Samsø
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
- For alternative betydninger, se Samsø (flertydig). (artikler, som begynder med Samsø)
Samsø er en ø i Kattegat midt i Danmark på 112 km2 og har 4.124 indbyggere bosat i 22 landsbyer, hvoraf Tranebjerg er den største (se også Nordby).
Samsø Kommune består af Samsø og en række småøer. Kommunalreformen i 2007 påvirker ikke kommunens grænser, men den har været nødt til at indgå samarbejdsaftaler med Odder Kommune og Århus Kommune.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Forbindelser
Der er daglige færgeforbindelser fra Hov i Jylland til Sælvig og Kolby Kås samt fra Kalundborg på Sjælland til Kolby Kås. På øen er desuden en velfungerende flyveplads. Derudover er der Ballen Havn, Mårup Havn og Langør Havn som alle er "sejlskibshavne" uden færgeforbindelser. Transportstrukturen på øen indbefatter blandt andet Midttrafik's linie 131, som kører fra Kolby Kås på sydøen til Nordby på nordøen. Busserne kører i begge retninger knap hver time, og betjener alle større landsbyer på øen, samt begge færgelejer.
[redigér] Erhverv
Samsø er blandt andet kendt for sine tidlige kartofler, der kan fås i det meste af landet. Øen er ligeledes kendt for sin årlige Samsø Festival. Turisme er også et vigtigt erhverv. Samsø er desuden også kendt for brug af vedvarende energi se: Samsø Energi- og Miljøkontor.
[redigér] Historie
I vikingetiden gravede man Kanhavekanalen tværs over øen. På øens vestkyst findes helligkilden Ilse Made kilde.
Der blev i middelalderen bygget tre borge på Samsø, en, hvor Vesborg Fyr nu ligger, en, hvor landsbyen Tranebjerg nu ligger og en på Hjortholm i Stavns Fjord. På borgbakken på Hjortholm er der ikke fundet spor af stenbebyggelse og der er ingen historiske kilder om borgen. En borg bygget af munkesten på Tranebjergs borgbakke, blev ødelagt af Marsk Stig. De sidste murrester af borgen ved Vesborg styrtede i havet sidst i 1800-tallet.
Christian 5. forærede 16. juni 1676 Samsø til Sophie Amalie Moth og 31. december 1677 ophøjede han hende til grevinde af Samsø.
Under Danmarks søkrig med England 1801-1814 blev indsejlingen til Langøre havn i Stavns Fjord stærkt befæstet for at forhindre englænderne i at oprette et flådestøttepunkt her. Der blev anlagt kanonstillinger yderst på Besser Rev, på Kyholm og på Lilleøre. Voldene, der omgav disse kanonstillinger kan ses i velbevaret stand.
I perioden 1830-1857 var der på Kyholm en karatænestation, hvor skibe fra langfart skulle gå ind, hvis de havde sygdom om bord.
På det nu nedrevne andelsmejeri Madebjerggård i Besser forsøgte man før anden verdenskrig at eftergøre den schweiziske Emmentaler ost. Resultatet blev en ny ostetype, Samsø-osten, der nu produceres udenfor Samsø.
[redigér] Sagn
Sagnet fortæller, at kong Angantyr døde i kamp på øen i 726.
[redigér] Ekstern henvisning
Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
Denne artikel om lokaliteten Samsø kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Commons for et passende billede eller selv skyde et, lægge det på Commons med en af de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |