Diaspora

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Diaspora (på oldgræsk, διασπορά – "spredning") bliver brugt om et folk eller en befolkningsgruppe, der frivilligt eller ufrivilligt lever adspredt udenfor hjemlandet.

Udtrykket stammer fra den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (Septuaginta) nærmere bestemt 5.Mos 28:25 og refererer til de jøder der i det babyloniske fangenskab (587-539 f.Kr.) blev ført fra hjemlandet Judæa til en eksiltilværelse i Babylon. Ikke alle jøder vendte tilbage da perserkongen Kyros ophævede eksilet, og en stor mængde jøder forblev adspredte over hele mellemøsten og middelhavsregionen.

I kølvandet på Jerusalems og templets endelige ødelæggelse i 70 e.Kr. af den romersek anfører Titus, opstod der endnu en bølge af adspredelse, og med årerne blev der etablerede store jødiske kolonier i alle de vigtigste byer overalt i antikken så som Rom, Alexandria, Athen, Kartago, Konstantinopel, Efesus, Antiokia m.fl. Helt frem til dannelsen af staten Israel i 1948 levede langt den største del af det jødiske verdenssamfund i diaspora.

Den hebraiske betegnelse for eksilet er Galut.