Mester Eckehart

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Mester Eckhart-porten i kirken i Erfurt.

Johannes Eckehart (ca. 1260 - ca. 1327), tysk teolog og mystiker. Mest kendt som Mester Eckehart (Mester Eckhart).

[redigér] Liv

Johannes Eckehart blev født ca. 1260 i Tambach (syd for Gotha) eller i Hochheim (nordøst for Gotha), og døde antagelig i 1327, enten i Køln eller i Avignon. Eckehart blev tidligt dominikanermunk, senere prior, og omkring 1300 lærer ved universitetet i Paris. Titlen 'Mester' skyldes netop hans akademiske titel fra Paris. I 1303 blev han udnævnt til dominikansk provincial for Sachsen og generalvikar for Bøhmen. Det var i sidstnævnte periode, hvor han rejste meget og holdt mange prædikener, at han blev kendt som mystiker. I 1326 blev der indgivet en anklage mod ham for kætteri, og en proces blev indledt mod ham. 27. marts 1329 udsendte pave Johannes XII en bulle, hvor 17 af Eckeharts læresætninger blev fordømt som kætterske. Eckehart var dog på det tidspunkt allerede død, men bullen er antagelig hovedårsag til, at Eckeharts tanker snart blev glemt. I det 19. århundrede blev han dog genopdaget og han blev meget populær hos de tyske romantiske filosoffer. I det 20. århundrede er interessen for Eckehart blevet stadig større, ikke mindst blandt zen-buddhistiske mestre som D.T. Suzuki, der anser Eckeharts tanker for at ligge meget tæt op af zen-buddhisme.

[redigér] Lære

Eckehart skelner mellem Guddom (Gottheit) og Gud (Gott) – selvom han nogle steder omtaler Guddommen som Gud. Guddommen står for den absolutte Væren. Den kan ikke beskrives med ord, men er ikke ingenting. Guddommen manifesterer sig som den skabende Gud, der er identisk med Faderen, Sønnen og Helligånden, den kristne treenighed. Guddommen skaber ikke treenigheden. Det er Faderen, hvis væsen er identisk med Guddommen, der skaber sig selv samt Sønnen og Helligånden. Sønnens væsen er identisk med Faderen udover at han ikke selv skaber. Helligånden udspringer af Faderen og Sønnens kærlighed for hinanden. Denne skabelse foregår hele tiden, i et konstant nu.

Gud skaber også verden konstant nu. Ifølge Eckehart har alle ting del i Guds evige væren. De skabte ting er dog også forskellige fra hinanden, og de karakteristika, der gør dem forskellige fra hinanden, er i Eckeharts opfattelse negative og giver tingene et element af ikke-væren.

Sjælen tager særlig del i Guds væsen, fordi Gud her er til stede i subjektiv form med hukommelse, fornuft og vilje. I den øvrige skabte verden er Gud kun til stede i objektiv form. Mennesket har altså mulighed for gennem sin sjæl at erfare Guddommen. Men det sker som regel ikke, for mennesker retter hellere deres fri vilje mod den skabte verden i stedet for at rette den indad mod sjælen. Heller ikke fromme mennesker møder nødvendigvis Gud. Mennesker, der prøver at nærme sig Gud gennem sværmeri, højtidelig andagt eller teologisk spekulation finder, siger Eckehart, lige så lidt Gud som den mand, der passer sin have. Ifølge Eckehart er der kun en måde at erfare Guddommen på, nemlig ved at tømme sig selv for tanker og vilje, sådan at man slet intet ønsker. Denne tilstand kalder Eckehart for fattigdom. Her finder man den ’sjælegnist’, som er sjælens dybeste grund og den tilstand, hvor man er et med Guddommen. Denne tilstand kalder Eckehart for ens ufødthed (Ungeborenheit) og er den tilstand, der går forud for, at man blev skabt som et bestemt menneske. Denne tilstand ligger også bag Gud. Gud blev skabt samtidig med det skabte menneske og den skabte verden, og Gud ser verden gennem mine øjne – Guds øjne og mine øjne er et. Gud kommer derfor ifølge Eckehart til erkendelse af sig selv gennem mennesket.