Barium

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

56 Cæsium ← Barium → Lanthan Sr ↑ Ba ↓ Ra Det periodiske system

Udseende Sølvhvidt metal Generelt Navn(e): Barium Kemisk symbol: Ba Atomnummer: 56 Atommasse: 137,327(7) g/mol Grundstofserie: Alkalisk jordmetal Gruppe: 2 Periode: 6 Blok: s Elektronkonfiguration: [Xe] 6s2 Elektroner i hver skal: 2, 8, 18, 18, 8, 2 Atomradius: 215 pm Kovalent radius: 198 pm Kemiske egenskaber Oxidationstrin: 2 Elektronegativitet: 0,89 (Paulings skala) Fysiske egenskaber Tilstandsform: Fast Krystalstruktur: Kubisk rumcentreret Massefylde: 3,51 g/cm3 Massefylde på væskeform: 3,338 g/cm3 Smeltepunkt: 727 °C Kogepunkt: 1897 °C Smeltevarme: 7,12 kJ/mol Fordampningsvarme: 140,3 kJ/mol Varmefylde: 28,07 J·mol–1K–1 Varmeledningsevne: 18,4 W·m–1K–1 Varmeudvidelseskoeff.: 20,6 Elektrisk resistivitet: 332 nΩ·m Magnetiske egenskaber: Paramagnetisk Mekaniske egenskaber Youngs modul: 13 GPa Forskydningsmodul: 4,9 GPa Kompressibilitetsmodul: 9,6 GPa Hårdhed (Mohs' skala): 1,25

Barium (af græsk; "barys", der betyder "tung") er det 56. grundstof i det periodiske system: Det har det kemiske symbol Ba, og under normale temperatur- og trykforhold optræder stoffet som et blødt, sølvhvidt metal med kemiske egenskaber der minder om kalcium, blot mere reaktionsvilligt.

Indholdsfortegnelse 1 Bariums kemiske egenskaber 2 Tekniske anvendelser 3 Historie 4 Forekomst og udvinding 5 Isotoper af barium

[redigér] Bariums kemiske egenskaber

Barium iltes ("ruster") meget let ved kontakt med atmosfærisk luft, og ved forbrænding i luft eller ilt danner det ikke blot bariumoxid (BaO), men også bariumperoxid (BaO₂). Barium reagerer med både vand og alkoholer under dannelse af gasformig brint samt bariumhydroxid; Ba(OH)₂. På grund af denne reaktionsvillighed må barium nødvendigvis opbevares i et vakuum eller i en væske der ikke indeholder ilt, for at hindre luften i at få adgang til metallet.

Simple kemiske forbinbdelser med barium er kendetegnet ved deres høje massefylder: For eksempel omtales et af de mest udbredte, barium-holdige mineraler, bariumsulfat (BaSO₄) ofte som tungspat på grund af dets massefylde; 4,5 gram per kubikcentimeter.

[redigér] Tekniske anvendelser

Bariumsulfat absorberer røntgenstråling ganske effektivt, og udnyttes som "kontraststof" ved røntgenundersøgelser indenfor lægevidenskaben: Patienten indtager et "barium-måltid" der indeholder bariumsulfat, og efterfølgende kan man på røntgenbilleder følge måltidets vej gennem patientens fordøjelsessystem. Bariumsulfat "burde" være stærkt giftigt, men da det ikke er opløseligt, heller ikke i mavens stærkt sure indhold, går det hele vejen gennem fordøjelsessystemet uden at forvolde skade. Omvendt er bariumkarbonat (BaCO₃) opløseligt i sure miljøer, og dette stof er derfor anvendeligt som rottegift.

Bariumkarbonat anvendes også som ingrediens i visse glassorter, hvor det forøger glassets brydningsindeks. Bariumsulfat bruges i hvide farvestoffer, og til at give boremudder til brug ved olieboringer en høj massefylde.

[redigér] Historie

Barium blev første gang identificeret i 1774 af Carl Scheele, og i 1808 isolerede Sir Humphry Davy det frie metal. Bariumoxid blev først kaldt for "barot" af Guyton de Morveau, men Antoine Lavoisier ændrede senere dette navn til "baryta". Det moderne navn "barium" er afledt herfra.

[redigér] Forekomst og udvinding

Da barium reagerer meget let med luftens ilt, finder man sjældent barium i dets frie, metalliske form i naturen. I stedet udvinder man det hovedsageligt fra mineralet barit, som er krystallingsk bariumsulfat. Kommercielt fremstillet barium udvindes ved elektrolyse af smeltet bariumklorid (BaCl₂).

[redigér] Isotoper af barium

Man kender 22 forskellige isotoper af barium, hvoraf naturligt forekommende barium består af en blanding af syv stabile isotoper. De fleste ustabile bariumisotoper er stærkt radioaktive og har korte halveringstider; fra millisekunder til få minutter. Eneste undtagelse er barium-133 med en halveringstid på 10,51 år.