Romerske provinser

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

120 e.v.t. efter Hadrian havde opgivet provinserne i Mesopotamien.

En romersk provins (latin provincia) var den største territorielle og administrative enhed i Romerriget. Den italienske halvø blev ikke regeret som en provins.

En provins blev normalt styret af politikere af senatorrang, det var normalt en tidligere konsul eller praetor. En undtagelse var den vigtige provins Ægypten, som fra kejser Augustus' tid var kejserens personlige ejendom, og derfor blev styret af en guvernør af ridderstanden. Denne provins var så vigtig for kornforsyningen til Rom at kejseren der havde behov for en person som var lettere at kontrollere.

Under den romerske republik blev guvernører udnævnt for et år ad gangen, og udnævnelsen skete ved lodtrækning eller direkte tildeling blandt dem som havde en status, som gjorde dem værdige til et sådant embede. De provinser som var vanskelige at kontrollere, på grund af invasioner fra nabostammer eller indre oprør, blev ofte tildelt konsuler, som havde militær erfaring. De fleste legioner blev placeret i de provinser, hvor risikoen for uro eller krig var. I kejsertiden var det kejseren selv som udpegede guvernører, og det blev mere almindeligt at udnævne dem for flere år ad gangen.

Den første provins var Sicilia, som blev erobret under den første puniske krig 264–241 f.Kr. og oprettet som provins i år 241 f.v.t..

Provinsernes antal og størrelse varierede over tid. Store provinser, som Pannonien og Moesia, blev med tiden delt op for at undgå at guvernørerne fik for megen magt. Andre gange kunne små provinser blive lagt sammen. Dertil var provinserne delt op i kejserlige og senatoriale provinser. Det betød at enten styrede kejseren eller senatet provinsen. De kejserlige provinser var de strategisk vigtige og hvor legionerne var udstationeret.