Lissabon
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lissabon (Lisboa) er Portugals hovedstad og største by. Det er den vestligste hovedstad i Europa. Byens grænser er snævert defineret af de historiske grænser, hvilket har gjort, at flere forstadsbyer stadig eksisterer som selvstændige administrative enheder i omegnen af Lissabon. Dette gælder f.eks. Loures, Amadora, Oeiras, Odivelas og Sacavém.
Selve Lissabon har omkring 560.000 indbyggere, og Stor-Lissabon (medregnet de administrativt selvstændige forstadsområder) har over 2.500.000 indbyggere.
Byen er faktisk ældre end Rom og alle andre hovedstæder i Vesteuropa. Legenden fortæller, at byen fik sit romerske navn, Olisipo efter den græske helt Odysseus, som på sin rejse tilbage fra Troja tog sig tid til at standse her for at forføre nymfen Calypso. Af sorg over hans afsked forvandlede hun sig til en slange, hvis bugter dannede de 7 høje, som byen ligger på.
Romerne overtog byen efter fønikerne og udnævnte Lissabon til hovedstad i provinsen Lusitania. Maurerne (araberne) erobrede Lissabon i 714 og holdt den de næste 400 år. Byens oprindelige vækst og betydning skyldes dens heldige beliggenhed og dens beskyttede havn. Vasco da Gama sejlede til Indien fra Lissabons forstad Belém i 1497 og gav Portugal monopol på handel med krydderier fra Østen. da Gama havde således mere held med sit forehavende end Columbus, som 5 år tidligere sejlede vestpå for at finde Indien - men i stedet fandt Amerika. I de næste 200 år havde det lille Lissabon større indtægter end nogen anden by i Europa.
Lissabon har været udsat for mange jordskælv gennem sin historie. I 1755, da de fleste af byens indbyggere var samlet i kirkerne for at fejre Alle Helgens Dag, indtraf det største jordskælv nogensinde i Europa. Indbyggerne løb mod havnen for at undgå de ildebrande, som brød ud. Byen blev oversvømmet af en bølge 4 etager høj. På få timer mistede Lissabon en tredjedel af sine indbyggere.
De fleste steder i byen ligger inden for en spadsereturs afstand. Der findes ganske vist en metro med hovedstationer ved Praca dos Restauradores og Rossio, men den dækker så lille en del af byen, at det næsten ikke kan betale sig at anvende den. Der sælges billetter på alle stationer. Elektriske sporvogne kører overalt i byen. Busser er især anvendelige, hvis man vil besøge steder udenfor Lissabon.
Søren Sørensen har skrevet sin version af verdenshistorien, hvorfra dele af denne artikel stammer. |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |