Alkohol (stofklasse)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Alkohol (flertydig).
Alkoholer (eller evt. alkanoler) er i organisk kemi en fællesbetegnelse for kemiske forbindelser, der har en hydroxygruppe (dvs. en OH-gruppe), der er bundet kovalent til et kulstofatom.
Kemiske forbindelser med en OH-gruppe bundet til et aromatisk C-atom kaldes phenoler, og de betragtes ikke som alkoholer.
Alkoholerne inddeles i tre kategorier:
- Primære alkoholer, hvor OH-gruppen er bundet til et C-atom, der kun er bundet til højst ét andet C-atom, dvs. indeholder strukturen -CH2OH.
- Sekundære alkoholer, hvor OH-gruppen er bundet til et C-atom, der er bundet til netop to andre C-atomer, dvs. indeholder strukturen >CHOH.
- Tertiære alkoholer, hvor OH-gruppen er bundet til et til et C-atom, der er bundet til tre andre C-atomer. En tertiær alkohol indeholder atomgruppen COH.
En alkohol med mere end én OH-gruppe kan falde inden for flere af ovennævnte kategorier. Et godt eksempel er glycerol, der indeholder tre OH-grupper - to primære og en sekundær.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Kemiske egenskaber
Alkoholer er meget svage syrer (svagere end vand) med en pKs på ca. 16.
Ved kondensation af en alkohol med en carboxylsyre, et anhydrid eller et syrechlorid dannes der en ester.
Alkoholer er moderat stærke nucleofiler. Ved nucleofil substitution af et organisk halogenid med en alkohol dannes en ether.
Under syrekatalyse kan alkoholer eliminere vand under dannelse af alkener. Tertiære alkoholer eliminerer hurtigere end sekundære, som igen er hurtigere end primære.
[redigér] Eksempler på alkoholer
- Metanol (træsprit) er en primær alkohol.
- Ætanol (sprit) er en primær alkohol.
- Isopropylalkohol, (isopropanol) er en sekundær alkohol.
- Glycerol er både en primær og en sekundær alkohol.
- Mælkesyre er en sekundær alkohol (og en carboxylsyre)