Sinai-halvøen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Sinai-halvøen er en halvø i det Røde Hav mellem Suezbugten mod vest og Akababugten mod øst. Området nord for den egentlig halvø op til Middelhavet afgrænset af Suez-kanalen mod vest og den ægyptisk-israelske grænse mod øst medregnes normalt til Sinai. Området er den østligste del af Asien syd for Middelhavet.

Sinai består næsten udelukkende af bjerge og ørken. Der er kun nogle enkelte bosættelser langs Akababugten, specielt Taba mod tæt ved Israel, og ved Middelhavskysten nær Gazastriben. Derudover finder man turistbyen Sharm el Sheik på spidsen af Sinai.

Ifølge Bibelen var det på et bjerg i Sinai at Moses modtog de ti bud.

[redigér] Nyere historie

Indtil tidligt i det 20. århundrede hørte Sinai under Det Osmanniske Rige. I 1906 blev det en del af det dengang britisk-kontrollede Ægypten.

I 1948 passerede ægyptiske tropper Sinai på deres vej mod den israelske uafhængighedskrig. Israel besatte det nordøstlige hjørne af Sinai, men trak sig tilbage efter våbenhvileaftalen i 1949.

I 1956 blokerer Ægypten den israelske havneby Eilat i Akababugten, og forhindrer israelsk trafik gennem Suez-kanalen. Det får Israel til at invadare Sinai med fransk og britisk støtte under Suez-krigen. De trækker sig i foråret 1957 efter stærkt pres fra USA og Sovjetunionen.

I 1967 bliver Eilat igen blokeret. I den efterfølgende Seksdageskrig bliver de ægyptiske tropper besejret, og Israel besætter hele Sinai-halvøen, og Suez-kanalen som kommer til at udgøre grænsen mellem israelsk og ægyptisk kontrolleret territorium, bliver lukket.

I 1973 generobrer Ægypten den vestligste del af Sinai i Yom Kippur-krigen, og Suez-kanalen genåbnes efterfølgende i 1975.

I 1979 enes Ægypten og Israel om en fredstraktat, hvorefter Israel påbegynder en gradsvis tilbagetrækning fra Sinai som tilendebringes i 1982.