Den Russiske Borgerkrig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den Russiske Borgerkrig blev udkæmpet fra 1918 til 1922.
Efter den succesfulde Russiske Revolution i 1917 sluttede den nye russiske regering, med ratificeringen af Brest-Litovsk traktaten, fred med Tyskland den 6. marts 1918. Fredsforhandlingerne var Ruslands eneste mulighed, eftersom den russiske hær, der efter revolutionen var blevet omdannet til Den Røde Hær, var i en kaotisk tilstand, og ude af stand til at svare igen på tyskernes fremrykning i begyndelsen af 1918. Dermed var Rusland ude af Første Verdenskrig.
Bolsjevikkernes magtovertagelse, og især indgåelsen af Brest-Litovsk traktaten, fik en række anti-bolsjevikiske grupper inden- og udenfor Rusland til at gøre oprør mod det nye regime. Den største af disse grupper var den Hvide Hær. I udlandet var reaktionerne på den kommunistiske magtovertagelse skarpe. Winston Churchill udtalte for eksempel, at Bolsjevismen skulle kvæles i dets vugge. Især Frankrig og England, men også andre lande, støttede den Hvide Hær, der bestod af borgerlige kontrarevolutionære og folk fra det gamle regime, men også socialister og demokrater, som var modstandere af revolutionen.
Det meste af krigen var overstået i 1920, men en anselig modstand fortsatte ind til 1922. Den Hvide Hær forskansede sig i Sibirien, Krim og Ukraine, men blev endeligt besejret ved udgangen af 1920.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Overblik
Borgerkrigen blev hovedsageligt udkæmpet mellem røde kommunistiske revolutionære), og de hvide , der bestod af konservative, monarkister, liberale og socialister, som var modstandere af den bolsjevikiske revolution, bakket op af et mindre antal udenlandske styrker fra Japan, England, Canada, Frankrig og USA.
Oprindeligt gik de allierede ind i Rusland, i håbet om at genåbne den russiske front mod tyskland. Efter de allierede havde besejret Centralmagterne i november 1918, trak de fleste sig ud igen. Japanerne blev i dog Fjernøsten, i håb om at annektere området. Kun Briterne fortsatte den militære bistand, hovedsageligt i form af forsyninger, under de vigtige kampe i 1919. Uden denne støtte, havde den Hvide Hær tabt krigen langt tidligere. Også en gruppe af anarkister og nationalister, der omtales som de grønne, den Grønne Hær og andre gange den Sorte Hær, deltog i borgerkrigen. Den Grønne Hær, der båder kæmpede mod de røde og de hvide, spillede dog en langt mindre rolle.
Orange – Bolsjevikisk kontolerede områder, Nov. 1918
Blå – Den Hvide Hærs maksimale besiddelse
Krigen blev udkæmpet på 3 fronter: Den østlige, den sydlige og den nordvestlige. Krigen kan også groft inddeles i 3 perioder:
Den første periode begyndte efter revolutionen, hvor utilfredse russiske grupper gjorde oprør, og varede indtil våbenstilstanden. Den største gruppe var den såkaldte frivillige hær, der startede i Don regionen. Senere sluttede andre grupper sig til oprøret, blandt andre den Tjekkoslovakiske legion, der stødte til i Sibirien. Også i det vestlige Rusland var der oprørsgrupper. Kampene var sporadisk, og der var kun tale om mindre grupper, med skiftende strategier.
Den anden periode var nøgle perioden. Den varede kun fra marts til november 1919. I begyndelsen af perioden vandt den Hvide Hær frem fra både syd, nordvest og øst, og tvang den nyoprettede Røde Hær tilbage mod Moskva. Men Det lykkes Lev Trotskij at reformere den Røde Hær, og i juni blev den Hvide Hær slået tilbage på østfronten, og i oktober blev Hvide Hær også slået tilbage på den nordvestlige og sydlige front. Den Hvide Hærs østlige og sydlige styrker blev endegyldigt slået næsten samtidig, midt i november.
Den 3. og sidste periode var belejringen af den Hvide Hærs tilbageværende styrker. De sidste styrker forskansede sig i Krim, og holdte der stand ind til den Røde Hær vendte tilbage fra polen, efter afslutningen på den Polsk-Russiske krig. Den forenede Røde Hær var for meget for den Hvide Hær, og de blev snart besejret. De sidste styrker fra den Hvide Hær blev evakueret til Konstantinopel i november 1920.
[redigér] Krigens gang
Allerede i oktober 1917, lige efter revolutionen, kom det første oprør mod det nye bolsjevikiske styre. Det blev dog hurtigt slået ned af den Røde Garde, forløberen for den Røde Hær.
Udbruddet af borgerkrig kom bag på Lenin. Til at begynde med undervurderede han omfanget af den modstand, hans nye styre nu stod overfor. Efter den tidlige succes med at nedkæmpe oprøret i Don regionen, blev han for selvsikker.
De første, som rejste sig mod kommunisterne var hovedsagelig kontrarevolutionære generaler og lokale kosak-hære, der havde svoret troskab mod den afsatte provisoriske regering.
I november 1917 begyndte en tidligere zar-general ved navn Mikhail Vasilevich Alekseev at organisere en frivillig hær, under det sigende navn den Frivillige Hær. Men kosakkerne var ikke parate til at kæmpe, og da den bolsjevikiske kontraoffensiv blev iværksat, blev oprøret hurtigt slået ned.
I 1918 gik det Social-revolutionære Parti (DSP) og Mensjevik ind i kampen mod bolsjevikkerne. De havde tidligere været modstandere af væbnet oprør, men fredstraktaten med tyskerne og diktatoriske tiltag fra regeringen fik dem til at ændre mening. (DSP) havde en vis støtte i befolkningen, og kunne være blevet en alvorlig trussel for det kommunistiske sovjetstyre, men de manglede væbnede styrker. Et forsøg på at rekruttere lettiske tropper i 1918 var en katastrofe.
Den Tjekkoslovakiske legion viste sig at være en langt mere pålidelig militær medspiller, i kampen for den demokratiske kontrarevolution. Den Tjekkoslovakiske legion havde været en del af den tidligere russiske hær, og talte i oktober 1917 omkring 30.000 mand, de fleste tidligere krigsfanger og desertører fra den østrig-ungarske hær. Legionen gjorde oprør i juni 1918, efter en aftale med russerne om passage gennem Vladivostok faldt fra hinanden. Inden for en måned vandt legionen kontrollen med store dele af det vestlige Sibirien. To måneder senere havde de taget kontrollen med forsyningsvejene og dermed afskåret Rusland fra de vigtige kron-forsyninger fra Sibirien.
Bolsjevikkerne måtte også kæmpe mod en række nye regeringer i det russiske fjernøsten, dannet af konservative grupper, der ønskede at bekæmpe bolsjevikkernes revolution. I september 1918 blev disse selvbestaltede regeringer enige om at danne en ny provisorisk regering i Omsk, hvor også den, ligeledes anti-bolsjevikiske, sibiriske regionale regering havde hjemme.
Venstreorienterede medlemmer af DSP likviderede den tyske ambassadør i Moskva, i et forsøg på at provokere Tyskland til at genoptage kampene med Rusland. Andre venstreorienterede DSP’er fangede en række prominente bolsjevikker, og forsøgte at rejse den Røde Hær mod bolsjevikkerne. Det lykkes dog bolsjevikkerne at stopper det oprør DSP og anarkistiske grupper stod bag. Lenin undskyldte personligt til tyskerne, for drabet på deres ambassadør, selvom der ikke var nogen overhængende fare for tysk gengældelse, pga. deres problemer ved vestfronten.
Den 30. august blev chefen for det hemmelige politi i Petrograd myrdet, og Lenin såret ved to terroraktioner. Dette førte til, at Lenin udløste den såkaldte Røde Terror: Enhver mistænkt for kontrarevolutionær virksomhed kunne uden rettergang fængsles eller henrettes.
[redigér] Forklaringen på den Bolsjevikiske sejr
Bolsjevikkerne kontrollerede de tættest befolkede områder i Rusland, og var talmæssigt den Hvide Hær overlegne. Da de afgørende slag fandt sted, havde bolsjevikkerne over 3 millioner soldater. I 1921 var det antal steget til ca. 5 millioner, selvom desertering og sygdom havde udhulet rækkerne noget. Mere end 75,000 tidligere zar-officerer var blevet indlemmet i den Røde Hær.
Den Hvide Hær talte på intet tidspunkt over 250,000 soldater. Bolsjevikkerne havde ydermere den fordel, at de kontrollerede et sammenhængende område i hjertet af Rusland, og sad på store dele af infrastrukturen, hvilket betød, at de hurtigere kunne få soldater til fronten. De havde også en bedre kommunikationsline.
[redigér] Efter Borgerkrigen
Ved borgerkrigens afslutning var Rusland forarmet og ruineret. For at gøre ondt værre, blev Rusland ramt af tørke og hungersnød i 1920 og 1921. Krigen skønnes at have krævet 8 millioner ofre. Yderligere 1 million havde forladt Rusland.
