Alkymi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Alkymi (eller alkemi) er en tidlig videnskabelig og filosofisk praksis, der kombinerer elementer af kemi, metallurgi, fysik, medicin, astrologi, semiotik, mysticisme og kunst. Alkymi blev praktiseret i mange tidlige kulturer, således f.eks. i Ægypten, Indien, Kina, det klassiske Grækenland, Rom, i den muslimske kultur og – nok mest kendt – i Europa fra middelalderen op til det 19. århundrede i et kompleks netværk af skoler og filosofiske systemer, der strækker sig over mere end 2500 år. Alkymien er i eftertiden mest kendt for især de middelalderlige alkymisters forsøg på ved forskellige kemiske reaktioner og legeringer at frembringe guld.

[redigér] Etymologi

Ordet alkymi har en kompleks etymologi, der over latin, arabisk og oldgræsk er beslægtet med ordet kemi. Dansk har lånt ordet fra middelalderlatin alchimia, der igen har ordet fra det arabiske الخيمياء al-khīmīyaˀ. Førsteleddet ال al er den arabiske bestemte artikel, medens خيمياء khīmīyaˀ sandsynligvis enten er et lån fra oldgræsk χυμεία khymeía "kunsten at legere metaller", hvorfra vi også har det moderne ord kemi, eller fra det persiske kimia "guld". Et tredje bud er, at al-khīmīyaˀ i stedet betyder "den ægyptiske [videnskab]", idet khīmīyaˀ da skulle være lånt ind i arabisk fra koptisk ⲪⲧⲬⲤ kēme "Ægypten", der igen via det demotiske kmi stammer fra det oldægyptiske kmt "Ægypten, det sorte [land]" (nemlig modsat den omkringliggende "røde" ørken).

[redigér] Historie

Den vestlige alkymi har et af sine væsentligste udspring i den såkaldte hermetiske tradition, der kan dateres tilbage til hellenistisk tid, og særligt i den oprindeligt arabiske Tabula Smaragdina, Hermetikkens bibel, som føres tilbage til den mytiske Hermes Trismegistos, en synkretistisk græsk-ægyptisk guddom og legendarisk antik alkymist. Det har medført, at begrebet alkymi ofte bliver blandet sammen med magiske forestillinger, jagten på de vises sten, der skulle kunne bruges til at omdanne metaller, - og en drøm om at lave guld.

Realiteten er, at mange af Middelalderens alkymister var seriøst arbejdende kemikere. De var henvist til at arbejde ud fra den religiøse og magiske forståelsesramme, som var gældende i samtiden, og de måtte bygge på den sum af faktisk viden, som var tilgængelig. Alkymien var en holistisk åndsretning, hvor argumentation og bevisførelse afhang af evnen til at påvise sammenhænge mellem de kemiske stoffer og f.eks. de fire temperamenter, de fire elementer, kosmologien og gudstroen.

Mange af alkymisterne støttede sig til gnostiske skrifter, til kabbalaen og tarot, og de var overbeviste om, at astrologiske forhold havde betydning for stofferne og menneskenes temperamenter. En del var regelrette svindlere, der søgte at udnytte tidens overtro og frygt for det ukendte til egen vinding. Til gengæld blev flere alkymister anklaget for hekseri, sort magi og trolddom og indstævnet for inkvisitionen.

Selv om man i dag ikke kan anerkende undersøgelser på dette grundlag som forskning, lykkedes det alkymisterne at lægge en solid basis for den senere, objektive kemiske videnskab. Den sidste alkymist var samtidig den første moderne kemiker. Hans navn var Paracelsus og han levede mellem 1494 og 1541 i stadig søgen efter viden inden for medicin og kemi.

Nogle mener, at alkymisternes arbejde skal forstås åndeligt, således at det var et forsøg på at opnå en sprituel forvandling, hvor målet blandt andet var at blive et helt, og åndeligt talt androgynt menneske. Blandt andre Carl Gustav Jung og Jes Bertelsen arbejdede i flere år med alkymi ud fra en sådan psykisk anskuelse.