V2-raket
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
V2 (Vergeltungswaffe 2, «Gengældelsesvåben 2»), egentlig A4 (Aggregat 4), var et tidlig ballistisk missil udviklet af den tyske hær i løbet af Anden Verdenskrig, og brugt mod mål i det sydøstlige England og senere Belgien. Det var forløberen til alle senere raketter udviklet under Den Kolde Krig, og teknologien blev senere brugt til at sende mennesker til månen og sonder udenfor vort solsystem. V2 var et langt mere sofistikeret våben end sin forløber V1. Udviklingen af missilet fandt sted ved hærens forskningsstation i Peenemünde og blev ledet av Wernher von Braun, som senere ledede USAs rumfartsprogram og blev direktør for NASA. V2 rakettervne blev ved slutningen af krigen produceret i Nordhausen ved Mittelwerke/Dora-Mittelbau. Fanger fra koncentrationslejren Dora, byggede produktionsanlægget for raketterne/raketmotorene og deltog i selve produktionen.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] V2-rakettens forhistorie
Den første tyske model af en V2-raket blev opsendt den 3. oktober 1942. Færden varede lidt mere end 5 minutter, og raketten nåede en højde på 85 km. Forud for denne begivenhed havde der været mange års forskning både i hvilket brændstof, der var det optimale, og hvilket sprængstof der ville være det bedste.
Allerede i 1927 var der tyske rumforskere som begyndte at studere væskedrevne raketter. I december 1934 blev én af de første raketter med flydende brændstof bestående af alkohol og flydende oxygen præsenteret og affyret med succes af tyskeren Wernher von Braun. Den hed A2, hvor A’et stod for Aggregat. Man gjorde meget ud af at forske i brugen af ethanol, da det var meget lettere tilgængeligt end olie for Tyskland under Anden Verdenskrig. Ethanolen udvandt man fra kartofler. Stabiliteten ved raketterne var dog et problem for Wernher von Braun, så hans forskerteam gik videre med udviklingen af A3 og A4, som senere i 1944 blev omdøbt til V2.
De nye raketter udviklede sig nu hurtigt til at blive farlige våben. Forskerne opnåede at få raketternes rækkevidde op på 175 km med en last på helt op til et ton sprængstof. Man ønskede ikke, at oplysninger skulle slippe ud fra forskningslaboratoriet, som på dette tidspunkt lå nær Berlin, så man flyttede det hele op til Østersøen, hvor man også havde bedre plads til prøvesprængninger og lignende.
Den egentlige produktion af V2-raketterne startede i 1943. De allierede var på dette tidspunkt godt klar over, at tyskerne nu havde et meget farligt våben. Ved en prøvesprængning ved Blizna i Polen fandt polske modstandsmænd en raket, som ikke var detoneret, og den videregav de til det britiske efterretningsvæsen, som dermed fik en ide om, hvor langt tyskerne var i udviklingen. Briterne fik også oplysningen om, at forskningscenteret lå ved Østersøen, hvorefter de bombede det. Denne bombning forsinkede det tyske projekt meget, da mange af de vigtigste medarbejdere blev dræbt.
[redigér] Tekniske detaljer
V2-raketten var ubemandet, og den var selvstyrende og ballistisk. Ballistisk vil sige, at når raketten har sit ”take-off”, kører den på egne kræfter, indtil den når en vis højde, hvorefter motoren stopper, da der på det tidspunkt ikke er mere brændstof tilbage. Raketten går så i frit fald, kun styret af tyngdekraften.
V2-raketten blev drevet af en blanding af vand (25%) og alkohol (75%) sammen med flydende oxygen. Pumperner der førte brændstof og ilt til forbrændingskammeret var drevet af dampturbiner. Dampen fik man fra 80% hydrogenperoxid (brintoverilte) med natriumpermanganat som katalysator. Containerne, som indeholdt brændstoffet, var fremstillet af aluminium, der var et meget dyrt materiale på den tid.
For at få forbrændingen i gang behøvede man ikke nogen gnist som f.eks. fra et tændrør. Det skyldtes, at når de to stoffer, alkohol og flydende oxygen, kom i kontakt med hinanden, antændte denne blanding sig selv. Sammenblandingen skete inde i forbrændingskammeret. I forbrændingskammeret nåede man hurtigt en temperatur på 2.500-2.700 grader Celsius. Alkoholen blev ledt uden på forbrændingskammeret, inden indsprøjtningen til forbrændingsmotoren, hvilket medvirkede til at afkøle forbrændingskammeret. Samtidig blev brændstoffet varmet op, så det havde nemt ved at brænde, når det kom ind i forbrændingsmotoren. Alkoholen blev pumpet ind i forbrændingsmotoren gennem 1224 dyser, som hele tiden sikrede, at der var den rette blanding af alkohol og oxygen.
Motoren udviklede op til 25 ton trykkraft og kunne bringe raketten op i en højde af ca 90 km. Rækkevidden var ca 350 km og den maksimale hastighed ved nedslaget var ca 3500 km/h.
Den samlede vægt på affyringstidspunktet var 12,7 ton, hvoraf sprænghovedet vejede ca. 1 ton.
V2-raketten blev styret af et inertielt navigationssystem, som kunne styre 4 udvendige og 4 indvendige ror lavet af grafit. Inde i V2-raketten sad også et gyroskop. Senere begyndte man at styre V2-raketten ved hjælp af radiosignaler fra jorden.
[redigér] Produktion
V2 blev produceret i underjordiske produktionsanlæg (Mittelbau) nær byen Nordhausen i den sydlige del af Harzen. Produktionen blev overvejende varetaget af tvangsarbejdere og KZ-fanger. Ialt var ca. 60.000 KZ-fanger beskæftiget i Mittebau, hvoraf ca. 25.000 døde.
I alt blev der produceret ca. 4,500 V2 raketter mellem august 1944 og marts 1945.
[redigér] Præcision
Problemet med de tyske V2-raketter var, at deres præcision var meget ringe. Vi kan bruge begrebet circular error probability, forkortet CEP. På dansk betyder det den omkreds, som raketten vil ramme indenfor i mindst 50 % af tilfældene. V2-raketten havde et CEP-tal på 17, hvilket vil sige, at raketten i 50 % af tilfældene ville ramme sit mål inden for en afstand af 17 km. Dermed kunne tyskerne ikke bruge raketten til at ramme specifikke bygninger, såsom våbenfabrikker, men derimod var den god til at ramme større byer som f. eks. London og Antwerpen. Helt nye og moderne missiler kan have en rækkevidde på op mod 10.000 km og alligevel have en præcision på 100 meter.
[redigér] Se også
