Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
VM i fodbold 1982 blev afviklet i Spanien.
Selve VM-titlen gik til Italien, der slog Vesttyskland i finalen med cifrene 3-1. For italienerne var det det tredje verdensmesterskab.
- Denne VM-slutrunde var den første, hvortil hold fra alle FIFA's seks konføderationer kvalificerede sig.
- Algeriet, Cameroun, Honduras, Kuwait og New Zealand deltog i en VM-slutrunde for første gang.
- Italiens Paolo Rossi blev topscorer med 6 mål.
- Nordirlands angriber Norman Whiteside VM-debuterede i kampen mod Jugoslavien i en alder af 17 år og 42 dage. Dermed blev han den yngste spiller nogensinde ved en VM-slutrunde – en rekord der stadig holder.
- I Ungarns sejr på 10-1 over El Salvador blev der sat flere rekorder:
- Ungarn satte med 10 mål ny rekord for flest scorede mål af et hold i en VM-slutrundekamp. Denne rekord holder også stadig.
- Med 9 måls sejren tangerede kampen rekorden for den største sejr (og dermed også største nederlag) ved en VM-slutrunde – en rekord der i forvejen var delt mellem kampene Ungarn - Sydkorea 9-0 (1954) og Jugoslavien - Zaire 9-0 (1974), og som stadig holder.
- Det er den VM-slutrundekamp, hvori der er scoret næstflest mål (11 mål) nogensinde, kun overgået af 12-målskampen Østrig - Schweiz 7-5 (1954).
[redigér] Kvalifikation
- Se Kvalifikation til VM i fodbold 1982
[redigér] Indledende runde
De 24 hold var inddelt i seks grupper a fire hold, der spillede alle-mod-alle. De to bedste hold fra hver gruppe gik videre til mellemrunden.
De 12 tilbageværende hold blev inddelt i fire nye grupper a tre hold, der spillede alle-mod-alle. De fire gruppevindere gik videre til semifinalerne.
| Dato |
Kamp |
Resultat |
Stadion |
Tilskuere |
| Semifinaler |
| 8.7. |
 Polen |
 Italien |
0-2 |
Nou Camp, Barcelona |
50.000 |
|
0-1, 0-2 Paolo Rossi (22., 73.) |
| 8.7. |
 Vesttyskland |
 Frankrig |
3-3 efs. |
Estadio Ramón Sánchez Pizjuán, Sevilla |
70.000 |
|
1-0 Pierre Littbarski (17.), 1-1 Michel Platini (26. str.), 1-2 Marius Trésor (92.),
1-3 Alain Giresse (98.), 2-3 Karl-Heinz Rummenigge (102.), 3-3 Klaus Fischer (108.) |
|
Vesttyskland vandt efter 5-4 i straffesparkskonkurrence. |
| Bronzekamp |
| 10.7. |
Polen |
Frankrig |
3-2 |
Estadio José Rico Pérez, Alicante |
28.000 |
|
0-1 René Girard (13.), 1-1 Andrzej Szarmach (40.), 2-1 Stefan Majewski (44.),
3-1 Janusz Kupcewisz (46.), 3-2 Alain Couriol (72.) |
| Finale |
| 11.7. |
Italien |
Vesttyskland |
3-1 |
Estadio Santiago Bernabéu, Madrid |
90.000 |
|
1-0 Paolo Rossi (57.), 2-0 Marco Tardelli (69.), 3-0 Alessandro Altobelli (81.), 3-1 Paul Breitner (83.) |
- efs.: efter forlænget spilletid.
- Estadio José Rico Pérez, Alicante
- Nou Camp, Barcelona
- Estadio Sarriá, Barcelona
- Estadio San Mamés, Bilbao
- Estadio Muncipal de Riazor, La Coruña
- Nuevo Estadio, Elche
- El Molinón, Gijón
- Estadio Santiago Bernabéu, Madrid
- Estadio Vicente Calderón, Madrid
- La Rosaleda, Málaga
- Estadio Carlos Tortiere, Oviedo
- Estadio Ramón Sánchez Pizjuán, Sevilla
- Estadio Luis Casanova, Valencia
- Estadio José Zorrilla, Valladolid
- Estadio Balaidos, Vigo
- Estadio La Romareda, Zaragoza
[redigér] Kilder / eksterne henvisninger
