Kul- og Stålunionen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kul- og Stålunionen eller Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) er forgængeren for EU. Unionen blev stiftet i 1951 ved Paris-traktaten af Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Luxembourg og Holland. Formålet var at samle medlemsstaternes kul- og stålressourcer i en samlet pulje; kul og stål var af afgørende betydning for at kunne føre krig, og ved at skabe fælles kontrol med ressourcerne håbede man at kunne sikre sig mod endnu en europæisk krig.
EKSF's hovedkvarter lå i Luxembourg efter unionens ikrafttrædelse i 1952. Planen om at skabe en kul- og stålunion stammede fra den franske økonom Jean Monnet, og den franske udenrigsminister Robert Schuman havde taget ideen til sig. USA var desuden en varm fortaler for idéen.
EKSF var forgængeren for EF, der senere skiftede navn til EU. Paris-traktaten trådte i kraft d. 23. juli 1952, og var fra sin stiftelse tidsbegrænset til 50 år. Kul- og Stålunionen eksisterede således frem til d. 23. juli 2002, og unionens ansvarsområder og besiddelser overgik herefter officielt til EU. Dette indgik som en del af Nice-traktaten, men da denne ikke var vedtaget af medlemsstaterne inden skæringsdatoen, måtte man lave en selvstændig Ministerrådsbeslutning (2002/596/EC), der gjaldt frem til Nice-traktatens ikrafttrædelse d. 1. februar 2003.
