instrumenter. Selv hvallydende og mågeskrig på det meget poetiske nummer Echoes. Gruppen vovede også at lave en akustisk kærlighedssang A Pillow of Winds.
[redigér] Obscured By Clouds
Obscured By Clouds (1972) var lydsporet til filminstruktør Barbet Schroeders film La Vallee. Albummet har korte klare rock skæringer. Tematisk lægges grunden til de følgende album: I Free Four berører Waters for første gang sin fars død under Anden verdenskrig og Wots...uh, the Deal har fokus på ensomhed og desperation.
[redigér] Dark Side of the Moon
Musikalsk er Dark Side of the Moon (1973) mere poppet og tilgængelig end nogen af Pink Floyds tidligere album. Albummet består at en perlerække af rocknumre ("Money", "Time") og melodiske ballader ("Us and Them", "Brain Damage) og som noget helt nyt Clare Torrys kvindevokal i "The Great Gig in the Sky".
Tematisk handler albumet om det mentale pres som dagligdagen lægger på det enkelte menneske. Konceptet blev forestlået under en diskussion ved Nick Masons køkkenbord og viste sig sammen med egne erfaringer (Syd Barrets psykose og Waters tab af far) at kunne bære en enestående rockkarriere for gruppen.
Brugen af design nåede sine absolutte højder med forsiden af albummet. Motivet er en lysstråle, som brydes i et prisme på en sort baggrund. Et uendeligt simpelt motiv, men et fremragende billede på både synergien i gruppen og i musikken. Symbolet blev det første i rækken af ikoner, der igen og igen optræder i gruppens værker.
Dark Side of the Moon er et af det mest succesfulde album i musikhistorien og har om noget været synonym med begrebet Pink Floyd. Der er solgt over 40 millioner eksemplarer (heraf mere end 15 millioner i USA). Albummet blev gruppens først nr. 1 på de amerikanske hitlister og lå på Billbords Top 200 i 741 uger (uafbrudt i 591 uger fra 1976 til 1988).
Naturligt nok forsøgte gruppen at profitere på succesen. Det skete bl.a. ved at udsende opsamlingsalbummet A Nice Pair (1973), der blot var en genudgivelse af de to første album The Piper at the Gates of Dawn og A Saucerful of Secrets. Koncertfilmen Live at Pompeii af instruktøren Adrian Maben. Filmen bestod af en live-optagelse fra 1971 lavet i det antikke amfiteater i oldtidsbyen Pompei supleret med studieoptagelser fra indspilningerne af Dark Side of the Moon i Abbey Road Studierne.
[redigér] Wish You Were Here
Temaet på Wish You Were Here (1975) var fravær. Det være sig fraværet af menneskelighed i musikken og i musikindustrien, så vel som fraværet af Syd Barret. Både i lyd og lyrik indholder titelskæringen en hyldest til Syd Barret, som sangskriver og inspirator. Kritikken af musikindustrien kommer tydeligst frem i nummeret Have a Cigar hvor Waters harcelerer over industriens manglende respekt over for musikkken. Welcome to the Machine viser menneskets isolation og prisen for teknologibegejstringen - som gruppen selv faktisk er eksponent for.
[redigér] Den Roger Waters dominerede periode 1976–1985
Selvom gruppens standpunkt var klart antiautoritær overtog Roger Waters mere og mere af kontrollen med gruppen. Som hovedleverandør af materiale havde han naturligt en meget stor indflydelse på gruppens arbejde, men han søgte den fuldstændige kontrol med gruppen.
[redigér] Animals
I midten af 1970'erne kom en bølge af rå og minimalistisk musik som punk. Dette var den absolutte modpol til Pink Floyds musik. Albummet Animals (1977) kom også under kritik for at være for tungt og pompøst. Sigtet var stadig mere kritisk og politisk. Dyretemaet er direkte hentet fra George Orwells bog Kammerat Napoleon, som er en beskrivelse af den russiske revolution som fabel.
Fokus på design og iscenesættelse løb næsten over gevind. Albummets forside er et billede af kraftværket Battersea Power Station med en stor lyserød gris svævende imellem skorstene. Dette blev for gruppen naturligvis lavet som et live billede med en rigtig ballon svævende over kraftværket. For at sikre sig mod uheld havde gruppen endda en riffelskytte som kunne skyde ballonen ned. Desværre udeblev skytten på optagelsesdagen - og ballonnen rev sig løs og svævede rundt over London. Efter sigende skal en pilot have meldt til flykontrollen at han 'netop havde set en lyserød gris flyve forbi'. Flykontrollen skulle have beroliget ham med, at der 'faktisk fløj en gris rundt over London'. Den flyvende gris blev indlemmet i galleriet af ikoner for gruppen.
[redigér] The Wall
'Fravær, isolation, savn' både i gruppens forhold til omverdenen og - især Roger Waters tab af hans far som blev dræbt under Den anden verdenskrig, blev kogt sammen til en rockopera om musikeren 'Pink Floyd', der totalt handlingslammet ser sit liv passere revy - og gå i opløsning. Isolationen beskrives symbolsk med opbygningen af en mur imellem musikeren og publikum. The Wall (1979) blev et kolosalt epos om gruppen selv, deres opvækst og liv, hvor alle skeletterne på én gang kom ud af skabene i en kulmination med en fingeret retsag, hvor figurens nærmeste omgivelser 'dømmer' ham til fortabelse. Projektet blev så stort at man måtte hente hjælp udefra i form af produceren Bob Ezrin, som endda blev medkomponist på skæring The Trial'. For første gang fik de politiske budskaber frit løb. Nummeret Another Brick in the Wall blev brugt af frihedsbevægelsen i Sydafrika som en slagsang imod regimets apartheit politik. Selvom Waters er så dominerende på albummet lykkedes det David Gilmour at markere sig dels som sanger på store dele af albummet, men især med en fantastisk guitarsolo på nummeret Comfortably Numb. Soloen er blevet kåret som én af de absolut bedste i rockhistorien.
Waters higen for total dominans i gruppen ledte uværligt til konfrontationer, hvilket i under indspilningerne af The Wall kulminerede i at bl.a. Rich Wright blev presset ud af gruppen og til sidst fyret. Wright deltog ikke i arbejdet på albummet The Final Cut. Wright blev dog hyret som musiker til koncerterne efter udgivelsen af albummet og ironisk nok blev han derved den eneste af gruppens medlemmer, som rent faktisk tjente penge på projektet.
Efter en nærmest mytisk og delvist fejlslagen turne med konceptet fra The Wall blev projektet viderebearbejdet af Filminstruktør Alan Parker til en musikfilm. Billedsiden er en sammenblanding af film og tegneserieklip, der mest tjener som illustration af musikken. Lydsiden er næsten identisk med albummet. Der blev tilføjet to numre When the Tigers Broke Free og What Shall We Do Now?.
Rollen som musikeren Pink spilles af forsangeren fra gruppen Boomtown Rats, Bob Geldorf, nok bedst kendt som hovedmanden bag den stort anlagte velgørenhedsbegivenhed Live Aid, og sangen "I Don't Like Mondays". Sangene "In the Flesh" og "Stop" synges i filmen af Bob Geldorf.
[redigér] The Final Cut
The Final Cut (1983) var mere et Roger Waters soloprojet end et egentligt Pink Floyd album. Hvilket den fulde titel fra albummets bagside mere end antyder: "The Final Cut - A requiem for the post-war dream by Roger Waters, performed by Pink Floyd: Roger Waters, David Gilmour, Nick Mason". Albummet er også dedikeret til Roger Waters far Eric Fletcher Waters, som blev dræbt i slaget ved Anzio i Italien under Den anden verdenskrig Tonen er om muligt endnu mere dyster end på The Wall. Kritikere har kaldt albummet resterne fra The Wall. Waters angriber også Storbritaniens deltagelse i Falklandskrigen og især premierminister Margaret Thatcher, samt det politiske systems mangel på retfærdighed. Sortsynet kulminerer i en dommedagsprofeti med atomkrig i nummeret Two Suns in the Sunset.
[redigér] Den David Gilmour dominerede periode 1987–1995
Pink Floyd gik faktuelt i opløsning under og efter færdiggørelsen af The Final Cut. Medlemmerne kastede sig over soloprojekter. Gilmour udgav sit andet soloalbum About Face (Marts 1984) og Waters sin meget roste The Pros and Cons of Hitch Hiking (Maj 1984).
Waters annoncerede i december 1985 at han forlod Pink Floyd og at han betragtede gruppen som opløst. Gilmour og Mason begyndte i 1986 at arbejde med endnu et album under navnet Pink Floyd. Dette ledte til en kontrovers imellem Waters på den ene side og Gilmour og Mason på den anden om rettighederne til navnet Pink Floyd og ikonerne i gruppens univers. Spørgsmålet blev afgjort i retten, ved at Gilmour og Mason vandt retten til navnet Pink Floyd, men Waters de finansielle rettigheder til blandt andet den flyvende gris og andre ikoner.
[redigér] A Momentary Lapse of Reason
A Momentary Lapse of Reason (1987) blev bogstaveligt indspillet dør om dør med Roger Waters Radio K.A.O.S.. Hvor The Final Cut i høj grad var Roger Waters værk, blev A Momentary Lapse of Reason i lige så høj grad David Gilmours værk. Mason var kun involveret i begrænset omfang og der måtte hentes hjælp udefra både til kompositionerne og til indspilning og produktion. Bl.a. Anthony Moore arbejde på en stor del af lyrikken. Albummet forsøger at holde de stolte traditioner med design i hævd. Forsidebilledet er således adskillige hundrede jernsenge opstillet på en strand i solnedgang.
[redigér] The Division Bell
Pink Floyds svanesang The Division Bell (1994) var mere et gruppeprojekt end forgængeren. Temaerne var et sammenkog af de tidligere succesalbum og der var meget lidt nyt under solen. Der var igen eksterne komponister på. Anthony Moore arbejde sammen med Rich Wright og Polly Samson (senere gift med David Gilmour) bearbejdede en stor del af lyrikken.
The Division Bell var en stor kraftanstrengelse for gruppen, og efter en stor og meget succesfuld koncertturne, med det største udstyrs- og lysshow selv Pink Floyd havde kunnet præstere, blev Pink Floyd som gruppe lukket ned.
[redigér] Medlemmer
- Syd Barrett - guitar, sang (1965-1968)
- David Gilmour - guitar, sang (1968-)
- Bob Klose - guitar, sang (1965-1966)
- Nick Mason - trommer (1965-)
- Roger Waters - bas, sang (1965-1985, 2005)
- Richard Wright - keyboard (1965-1981, 1987-)
[redigér] Medvirkende musikere
- Sam Brown - sang
- Jon Carn - keyboards (1987-1994)
- Claudia Fontaine - sang
- Durga McBroom - sang
- Dick Parry - saxofon (1973), (1994), (2005)
- Guy Pratt - Bass (1987 - 1994)
- Tim Renwick - Guitar (1987 - 1994)
- Gary Walls - percussion (1987 - 1994)
- Michael Kamen - dirigent og klaver
- Bob Ezrin - producer og keyboard
[redigér] Diskografi
- The Piper at the Gates of Dawn (August 1967)
- Tonite Let's all make Love in London (1967)
- A Saucerful of Secrets (Juni 1968)
- Music From the Film More (Juli 1969)
- Ummagumma (1969) (dobbelt lp, en optaget i studie og en live)
- Zabriskie Point (1970) (soundtrack; diverse kunstnere)
- Atom Heart Mother (1970)
- Relics (1971) (opsamling)
- Meddle (1971)
- Obscured By Clouds (1972)
- Dark Side of the Moon (1973)
- Masters of Rock (1973 eller 1974) (opsamling)
- A Nice Pair (1973) (opsamling)
- Wish You Were Here (1975)
- Animals (1977)
- The Wall (1979)
- A Collection of Great Dance Songs (1981) (opsamling)
- Works (1983) (opsamling)
- The Final Cut (1983)
- A Momentary Lapse of Reason (1987)
- Delicate Sound of Thunder (1988) (live, også udgivet på VHS)
- Shine On (1992) (opsamling, cd-bokssæt)
- The Division Bell (1994)
- London '66-'67 (1995)
- P-U-L-S-E (1995) (live, også udgivet på VHS)
- Is There Anybody Out There? The Wall Live 1980-81 (2000) (live)
- Echoes (2001) (best-of opsamling)
- Live at Pompeii: Directors Cut (2003) (Dvd med live optræden)
- Dark Side of the Moon (30 års jubilæums version) (2003)
- The Final Cut - Genudgivelse (2004)
- P-U-L-S-E dvd 10. juli 2006
[redigér] Ikke-udgivet materiale
- Household Objects (1974) (aldrig helt færdiggjort)
[redigér] Film
- Pink Floyd at Pompei
- The Wall (1979)
- Delicate Sound of Thunder (1988) (live, VHS)
- P-U-L-S-E (1995) (live, VHS)
- Live at Pompeii: Directors Cut (2003) (Dvd med live optræden)
- The making of Dark Side of the Moon
- P-U-L-S-E dvd 10. juli 2006
[redigér] Eksterne henvisninger
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
