Sandinister
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sandinister er den almindelige betegnelse for medlemmer af Frente Sandinista de Liberación Nacional (FSLN) fra Nicaragua. FSLN var oprindeligt en modstandsorganisation, der kæmpede mod militærdiktaturet ledet af Somoza-familien, og senere, da dette kampen mod dette styre var vundet, et egentligt politisk parti. FSLN havde den reelle magt i Nicaragua fra 1979 til 1990, da de tabte valget.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
[redigér] Undergrundsorganisation
FSLN blev formelt organiseret i 1961 som en marxistisk-leninistisk guerillagruppe med støtte fra KGB. Betegnelsen "sandinister" blev snart efter almindelig om personer med tilknytning til FSLN, og den stammer fra en tidligere oprører, Augusto César Sandino, der var blevet snigmyrdet i 1934 for sin kamp mod USAs militære besættelse af landet.
I begyndelsen havde gruppen ikke meget held med sine aktioner, og den blev næsten udslettet ved en serie angreb fra Nationalgarden i 1963. KGB søgte at rekonstruere gruppen og trænede en udvalgt kerne i sabotage, men igen i 1967 blev gruppen sat tilbage i forbindelse med angreb fra Nationalgarden.
Næste reorganisering af FSLN blev forestået af Cuba, og efterhånden fik gruppen større opbakning fra den fattige landbefolkning, der havde oplevet korruption og brutalitet gennem mange år fra det herskende regime. I forbindelse med et voldsomt jordskælv i julen 1972 blev Nationagardens rov af størstedelen af den tilsendte internationale hjælp for meget også for grupper, der tidligere havde støttet regimet, og en gruppe på tolv betydelige forretningsmænd ydede en stor støtte til sandinisterne herefter.
I 1978 blev en redaktør og ledende modstander af regimet myrdet, og dette var startskuddet til det endelige opgør. Sandinisterne organiserede generalstrejke, opstande og guerillaangreb, og efterhånden kunne Nationalgarden trods militær overlegenhed ikke stå for presset. Diktatoren, Somoza, flygtede i 1979, og sandinisterne kunne drage ind i hovedstaden Managua, hvor de blev hyldet som befriere.
[redigér] Regering
Som et led i en national genopbygning af landet blev der nedsat en femmandsjunta, der blandt andet omfattede Daniel Ortega, en af sandinisternes ledere gennem mere end ti år. Denne blev de facto leder af landet, og som nogle af det første resultater kunne man registrere en stor forbedring af skoleniveauet, hvor det lykkedes på bare et halvt år at nedsætte gruppen af analfabeter fra 50% til 12%. FSLN satte endvidere gang i en decentralisering, der omfattede fordeling af fødevarer og senere sørgede for, at der var lokale grupper med ansvar for at holde øje med modstandere (tidligere nationalgardister og kommende contraer).
I 1984 blev det første frie valg afholdt, og Ortega vandt med overvældende majoritet. Valget havde meget stor international bevågenhed, og de mange internationale observatører vurderede, at valget foregik på retfærdig vis, selv om oppositionsgrupper og USA protesterede.
Ret hurtigt efter sandinisternes overtagelse af magten gik CIA på vegne af USA's regering i gang med at organisere modstanden mod det nye marxistiske styre. De støttede med våben og penge og lavede træningslejre for anti-sandinister. Snart begyndte disse, der blev omtalt som kontrarevolutionære eller bare contraer, at udføre guerillaaktioner med udgangspunkt i nabolandene Honduras og Costa Rica, og USA lagde økonomisk pres på Nicaragua med en handelsembargo. I begyndelsen havde det ikke den store betydning for den sandinistisk-ledede regering, men de konstante angreb pressede regeringen meget. I 1987 blev der indgået en fredsaftale mellem contraer og sandinister. Ved valget i 1990 havde sandinisterne efterhånden været presset længe, samtidig med at økonomien fortsat var dårlig, og en koalition af anti-sandinister vandt derfor valget. Sandinisterne gik efterfølgende fra magten uden problemer.
[redigér] Opposition
Daniel Ortega er fortsat leder af FSLN, men partiet er efterhånden blevet splittet i en række fraktioner. Ved de efterfølgende valg i 1996 og 2001 lykkedes det ikke for Ortega og sandinisterne at vinde. Dette kan blandt andet skyldes, at det er kommet frem, at partiets top, herunder Ortega, udnyttede konfiskerede ejendomme til egen fordel, mens de var i regering. Partiet blev dog stadig det næststørste ved sidste valg med omkring 42% af stemmerne til såvel parlamentet som til Ortega som præsident.
