Rote Armee Fraktion

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Rote Armee Fraktion også kendt som Baader-Meinhof-gruppen, navngivet efter Andreas Baader og Ulrike Meinhof, var en tysk venstreorienteret terrorgruppe.

Gruppen var aktiv fra 1970 til 1998 og myrdede omkring et dusin højt placerede tyskere. De var særlig aktive i efteråret 1977, hvor det medførte en tysk regeringskrise. Mange af gruppens medlemmer blev fængslet, og flere døde i fængsel under omstændigheder, der medførte forskellige konspirationsteorier.

RAF ville med inspiration fra sydamerikanske modstandskæmpere, f.eks. Tupamaros i Uruguay, føre væbnet kamp som "byguerilla" mod "systemet" og den herskende kapitalistiske stat. De hævdede også at Vesttyskland var styret af fascister og at Vesttyskland var en politistat. Den eneste måde, de mente at kunne bevise dette på, var ved gennem mord, røverier og gidseltagninger at tvinge politiet frem, således at man kunne se politistaten.

Navnet var inspireret af den Japanske Røde Armé, en lignende japansk terrororganisation, mens "Fraktion" skulle illustrere tilknytningen til en større marxistisk bevægelse. RAF var i konservativ tysk presse også kendt som Baader-Meinhof-banden, efter to af medlemmerne, Andreas Baader og Ulrike Meinhof.

RAF samarbejdede med flere andre venstreorienterede terrororganisationer uden for Vesttyskland, bl.a. den franske organisation Action Directe. Vesttysk politi og tyske militære specialenheder forsøgte med alle midler at bekæmpe gruppen - flere af gruppens medlemmer endte i fængslet i Stammheim, hvor de dog ikke gav op, men ofte forsøgte flugt eller sultestrejker. Gruppens voldelige islæt førte ofte til at politiet og militæret skød først, således også under en flykapring, hvor vesttyske specialenheder tilbageerobrede flyet i Somalia. Gruppen var konstant i politiets og politikernes søgelys. I slutningen af 80'erne fandt man ud af at flere af gruppens medlemmer opholdt sig i DDR.

Til kendte ofre hører den tyske arbejdsgiverformand Hanns-Martin Schleyer, rigsadvokat Siegfried Buback, Dresdner Bank-chefen Jürgen Ponto, Berlins justitskammerpræsident (øverste dommer) Günther von Drenkmann, Deutsche Bank-chefen Alfred Herrhausen, Tysklands militærattaché i Stockholm, Andreas von Mirbach samt handelsattachéen samme sted, Heinz Hillegart, desuden Karl Heinz Beckurts, medlem af ledelsen i Siemenskoncernen, Gerold von Braunmühl, højtstående embedsmand i det tyske udenrigsdepartement og Detlev Karsten Rohwedder, chef for Treuhand (havde ansvaret for overføring af det styrtede DDR-regimets ejendom til rette ejere eller reprivatisering gennem salg); i tillæg et stort antal politimænd, sikkerhedsvagter og privatchauffører.

I 1998 opløste organisationen sig selv.

Denne samfundsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.