Kernevåben
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kernevåben, også kaldet atomvåben, er bomber der anvender radioaktivt materiale som sprængsats. Man skelner mellem
- Atombomben, som virker ved fission (spaltning) af atomkerner af tunge grundstoffer, f.eks. af uran eller plutonium.
- Brintbomben, som virker ved fusion (sammensmeltning) af atomkerner af lette grundstoffer, typisk isotoper af brint.
De såkaldt "beskidte bomber" indeholder kemisk sprængstof pakket med ekstremt giftigt, radioaktivt materiale, som ved detonationen spredes ud over et stort område og gør det ubeboeligt. Beskidte bomber er altså ikke kernvevåben i snæver forstand.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Atombomben
Atombomben blev opfundet af Leó Szilárd, der ansøgte om patent d. 4. juli 1934. Bomben blev udviklet i USA under 2. verdenskrig i et gigantisk projekt med kodenavnet Manhattan-projektet under ledelse af fysikeren J. Robert Oppenheimer og testet ved en prøvesprængning (Trinitytesten) d. 16. juli 1945 i Jornada del Muerto ørkenen i New Mexico.
I en atombombe spaltes uran (eller plutonium) til lettere kerner og neutroner, der medvirker ved spaltningen af nye kerner osv. i en kædereaktion under frigivelse af store energimængder. For at kædereaktionen kan løbe løbsk og udvikle sig til en eksplosion, skal enten massen eller tætheden af fissionsmaterialet være større end en vis kritisk værdi. Atombomben kan derfor konstrueres efter to forskellige principper. I det ene tilfælde sammenføjes to klumper uran, hvorved massen bliver overkritisk. I det andet tilfælde sammenpresses en klump uran, hvorved tætheden bliver overkritisk.
Ved angivelsen af en atombombes sprængkraft sættes den frisatte energi i relation til brændværdien af det kemiske sprængstof trinitrotoluen (TNT). Sprængkraften af en atombombe ækvivalerer typisk 5-50 kiloton TNT. Den største konventionelle bombe, der er konstrueret, har en sprængkraft af størrelsesorden 10 ton TNT, hvilket betyder, at atombomben er cirka tusind gange mere slagkraftig end noget våben, verden hidtil havde kendt.
[redigér] Atombombemagter
Atombombe-magter: | Antal: | Ikke-spredningsaftalen: |
---|---|---|
Rusland | 16.000 ++ | Medlem |
USA | 10.000 - | Medlem |
Frankrig | 250 - | Medlem |
Kina | 200 + | Medlem |
England | 200 - | Medlem |
Israel | 80 + | Ikke medlem |
Indien | 60 | Ikke medlem |
Pakistan | 50 | Ikke medlem |
++ Masseproducere + Producere - Nedskære. (Der findes kun ca. tal på verdens atomvåben-antal) |
[redigér] Brintbomben
Brintbomben blev opfundet af Edward Teller og testet ved en prøvesprængning i 1952 på øen Elugelab i Enewetak-atollen, som er en af Marshall-øerne i Stillehavet.
I en brintbombe sammensmeltes isotoper af brint til helium ved en termonuklear reaktion under frigivelse af enorme energimængder. I brintbomben eftergøres de processer, som forløber i Solens indre under høj temperatur og stort tryk. For at muliggøre kernesammensmeltningen er man nødt til at anvende en atombombe som tændsats, og detoneringen af den bidrager væsentligt til energiudviklingen.
Det stod hurtigt klart at brintbomben var et endnu mere frygtindgydende våben end atombomben, eftersom sprængkraften er af størrelsesorden tusind gange så stor, altså af størrelsesorden 5-50 megaton TNT. Brintbomben har indtil nu ikke været anvendt i væbnede konflikter.
[redigér] Brintbombemagter
1. Rusland
2. USA
4. Frankrig
6. Indien
[redigér] Historisk betydning
For at undgå en blodig invasion af de japanske hovedøer, som fra et amerikansk synspunkt ville koste mange amerikanske soldater livet, valgte den amerikanske regering at bruge atombomben for at tvinge Japan til at overgive sig betingelsesløst. Den første atombombe (Little Boy)blev kastet over Hiroshima den 6. august 1945, og 3 dage efter fulgte endnu en (Fat Man) over Nagasaki. Herefter kapitulerede Japan.
Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki forandrede efter manges mening verden for altid. Bl.a havde naturvidenskaben i manges øjne endegyldigt mistet sin uskyld, fordi naturvidenskabsfolk på afgørende vis havde medvirket ved udviklingen af atombomben.
Siden 2. verdenskrig har kernevåben spillet en central rolle i det politiske spil mellem nationerne, især under Den kolde krig. Sovjetunionen fik sin første atombombe i 1949 og sin første brintbombe i 1953.
Den udbredte frygt for de katastrofale følger af en atomkrig har afstedkommet traktaten om ikke-spredning af kernevåben, hvis formål er at fastholde antallet af nationer, som disponerer over kernevåben (p.t. USA, Rusland, Indien, Pakistan, Kina, Storbritannien, Frankrig og Israel) og samtidig nedsætte antallet af sprænghoveder.
I nutiden er en af de alvorligste trusler, at terrororganisationer vil gøre brug af miniatombomber eller beskidte bomber, og at såkaldte slyngelstater (Iran, Nordkorea med flere) vil udvikle og anvende kernevåben. Mistanken om at Irak var ved at udvikle kernevåben var f.eks. den officielle forklaring på USA's invasion af Irak under den 2. golfkrig.
Nordkorea gennemførte en prøvesprængning af et kernevåben i oktober 2006. FN's sikkerhedsråd blev nogle dage senere enige om en resolution, der indførte sanktioner mod Nordkorea. Der vil dog sandsynligvis gå lang tid, før landet selv kan udvikle et kernevåben, som det er praktisk muligt at anvende - medmindre landet får assistance fra udlandet. Det er endda blevet foreslået, at det ikke var en prøvesprængning, da de målte rystelser fra sprængningen kan være forårsaget af almindeligt sprængstof i stor mængde.