Suez-krigen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen skal findes på diskussionssiden, ellers kan denne skabelon fjernes.

Erobringen af Sinai-halvøen, 1. november - 5. november 1956.

Suez-krigen (Hebraisk: מבצע קדש), (Arabisk: أزمة السويس - العدوان الثلاثي), også kaldet Suez-krisen, var en væbnet konflikt udkæmpet på ægyptisk territorium i 1956 mellem på den ene side Israel, Storbritannien og Frankrig og på den anden side Ægypten.

Gamal Abdel Nasser styrtede i 1952 kong Farouk af Ægypten og stod frem som Ægyptens stærke mand. Han drømte om at blive en stor statsmand og gøre landet til en magtfaktor i Mellemøsten. Storbritanniens kontrol over Suez-kanalen gjorde dette vanskeligt, og samtidig havde Ægypten brug for flere våben for at kunne blive en førende militærmagt i regionen.

Nasser købte våben i Tjekkoslovakiet og optog lån for at finansere opkøbet. Samtidig havde Ægypten gang i et stort projekt for at skabe sikrere vilkår for jordbrug langs Nilen. Man ville bygge en dæmning i den sydlige del af landet ved Aswan, både for at kontrollere den enorme flod og for at skaffe mere elektricitet til landet. Nasser havde brug for vestlig kapital og ekspertise for at bygge dæmningen.

USA forhandlede, men valgte at sige nej til at støtte projektet, hovedsagelig af økonomiske grunde. Storbritannien sagde også nej, men mest af politiske grunde. Storbritanniens premierminister Anthony Eden mente, at Nasser var en trussel mod Storbritanniens indflydelse i området.

Nasser måtte altså skaffe midler til Aswandæmningen på anden vis, og derfor valgte han i 1956 at nationalisere og overtage Suez-kanalen uden at kompensere Storbritannien og Frankrig, som var de to aktionærer i selskabet, der ejede kanalen. FN forsøgte at mægle mellem parterne, men hverken Frankrig eller Storbritannien var interesseret i en fredelig løsning. Udover økonomiske grunde havde Frankrig også mistanke om, at Nasser støttede Algeriets frigørelsesbevægelse, FLN, i dens kamp mod Frankrigs styre dér.

Israel var heller ikke begejstret for det nye styre i Ægypten, som stadig kom med trusler mod landet. De tre lande indgik derfor et uofficielt samarbejde og udarbejdede en plan for at stoppe Nasser. Israel, som var plaget af terrorister fra den ægyptiske Sinai-halvø, gik til angreb på Ægypten gennem Sinai-ørkenen. I løbet af kort tid nærmede Israel sig kanalen fra øst. Storbritannien og Frankrig gjorde det klart, at de opfattede krigen som en trussel både mod freden og mod færdsel på Suez-kanalen. De forlangte derfor, at både Ægypten og Israel skulle holde sig mindst 10 km fra kanalen. Denne skulle besættes af tropper fra Storbritannien og Frankrig. Israel sagde som aftalt ja, mens Ægypten som ventet sagde nej. Dermed gik Storbritannien og Frankrig ind i kanalzonen.

Begge disse lande var klar over, at USA og Sovjetunionen ville blive rasende over det, som skete, men de havde også regnet med at komme eventuelle reaktioner i forkøbet ved at være i kanalzonen, inden supermagterne nåede at reagere. Imidlertid nåede USA at reagere meget hurtigt, og det gjorde det gennem FN. Storbritannien og Frankrig nedlagde veto i sikkerhedsrådet, men i generalforsamlingen kunne de ikke gøre det. Stillet overfor USA's reaktion, Sovjetunionens trusler om brug af atomvåben mod London og Paris samt visheden om, at de slet ikke havde ret til at rykke ind i kanalzonen, gav Storbritannien og Frankrig op. Krigen resulterede derefter i, at en FN-styrke blev placeret langs den ægyptisk-israelske grænse. En del danske FN-soldater gjorde tjeneste her i årene 1957-67.

Det er ingen tvivl om, at Storbritannien og Frankrig tabte stort i verdens øjne på deres handlemåde. Sovjetunionen vandt mest. For det første stillede man op som Ægyptens forsvarer, noget USA ikke så godt kunne gøre med overbevisning efter at have givet russerne en kold skulder i forbindelse med bygningen af Aswandæmningen. For det andet førte den alvorlige krise i Suez til, at opmærksomheden blev afledt fra opstanden mod Sovjetunionen i Ungarn. Opstanden blev slået ned, uden at nogen internationalt fik reageret.

At USA havde nægtet at støtte Storbritannien og Frankrig, førte til en meget negativ stemning imellem landene. Forholdet mellem Frankrig og USA ændrede sig i negativ retning, og det er aldrig blevet helt godt igen. Derimod kom det som en stor overraskelse for verden, at USA og Sovjetunionen kunne opnå enighed om noget. I Storbritannien førte det til, at premierminister Eden måtte gå af, og hans lange karriere som politiker fik en trist slutning.

Det måske vigtigste resultat af Suez-krisen var, at det blev endnu mere klart for verden, at når USA og Sovjetunionen sagde nej, så kunne ingen andre stille noget op. De to landes status som supermagter blev endnu tydeligere.