Rådet for Den Europæiske Union
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Rådet for Den Europæiske Union, Det Europæiske Råd, Ministerrådet eller Rådet; Begreberne blandes tit sammen og fungerer også i forskellige konstellationer:
[redigér] Det Europæiske Råd
-er navnet for møderne for EU’s stats- og regeringschefer, de såkaldte topmøder.
Det Europæiske Råd mødes mindst to gange om året, som regel fire gange årligt, for at fastsætte de generelle linier for EU’s politik .
Rådet ledes af et roterende formandskab, der støttes af en generalsekretær og et sekretariat i Bruxelles.
[redigér] Rådet for Den Europæiske Union eller Ministerrådet
I Ministerrådet mødes medlemslandenes landbrugsministre i landbrugsrådet, transportministrene i transportrådet og så videre.
Rådet beslutter procedurespørgsmål med et flertal af dets medlemmer. Rådet tager beslutninger på de fleste politiske områder ved hjælp af direktiver og forordninger med vægtet og kvalificeret flertal. Hvert land har et fastsat antal stemmer.
Visse vigtige beslutninger tages med enstemmighed, for eksempel optagelsen af nye medlemslande, skattespørgsmål samt større udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål. Ministrene bliver nogle gange repræsenteret ved rådsmøder af medlemslandets ambassadør eller andre embedsmænd.
Ministre mødes også til mere uformelle møder, ofte frokostmøder, hvor der kan forhandles mere frit, men hvor der ikke formelt kan vedtages beslutninger.