Falanks
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Falanksen var en formation brugt af hære i antikken, og kendes tidligst fra sumererne og var i brug, til de blev erstattet af den romerske legion. Falanksen bestod af infanterister (græsk: hoplitter) i flere geledder, der i tæt formation skjulte sig bag deres skjolde (græsk: hoplon).
Falanksen blev brugt således, at den marcherede mod fjenden i tæt formation, hvor den med lanser eller spyd forsøgte at bryde fjendens falanks. Kun forreste geled var i kamp; de bagerste pressede på med skjolde for at holde presset på fjenden. Samtidig blev der suppleret op bagfra, når nogen faldt.
Falanksen var en stabil formation, og de fleste tab i en falanks kom derfor først, når formationen brød sammen.
