Radium

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

88 Francium ← Radium → Actinium Ba ↑ Ra ↓ Unb Det periodiske system

Udseende Billede:- Hvidt metal Generelt Navn(e): Radium Kemisk symbol: Ra Atomnummer: 88 Atommasse: (226) g/mol Grundstofserie: Jordalkalimetal Gruppe: 2 Periode: 7 Blok: s Elektronkonfiguration: [Rn] 7s2 Elektroner i hver skal: 2, 8, 18, 32, 18, 8, 2 Kemiske egenskaber Oxidationstrin: 2 (stærkt basisk oxid) Elektronegativitet: 0,9 (Paulings skala) Fysiske egenskaber Tilstandsform: Fast Krystalstruktur: Kubisk rumcentreret Massefylde: 5,5 g/cm3 Smeltepunkt: 700 °C Kogepunkt: 1737 °C Smeltevarme: 8,5 kJ/mol Fordampningsvarme: 113 kJ/mol Varmeledningsevne: (300 K) 18,6 W·m–1K–1 Magnetiske egenskaber: Ikke magnetisk

Radium (af latin radius, "stråle") er det 88. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Ra: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette stærkt radioaktive jordalkalimetal som et hvidt metal.

Indholdsfortegnelse 1 Kemiske egenskaber 2 Tekniske anvendelser 3 Forekomst 4 Historie 5 Isotoper af radium

[redigér] Kemiske egenskaber

Radium har kemiske egenskaber der minder om barium: Det angribes hurtigt af atmosfærisk luft, hvorved det bliver sort — muligvis på grund af et nitrid der dannes sammen med luftens indhold af kvælstof. Radium reagerer voldsomt med vand, under dannelse af radiumhydroxid og gasformig brint.

[redigér] Tekniske anvendelser

Radium kan sammen med beryllium frigive neutroner, hvilket udnyttes som en neutronkilde til fysiske eksperimenter. Stoffet bruges også, primært i form af radiumklorid, i medicinske sammenhænge i behandlingen af visse former for kræft. Radium-233 er ved at blive afprøvet som et muligt middel i behandlingen af metastaser i knoglerne.

I mange andre sammenhænge hvor man tidligere benyttede radium som radioaktiv kilde, bruger man idag i stigende grad isotoper som kobolt-60 og cæsium-137, fordi disse alternativer er sikrere og i mange tilfælde mere effektive.

[redigér] Forekomst

Radium er et henfaldsprodukt af uran, og findes derfor i alle uran-holdige mineraler. Curie udvandt oprindeligt radium af begblende fra Bøhmen, men der ud over findes stoffet i carnotit-holdigt sand fra Colorado i USA, og i forekomster i den Demokratiske Republik Congo og Canada. Desuden kan man udvinde radium af de affaldsstoffer der kommer af behandlingen af uran til atomkraft.

[redigér] Historie

Radium blev opdaget i 1898 af Maria Skłodowska-Curie og hendes mand Pierre, da de undersøgte mineralet begblende: Selv efter at have fjernet uranet, var det resterende materiale stadig radioaktivt. Det lykkedes dem at udskille "det radioaktive"; det bestod primært af barium, men det brændte med en intens rød flamme, og havde spektrallinjer man ikke kendte fra noget andet grundstof.

I 1902 isolerede Curie sammen med Andre Debierne rent, metallisk radium, ved elektrolyse af en opløsning af ren radiumklorid med en elektrode af kviksølv samt destillation i en atmosfære af brint.

Omkring begyndelsen af det 20. århundrede blev radium og dets radioaktive stråling præsenteret som lidt af et mirakelmiddel mod snart sagt hvad som helst, og blev tilsat alt fra cremer til tandpasta og sågar madvarer. Da man opdagede de alvorlige bivirkninger ved radioaktiviteten, gik det dog hurtigt "af mode", og blev sågar forbudt visse steder.

[redigér] Isotoper af radium

Alle 25 kendte isotoper af radium er radioaktive, og naturligt forekommende radium består af fire isotoper, hvoraf ²²⁶Ra er den mest udbredte og den mest "sejlivede" med en halveringstid på 1602 år. På grund af den relativt korte halveringstid er strålingen fra radium meget intens; radium udsender over en million gange så meget stråling som en tilsvarende mængde uran.

Den menneskelige organisme behandler radium som calcium, og blandt andet ophober det i knoglerne — herfra nedbryder den radioaktive stråling benmarven. I 1930'erne viste symptomerne sig i mennesker der arbejdede med stoffet, specielt i form af selvlysende maling: Sår, blodmangel og kræft i knoglerne.