Greta Garbo
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Greta Garbo blev født som Greta Lovisa Gustafson i Stockholm, Sverige (18. september 1905 – 15. april 1990).
Hun var en svensk skuespillerinde, der medvirkede i 28 amerikanske film. Blandt hendes mest kendte film er Mata Hari (1932), Anna Karenina (1935), Marguerite Gautier (Kameliadamen) og Ninotchka (1939).
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Biografi
Hun voksede op i en af Stockholms fattigste bydele. Hendes far døde, da hun var 14 år og hun var tvunget til at forlade skolen og startede med at arbejde i en forretning, PUB i Stockholm. Stadig teenager var hun med i en reklamefilm for tøj How Not To Dress, denne film medførte til, at instruktøren Erik A. Petscher, gav hende en lille rolle i filmen Luffarpeter fra 1922.
Opmuntret af hendes spil, søgte hun ind på den kongelige svenske drama skole, i dag Dramaten, hvor hun søgte og fik et legat. Her mødte hun den kendte svenske instruktør Maurits Stiller, der tog hende ud af skolen for at spille hovedrollen i Gösta Berlings Saga fra 1924 efterfulgt af den tyske film; Die Freudlose Gasse.
I 1923 ændrede Greta Gustafson sit navn til Greta Garbo. Det var Maurits Stillers idé. Navnet på en legende var skabt.
Efter et møde i Berlin med Louis B. Mayer 1925 indgik Maurits Stiller en kontrakt med MGM med den betingelse, at Greta Garbo også fik en kontrakt med MGM. De vidste ikke, hvad de skulle stille op med hende; hun var for kraftig og havde ikke lige tænder; men de ville have Stiller.
Efter deres ankomst i New York sad de faktisk fast et par måneder, for man vidste ikke, hvad man skulle stille op med dem. Garbo havde en svær tid, hun kunne ikke sproget og var fremmed.
Indgået en kontrakt og efter ankomst i Hollywood et par måneder startede hun indspillingen af The Torrent (i dag er den en af hendes vigtigste film), dog først efter at hendes mor, Anna Lovisa Gustafson var blevet kaldt til Hollywood, for Garbo var endnu ikke 21 år og kunne derfor ikke underskrive filmkontrakterne selv. At hun ikke talte engelsk, var ikke vigtigt, da det var en stumfilm.
Efter endnu et par film, som f.eks. The Temptress, Love og A Woman of Affairs fik Garbo sin første talefilm i filmen Anna Christie fra 1930, som ikke kun gav hende en flot præsentation, den gav hende også en oskarnominering. Desværre vandt hun ikke.
I 1931 indspillede hun Susan Lenox: Her Fall and Rise med Clark Gable. Den film var et hit. Og førte til Mata Hari også fra 1931. Garbo fortsatte med at give en intensiv optræden i lige meget, hvad hun skulle indspille. 1932 var hun i endnu et hit, Grand Hotel med John Barrymore, Lionel Barrymore og Joan Crawford, at se.
Men det var MGM’s film som Anna Karenina og Kameliadamen, hvor Garbo gav sit livs betydningsfuldeste og mest uforglemmelige optræden. Hun var absolut vidunderlig i Anna Karenina, som kvinden der skulle vælge mellem to mænd og sin søn og "the divine Garbo" i Kameliadamen. Det var den Garbo publikum ville se.
En af de mest uforglemmelige og omdiskuterede scener i Garbos filmhistorie er måske slutningen i Queen Christine fra 1933, hvor hun står i stævnen af skibet og ser ud i fremtiden.
I hendes første komedie Ninotchka fra 1939 viste hun en anden side af Garbo. Filmen blev annonceret med Garbo leer. Hun havde vist sin sans for komedie. Folk strømmede i biografen. Hendes sans for komedie blev uforglemmelig.
Først 2 år senere blev filmen Two-Faced Women, en anden komedie, indspillet. En film, publikum ikke ville anerkende som en Garbo-film, og den floppede totalt i biograferne.
Dette gjorde at hun trak sig tilbage fra filmindustrien. Kun i 1949 hvor hun indvilligede i et comeback og blev prøvefilmet til "La Duchesse de Langeais".
Efter at hun havde trukket sig tilbage skete der noget mærkværdigt. Garbo forvandlede sig i et drømmebillede, en myte. Hun blev den guddommelige – et idealbillede for flere generationer.
Hun undgik Hollywood og flyttede til byen New York. Hun rejste med nogle af de meste kendte i verden som: Aristotle Onassis, Cecil Beaton og mange andre. Hun brugte sin tid på havearbejde og samlede på kunst.
Eller hun trak sig tilbage til Klosters, Schweiz, hvor hun gennem mange år holdt ferie.
I de senere år kunne man se hende på hendes vandreture i New Yorks gader, hun gik ture hver dag, men undgik mennesker og flygtede, hvis hun blev genkendt.
Hun antog amerikansk statsborgerskab i 1951.
I 1954 indvilligede hun i prøveoptagelser til La Duchesse de Langeais. Filmen blev dog ikke til noget, da finansieringen manglede.
Også 1954 fik hun overrakt en speciel Oscar for hendes tidligere uforglemmelige skuespil.
Et af hendes berømteste citater var: "I want to be alone" jeg ønsker at være alene, hvad hun dog mente var: "I want to be left alone" jeg ønsker at blive ladt i fred.
15. April 1990 døde Greta Garbo i New York og med hende den "mystiske Garbo". Hun blev 84.
Der har været skrevet meget om Garbo, men ingen har til dags dato kunne løfte sløret og sige, hvad der gjorde hende til den hun var og hvorfor hun betød så meget som hun gjorde. En ting er dog sikkert. Den dag i dag kan man stadig ikke lade være med at kigge nærmere, når en af hendes film vises.
[redigér] Anekdoter
Garbo var så genert, at hun forlangte at scenerne var lukkede, når optagelserne var igang. Ikke engang lydfolkene, teknikerne og andre kunne se hende under optagelserne. John Gilbert var den første der forstod dette og det var ham der begyndte at forlange et lukket set, hvilket han blev kritiseret for, men han gjorde det ikke for sig selv. Han gjorde det for Garbo.
Den samme Garbo, der lod ham stå ved alteret og ikke kom til deres vielse. Hun mente, at han elskede skuespillerinden Greta Garbo og ikke hende selv.
Der er tit blevet sagt og skrevet, at Garbo havde store fødder. Hun bar sutsko under optagelserne og det var grunden til at hun altid efter en optagese spurgte; kunne I se mine fødder. Hun havde ikke store fødder (str. 39), hvilket for hendes højde synes normalt.
Der har været mange spekulationer om et forhold mellem Garbo og Mercedes de Costa. I de Acosta's biografi Here Lies The Heart skrev hun om en kærlighedsafffære med Garbo. 10 år efter Garbos død, havde man indsigt i de Acostas breve til og fra Garbo. Der var ingen beviser på en krælighedshistorie.
[redigér] Filmografi
Stumfilm
- 1920 - Mr. and Mrs. Stockholm
- 1921 - How Not to Dress
- 1921 - Our Daily Bread
- 1921 - A Happy Knight
- 1922 - Peter the Tramp (Luffarpeter)
- 1924 - Gösta Berling Sagaen
- 1925 - Die Freudlose Gasse
- 1926 - The Torrent
- 1926 - The Temptress
- 1926 - Flesh and the Devil
- 1927 - Love
- 1928 - The Divine Woman
- 1928 - The Mysterious Lady
- 1928 - A Woman of Affairs
- 1929 - Wild Orchids
- 1929 - The Single Strandard
- 1929 - The Kiss
Talefilm
- 1930 - Anna Christie
- 1930 - Romance
- 1931 - Inspiration
- 1931 - Anna Christie – tysk version
- 1931 - Susan Lenox: Her Fall and Rise
- 1931 - Mata Hari
- 1932 - Grand Hotel
- 1932 - As You Desire Me
- 1933 - Queen Christina
- 1934 - The Painted Veil
- 1935 - Anna Karenina
- 1936 - Kameliadamen
- 1937 - Conquest
- 1939 - Ninotchka
- 1941 - Two-Faced Women
[redigér] Filmografi – dokumentar
- 1929 - A Man’s Man - dokumentar
- 1931 - Love Business – foto
- 1944 - Garabatos Greta Garbo – dokumentar
- 1954 - Prøveoptagelser til "La Duchesse de Langeais"
- 1964 - The Big Parade of Comedy - footage
- 1974 - Adam and Yves – dokumentar
- 1976 - That’s Intertainment III – dokumentar
- 1984 - Garbo Talks - dokumentar
- 1986 - Greta Garbo: The Temptress and the Clown
- 1990 - Greta Garbo: The Divine Garbo (Glenn Close)
- 1991 - The 63rd Annual Academy Awards
- 1992 - MGM: When The Lion Roars – dokumentar
- 1998 - Biografi: Greta Garbo – The Mysterius Lady
- 2001 - Greta Garbo – A Life - dokumentar
- 2001 - Greta Garbo – A Lone Star – dokumentar
- 2005 - Garbo - dokumentar
[redigér] Priser
- 1930 - Oscarnominering: Bedste skuespillerinde - Romance
- 1930 - Oscarnominering: Bedste skuespillerinde – Anna Christie
- 1936 - Oscarnominering: Bedste skuespillerinde – Kameliadamen
- 1939 - Oscarnominering: Bedste skuespillerinde – Ninotchka
- 1954 - Oscar for uforglemmeligt skuespil (livsværk)
[redigér] Literatur og reference
- 1960 - de Acosta, Mercedes - Here Lies The Heart
- 1973 - Conway, Michael - The Films of Greta Garbo
- 1979 - Sands, Frederick & Brorman, Sven – The Devine Garbo
- 1990 - Eames, John Douglas - The MGM Story
- 1991 - Broman, Sven - Conversations with Greta Garbo
- 1992 - Cahill, Marie - Greta Garbo: A Hollywood Portrait
- 1997 - Swenson, Karen - Greta Garbo: A Life Apart
[redigér] Eksterne henvisninger
- Det Tyske Filmmuseum (tysk) i Frankurt havde fra 8. februar til 7. maj 2006 en udstilling om Greta Garbo
- Hommage an Greta Garbo hvor "La Duchesse de Langeais" også vises
