Skateboard
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Et skateboard er et smalt bræt, hvorunder der er påsat 4 hjul. Skateboardet kan bruges som transportmiddel eller til, som det oftere er tilfældet herhjemme, at udføre tricks.
Begreber som Ollie, Kickflip, Frontsideflip, 5-0 vil være kendt af enhver skateboarder, og dækker over forskellige tricks, der kan udføres på skateboardet. Det at skate er grundlaget for en subkultur blandt unge. Her bruges der meget tid på at øve, udvikle tricks og dokumentere dem på videoer. I dag producerer firmaer videoer med deres "teams". Disse videoer bliver lavet med et kæmpebudget bag, og nogle gange med professionelle instruktører (se bl.a. Girl Skateboard Companys film Yeah Right instrueret af Spike Jonze)
Skateboarding som kollektiv kulturbevægelse er generelt præget af lovløshed. Ingen fortæller dig, hvad du skal gøre eller hvornår du skal gøre det. Denne frihed/ret priser mange skatere, da kulturen - som det også i sin tid startede - er et opgør mod det styrende, normale og konservative, hvorfor et af skateboardings eviggyldige slagord er: "Stay Radical!".
Skateboarding udspringer oprindeligt fra surferkulturen omkring USA's vestkyst, hvor et spot som det nu nedrevne [Kilde mangler] Venice Beach hyppigt blev brugt. Surferne red på bølgerne ved stranden - dvs. de var afhængige af naturens (u)orden. Derfor fandt de det særligt gunstigt, at sidewalk-surfe, altså at surfe på fortovene! Dette gjorde de ved at fastspænde hjulsæt fra de såkaldte side-by-side rulleskøjter - altså 2 separate hjulpar - i hver sin ende af et surfboard [Kilde mangler].
Efterhånden som skateboardet udviklede sig antog det mange og mangfoldige former. Dette lige fra det originale surfboard over den nu nostalgiske Hammerhajs-form til i dag at være formet som et meget afrundet, aflangt rektangel.
I dag er skateboarding blevet så stort, at der er mange professionelle ("pros") der tjener penge til resten af livet. Et godt eksempel er Tony Hawk, der lever af at skate, men også er blevet en legende inden for sportens verden. Han fik stor anerkendelse ved at være den første skater i verden som udførte et komplet 900° spin, rundt om sin egen akse (også kaldt "The 900"). I Danmark har vi også vores egen "guldfugl", nemlig Rune Glifberg som er et stort navn i udlandet.
Det pudsige ved skating er, at det har bibeholdt surferkulturens mere eller mindre sporadiske aktivitet. Impulsen, der giver lyst til at skate kan ikke sådan videre tæmmes og skematiseres. Spørgsmålet om hvorvidt skateboarding-kulturen skal bevæge sig i en mere socialt accepteret eller en undergrunds-agtig retning er til debat, men ikke desto mindre vil begge segmenter altid kunne co-eksistere uden seriøse gnidninger!
[redigér] Skateboardets opbygning
Skateboardet består af et deck (selve brædtet) som man står på. På decket er monteret såkaldt grip tape, der enten er en slags sandpapir som klæbes på som tape, eller en kornholdig masse der males på. Den ru overflade gør det nemmere at stå fast på skateboardet. Decket er normalt lavet af flere lag sammenlimet ahorntræ, men kan dog for billigere modeller bestå af almindeligt krydsfiner.
På undersiden af deck'et er der monteret trucks. Disse holder hjulene fast til brættet og består af 4 dele:
- Baseplate er den øverste metaldel, der skrues fast til deck'et.
- Hanger er den nederste del af trucken hvor hjulene monteres.
- Mellem baseplaten og hangeren sidder truckgummi, der giver fleksibilitet og muliggør at dreje på skateboardet.
- Det hele holdes sammen af en stor skrue, kingpin. Ved at stramme eller løsne denne justeres hvor let boardet drejer.
- Hjulene er normalt lavet af polyurethan og findes i forskellige størrelser og hårdheder.
Mellem hjul og trucks sidder kuglelejer. Disse fås i forskellige kvaliteter, der måles på ABEC-skalaen som går fra 1-9 i ulige tal. ABEC-9 er det mest nøjagtigt fremstillede, men til skateboards er ABEC-5 passende, idet større finhed også giver mindre slidstyrke.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Tony Hawk - ovennævnte, kendt skater
- Danny Way - en anden skater i høj klasse
- Rune Glifberg - den danske verdensstjerne
- WCSK8 - Skateside
- www.skateboard.dk - dansk side af skateboardere for skateboardere
- www.tacky.dk - er en hjemmeside med forum for skatere