Filosofi i middelalderen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Filosofi i middelalderen omfatter mange og meget forskelligartede filosofiske strømninger, der udviklede sig gennem hele perioden fra Antikkens slutning (5. årh.) til begyndelsen af Moderne tid (16. årh.). Ét forhold som dog som dominerede i det vestlige Europa var den katolske kirke, den var ikke den standardiserede enhed, vi kender i dag, men den skabte internationale netværk gennem det pavelige diplomati og gejstlighed (særligt munkevæsenet). Gennem kirkelige kredse blev kendskabet til de klassiske græske filosoffer og deres romerske efterfølgere også bevaret, og de blev læst på det fælles sprog, latin. I dette på én gang ensartede og forskelligartede miljø blev et væld af konkurrerende og modsatrettede filosofiske betragtninger bragt i dialog, middelalderen var derfor en meget frugtbar periode, hvor mange af de strømninger som har præget de efterfølgende perioder, langsomt blev udviklet og fandt deres form.

I flertallets af middelalderens filosoffers egen selvforståelse, var de dog ikke i færd med at skabe noget nyt, men tværtimod at genskabe det gamle og oprindelige. Ved hjælp af fortidens viden og metodik søgte man skabe en syntese mellem den religiøse tro og naturvidenskaben (et begreb som havde et andet indhold i middelalderen end i vore dage).

Filosfien siddende i mellem de syv artes liberales – billede fra Hortus deliciarum af Herrad von Landsberg (12. årh.)

I forskningen er middelalderens filosofi traditionelt (særligt 19.årh.) blevet betragtet som formørket og præget af en nedgangstid efter antikken, men middelalderhistorien er ikke den samme mere, idet nye tilgange fører nye erkendelser med sig, som igen fører til nye tilgange. Særligt den amerikanske historiker Charles Homer Haskins begreb, The Renaissance of the Twelfth Century, har haft stor betydning. I dag afviser vi, at middelalderen var en mørk forfaldstid uden betydning for os. I stedet var det en dynamisk periode, hvor idéer og institutioner, der har haft stor betydning helt op til vor egen tid, så dagens lys for første gang. Den var langtfra homogen, men dækkede over mange, meget forskellige institutioner og kulturer, der ikke nødvendigvis delte de samme forestillinger og idéer. Som alle andre perioder i historien kan man heller ikke beskrive middelalderen med ét ord, for den var præget af både enhed, pluralisme, splittelse, social og kulturel dynamik, fornyelse og traditionalisme og så videre.

Indholdsfortegnelse

1 Filosofiske skoler
- 1.1 Skolastik
- 1.2 Andre filosofiske skoler
2 Problemstillinger
- 2.1 Universaliestriden
- 2.2 Andre problemstillinger
3 Liste over filosoffer

[redigér] Filosofiske skoler

[redigér] Skolastik

Hovedartikel: Skolastik

Skolastikken var en teologisk og filosofisk videnskab i middelalderen, betegnelsen stammer fra det latinske ord scholasticus, der betyder, det som hører til skolen. Hovedmålet for den skolastiske filosofi var forene den klassiske filosofi med den kristne teologi, den regnes dog ikke for en filosofi eller trologi i sig selv, men som en dannelsesmetode, hvor vægten var lagt på dialektik; skolastiskerens arbejdsform var derfor at finde svaret på et spørgsmål eller løse en selvmodsigelse. Et vigtigt projekt blandt skolastikerne var at systematisere troslæren på baggrund af især Aristoteles’ logik. Den mest betydningsfulde bidargsyder til dette arbejde var Thomas Aquinas, og hans mål var at bygge bro mellem troen og fornuften. Metoden havde den største udbredelse i Europa i perioden fra omkring 1100 til 1500.

[redigér] Andre filosofiske skoler

Mystik
Neoplatonisme

[redigér] Problemstillinger

[redigér] Universaliestriden

Hovedartikel: Striden om almenbegreberne

Universaliestriden (el. Striden om almenbegreberne) er diskussionen indenfor filosofien om hvilken ontologisk status universalierne (almenbegreberne) har, og hovedspørgsmålet har været om de, de fysiske ting eller begge dele er reelle. I middelalderens strid om almenbegreberne fandtes tre positioner:

Almenbegreberne eksisterer forud for tingene (ante res), det betyder at det er almenbegreberne som har almen ontologisk realitet, mens de sansede fænomener (partikularierne) udelukkende er tingsliggørelser af disse. Denne position kaldes platonisme, da den er en videreførsel af Platons essentialisme. De mest kendte repræsentanter er Aurelius Augustinus (Augustin) og Anselm af Canterbury.
Almenbegreberne eksisterer i tingene (in rebus), i følge denne tilgang findes det almene ikke uden partikularierne, men i og med at deres fællesstræk objektivt kan erkendes eksisterer almenbegreberne reelt. Denne tilgang kaldes realisme og bygger på Aristoteles’ filosofi. Hovedrepræsentanterne var Thomas Aquinas, Albertus Magnus og Peter Abelard.
Almenbegreberne eksisterer efter tingene (post res), det er kun partikularierne der har virkelig eksistens, og universaliene er udelukkende tankekonstrukter eller -koncepter og dermed vilkårlige og subjektive, ikke reelle og objektive. Dette synet, som kaldes (nominalisme og konceptualisme) blev især fremført af William af Ockham og Roscelinus fra Compiègne.