Ludvig den Hellige

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ludvig 9. af Frankrig, Ludvig den Hellige, (fr. Louis IX, Saint Louis), født 25. april 1214 eller 1215 i Poissy, død 25. august 1270 i Tunis, konge af Frankrig, 1226-1270. Søn af Ludvig VIII af Frankrig og Blanka af Kastilien. Gift i år 1234 med Margareta af Provence (1221-1295), datter af greve Raimund-Berengar af Provence og grevinde Beatrice af Savojen.

Indholdsfortegnelse 1 Børn 2 Det gyldne århundrede 3 Tidlig magtovertagelse 4 Vigtige begivenheder

[redigér] Børn

1. Blanche (1240-1243), begravet i Saint-Denis
2. Isabelle (1241-1271), gift med kong Teobald 2. af Navarra (1237-1270)
3. Ludvig (1244-1260), kronprins 1244-1260, begravet i Saint-Denis
4. Filip 3. af Frankrig, 1245-1285, kronprins 1260-1270, konge i perioden 1270-1285
5. Johan (1248-1248), greve af Valois, begravet i Saint-Denis
6. Johan Tristan (1250-1270), greve af Nevers, gift med Jolanda af Burgund (1247-1280)
7. Pierre (1251-1284), greve af Alençon, gift med Johanna af Chatillon (1258-1292)
8. Blanche (1252-1320), gift med Ferdinand 4. af Kastilien
9. Margareta (1255-1271), gift med hertug Johan 1. af Brabant (1251-1294)
10. Robert af Clermont (1256-1318), greve af Clermont, gift med Beatrice af Bourbon (1257-1310)
11. Agnes (1260-1327), gift med hertug Robert 2. af Burgund (1248-1305)

[redigér] Det gyldne århundrede

Det 13. århundrede er gået over i fransk historie som "le siècle doré de St Louis" ("Ludvig den Helliges gyldne århundrede"). På det tidspunkt nåede Frankrig et højdepunkt såvel inden for økonomien som inden for udenrigspolitikken. Ludvig den Hellige rådede over den største hær, og han regerede det største kongerige i datidens Europa. Landet blev centrum for kunsten og den elegante, intellektuelle livsførelse som blandt andet sås på Sorbonne. Kongens ry som troende og retfærdig var udbredt allerede i hans levetid, og man valgte ham ofte til at afgøre stridigheder rundt omkring i Europa. Han blev anset for at være primus inter pares (den første blandt ligemænd).

Byen Saint-Louis-de-France i den canadiske provins Québec, Saint Louis i det nuværende USA og søen Lac Saint-Louis i Québec er alle opkaldt efter Ludvig 9. af Frankrig. Det samme gælder byen Saint-Louis i Senegal.

[redigér] Tidlig magtovertagelse

Ludvig var kun 12 år, da han blev salvet som konge i Reims den 29. november 1226. Hans moder, Blanche af Kastilien, overtog regentskabet under titlen "baillistre" (omtrent svarende Margrete 1., der blev "fuldmægtig frue og husbonde"). Hun beholdt magten temmeligt længe, dvs. helt indtil 1242.

[redigér] Vigtige begivenheder

Ludvig den Hellige var meget troende, og han ønskede at gøre Frankrig til "kirkens førtefødte" og Paris til et hovedsæde for Kristenheden.

Han styrkede retsvæsnet og moderniserede administrationen. Han forfulgte misbrug hos embedsmændene ved at oprette det, der senere skulle blive til finansretten.

Han påtog sig at skabe fred i konfliktområderne. I 1229 gjorde han en ende på albigenserkorstogene ved at undertegne en traktat med grev Raymond 7. af Toulouse. I 1258 befæstede Ludvig rigets sydgrænse ved at underskrive Corbeiltraktaten med kong Jakob 1. af Aragonien.

Den 4. december 1259 underskrev han i Paris en fredstraktat med England, som endeligt afsluttede den første hundredeårskrig mellem de to lande.

Ludvig var også antijødisk, og han organiserede flere slags forfølgelser:

• 1242 offentlig afbrænding af alle hebraiske manuskripter i Paris.
• 1254 landsforvisning af alle jøder, der ikke ville omvende sig til katolicismen. Beslutningen blev i øvrigt omgjort nogle år senere mod betaling af et beløb til den kongelige kasse.
• 1269 iværlsættelse af en beslutning fra det 4. laterankoncil om, at jøder skulle bære et tydeligt tegn på deres tøj. For mændene var det et rundt, gult stykke stof, der blev syet på brystet, og for kvinderne var det en særlig hue. Disse tegn gjorde det muligt at adskille jøderne fra den øvrige befolkning, sådan at man kunne undgå blandingsægteskaber, med mindre begge parter konverterede til kristendommen. Det skal bemærkes, at den slags "mærkninger" allerede var i brug i datidens muslimske verden. Begge steder måtte jøderne ophøre med at bo sammen med de kristne, og det skabte forudsætningen for de jødiske ghettoer.

I 1244 blev Ludvig den Hellige alvorligt syg, og han svor at ville drage på korstog, hvis han kom sig igen. Da han var rask, iværksatte han to korstog på trods af, at paven (Innocens 4.) frarådede det:

• I 1248 drog han til Ægypten på det 7. korstog. Han blev taget til fange og sad fængslet i fire år, indtil han blev frigivet mod en løsesum.
• I 1270 indledte han det 8. korstog (det sidste) mod Tunis, men det endte med, at han døde dér.

Han havde håbet at kunne omvende sultanen af Tunis og at kunne vende ham mod sultaten af Ægypten. Korsfarerne sejlede uden problemer til Carthago, men dér blev hæren ramt af dysenteri. Ludvig den Hellige blev også smittet og døde af sygdommen den 25. august 1270 nær ved fæstningsværkerne omkring Tunis. Det blev slutningen på korstogene.

Hans lig blev ført til kirken i Saint-Denis, men det forsvandt under huguenotkrigene. Forskellige dele havde dog været gemt som relikvier i bl.a. Tunis og på Sicilien, og de blev efterhånden samlet i Frankrig, hvortil de sidste ankom i forbindelse med, at staten Tunesien blev selvstændig i 1956. Ludvig 9. blev kanoniseret i 1297 af pave Bonifacius 8. under navnet Ludvig den Hellige af Frankrig.