Ægyptens historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Værktøj og andre arkæologiske fund viser, at der har levet mennesker i Nildalen i mere end 60.000 år. Det er begyndelsen på Ægyptens historie. Omkring 3300 f.Kr. dukker en dominerende politisk og religiøs kultur op. Perioden efter 3300 f.Kr. indtil Alexander den Stores erobring af Ægypten betegnes for Det gamle Ægypten. (Se denne artikel for detaljer)

[redigér] Den græsk-romerske Periode

Det ptolemæiske Ægypten var en af stormagterne i den hellenistiske verden; af og til bredte dets herredømme sig over dele af Syrien, Lilleasien, Cypern, Libyen, Fønikien og andre lande. Under ptolemæerne blev Alexandria et kulturelt og intellektuelt center i den gamle verden. Der var flere ptolemæiske prinsesser ved navn Kleopatra, men "den rigtige" var Kleopatra VII. Som 17-årig bliver hun gift med sin yngre broder, Ptolemæus XII. Men Cæsars hjælp lykkes det Kleopatra at få væltet ham fra tronen, hvorefter hun gifter sig med en anden broder. Hun følger den sejrende Cæsar til Rom og føder ham (vistnok?) en søn, Cæsarion. Efter Cæsars død kommer Marcus Antonius til Ægypten, og også han bliver tryllebundet af den smukke dronning, som regerer sammen med sønnen Cæsarion, som bærer navnet Ptolemæus XIV. Efter nederlaget ved Actium i år 30 f.Kr. til den unge Octavian begår Kleopatra selvmord, mens Octavian bliver Roms første kejser under navnet Augustus. Hermed slutter den ptolemæiske linje.

I næsten syv århundreder efter Kleopatras død kontrollerede romerne Ægypten. De behandlede landet som en værdifuld kilde til rigdom og profit og var afhængige af dets kornforsyninger. Da den romerske kejser Konstantin kom til magten, konverterede han til kristendommen; i 313 e.v.t. gav han kejserlig stadfæstelse af den kirkelige doktrin. Den nye romerske ortodoksi var på mange måder i uoverensstemmelse med den etablerede kristendom i Ægypten, kendt som "koptisk" kristendom. Der opstod religiøse konflikter. Til sidst udskilte kopterne sig og udpegede deres egen patriark i Alexandria.

Israel/Ægypten Skriv noget om forholdet mellem Israel og Ægypten i denne tid. Om hungersnød, flugt til Ægypten, slavearbejde. Moses, der fører folket ud af Ægypten, over Det røde Hav, 40 år i Sinai ørkenen. Og historien om Josef, som sælges af sine brødre til ægyptiske handelsmænd. osv.

[redigér] Islam

I år 639 erobrer araberne Ægypten fra det byzantinske rige og introducerer det arabiske sprog og Islam. Det arabiske kalifat har sin hovedstad i Damaskus og siden i Bagdad. Kunsten begynder igen at blomstre med elegante offentlige bygninger og paladser. I 969 erobrer det shiitiske dynasti, Fatimiderne, Ægypten og etablerer Kairo som sin hovedstad. Fra den periode stammer al-Azhar moskeen og det tilhørende universitet. Dette styre varer til 1171, hvor Saladin erobrer Ægypten og slår det sammen med Syrien. Desuden konverteres Ægypten til Sunni Islam. I 1250 gør mamelukkerne, som oprindelig er kommet til Ægypten som krigsfanger, oprør og vinder magten. Under deres styre bliver Ægypten et vigtigt kulturelt, militært og økonomisk centrum. I 1517 bliver Kairo erobret af sultan Selim I, som reducerer Ægypten til en provins i det Osmanniske Rige. Tre år senere kommer Suleiman den Store på tronen i Konstantinopel.

[redigér] 1798-1939

foto fra det 19. århundrede

Det ottomanske styre består indtil 1798, hvor en fransk ekspedition under ledelse af en ung officer ved navn Napoleon Bonaparte invaderer Ægypten. Formålet er at blokere den engelske adgang til Indien. I slaget ved Abukir i 1798 tilintetgør englænderne de franske styrker, som må forlade landet i 1801. Den kortvarige besættelse får dog stor indflydelse på Ægyptens fremtid som følge af kontakten med vesten. Magtkampen efter at franskmændene har forladt landet ender lidt besynderligt med, at Muhammad Ali Pasha, en albansk officer i den ottomanske hær, får magten. I 1811 erobrer han Ægypten fra mamelukkerne, og de følgende år gennemfører han adskillige militæroperationer mod Arabien og Sudan. I 1824 sender han en ægyptisk styrke for at hjælpe den ottomanske sultan med at undertrykke den græske frihedskrig, men den ægyptiske og den græske flåde ødelægges i slaget ved Navarino. Da sultanen afslår Muhammad Alis krav om Syrien som betaling, erobrer han Syrien og styrer det i syv år. Endelig slår Muhammad Ali i 1841 den ottomanske sultan, som nu tvinges til at acceptere Muhammad Ali som enevældig regent over Ægypten. Under hans styre gennemføres flere reformprogrammer, og grunden lægges til det moderne Ægypten.

Efter Muhammad Ali begynder det at gå tilbage med økonomien på trods af åbningen af Suezkanalen i 1869 - bygget med fransk hjælp. Da det kniber med tilbagebetaling af udenlandske lån, tvinges Ægypten i 1875 til at afstå størsteparten af aktierne til England. I 1881-82 hjælper englænderne med at nedkæmpe et nationalistisk oprør, hvilket ender med, at England sætter sig på magten i Ægypten og udnævner en engelsk administrator. Ved udbruddet af første verdenskrig i 1914 gør England Ægypten til et protektorat og anvender det som base for sine operationer i Mellemøsten. I 1922 afsluttes protektoratet med, at Ægypten bliver et monarki under kong Fuad. I 1937 efterfølges han af kong Farouk, og de engelske tropper trækker sig ud af Ægypten, bortset fra Suez-området.

[redigér] 1939 til i dag

Under anden verdenskrig går Ægypten sammen med England mod Tyskland. Efter krigen vokser de nationalistiske følelser, især efter arabernes nederlag til Israel i 1948. I 1952 overtager hæren kommandoen og tvinger kong Farouk, som mest er blevet kendt for sit playboy tilværelse, til at træde tilbage. I 1953 afskaffes monarkiet, og Ægypten bliver en republik med general Muhammad Naguib som landets første præsident. I 1954 tvinger oberst Gamal Abdel Nasser, Naguib til at træde tilbage og bliver selv præsident. Da vesten afviser at finansiere den ønskede Aswan dæmning, nationaliserer Nasser Suezkanalen i 1956, hvorefter England, Frankrig og Israel invaderer Ægypten. Efter pres fra USA, Sovjetunionen og FN må de dog snart trække sig tilbage. Nassers omdømme i den arabiske verden vokser til skyhøjde.

I 1967 udbryder den såkaldte 6-dages krig mellem Israel og de arabiske stater. Israels luftvåben angriber og ødelægger de ægyptiske fly på jorden, ligesom israelerne slår ægypterne i Sinai, som kommer under israelsk besættelse.

Menachem Begin, Jimmy Carter, og Anwar Sadat, underskrev en foreløbig fredsaftale, juli 1978.

Nasser dør i 1970 og efterfølges af sin vicepræsident, Anwar Sadat. I juli 1972 beordrer Sadat 20.000 sovjetiske militærrådgivere og eksperter til at forlade landet, da Sovjetunionen ikke vil levere de ønskede våben til tilbageerobring af de israelske besættelser. Under et overraskelsesangreb den 6. oktober 1973 passerer ægyptiske styrker Suezkanalen og trænger ind i Sinai, samtidig med, at syriske styrker rukker ind i Golan højderne. Under den såkaldte 3-dages krig lykkes det ægyptiske tropper at genvinde en del af Sinai. I 1974 genoptager Ægypten og USA diplomatiske forbindelser. I september 1975 har Ægypten og Israel under medvirken af USA flere fredsforhandlinger. I november 1977 tager Sadat et dramatisk skridt mod fred med Israel ved at besøge Jerusalem og tale i Knesset. Året efter er præsident Jimmy Carter vært ved fredsforhandlinger i Camp David mellem præsident Sadat og den israelske premierminister Menachem Begin, og de underskriver en foreløbig fredsaftale. Den endelige aftale underskrives den 26. marts 1979 i Washington. Efter israelsk tilbagetrækning fra Sinai etablerer Ægypten og Israel diplomatiske forbindelser - til stor forbitrelse i store dele af den arabiske verden.

Så stor er forbitrelsen, at Sadat i 1981 bliver dræbt af muslimske fundamentalister. Hans efterfølger Hosni Mubarak opfylder den indgåede fredsaftale, men kritiserer kraftigt de manglende fremskridt i det palæstinensiske problem. Mubarak arbejder på at forbedre forholdene til de øvrige arabiske nationer og bliver igen medlem af "Islamic Conference Organization" og Den Arabiske Liga. Under Golfkrigen i 1991 deltager ægyptiske tropper på den allierede side. På trods af modstand fra muslimske kræfter bliver Mubarak dog genvalgt i 1987, 1993 og 1999. Egyptens rolle som fredsmægler i den mellemøstlige fredsproces giver landet en meget stor betydning i regionen. Ægypten er ved at omlægge sin økonomi fra at være statsdirigeret til at være mere markedsorienteret med liberalisering og privatisering.