Helligdag
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
- For alternative betydninger, se Helligdag (flertydig). (artikler, som begynder med Helligdag)
Helligdag er betegnelse for en dag, som har en særlig religiøs betydning. Helligdage er ofte fridage, men dette varierer fra land til land.
Selvom søndag i den kristne kultur er en helligdag, betegnes den ofte ikke som en helligdag, og i f.eks køreplaner skriver man ofte "søn- og helligdage".
En søgnehelligdag er en helligdag der falder på en dag, som ellers ville være en normal arbejdsdag. En søgnedag er det samme som en hverdag.
[redigér] Danske helligdages historie
Den første helligdagslov i Danmark er fra 12. marts 1735, hvor kong Christian 6. udsender en bekendtgørelse om Sabbaten og andre Helligdages tilbørlige Helligholdelse.
Den havde strenge regler for, at folket skulle gå i kirke på bestemte dage, fx i påsken. Der var også regler om at man ikke måtte arbejde på disse dage, undtaget var apotekerne. Og bagerne skulle indrette deres bagning, så dette ikke skete på helligdagene under højmessen.
Og så måtte der naturligvis ikke "holdes komedie, skuespil og deslige søn- og helligdage eller aftenen før."
I 1770 fik vi en helligdagskalender, som i store træk lagde grunden til beregningen af den helligdagskalender vi bruger i Danmark i dag.
Frem til 1845 var det ved lov påbudt, at alle borgere skulle deltage i gudstjenesten på de kirkelige helligdage.
Udgangspunktet for beregningen af (kirkens) helligdage er påsken, der beregnes ud fra et indviklet system med påske-fuldmånen, et gyldental og epakten, den såkaldte Gaussiske påskeregel. Påsken kan falde mellem 22. marts og 25. april.
[redigér] Danske helligdage
- Nytår - 1. januar
- Skærtorsdag - torsdag før påskesøndag
- Langfredag - fredag før påskesøndag
- Påskesøndag (1. påskedag) - udgangspunktet for de øvrige helligdage
- 2. påskedag - mandag efter påskesøndag
- Store Bededag - fjerde fredag efter påskesøndag
- Kristi Himmelfartsdag - sjette torsdag efter påskesøndag
- Pinsedag - 7. søndag efter påske (pinse kommer af græsk pentekoste og betyder den 50. dag)
- 2. pinsedag - mandag efter pinsesøndag
- 1. juledag - 25. december
- 2. juledag - 26. december
Med mindre de falder på søndage er grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag ikke helligdage. De er dog ofte fridage og er nævnt specielt i den danske lukkelov.