Jugoslavien
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Jugoslavien (flertydig). (artikler, som begynder med Jugoslavien)
Jugoslavien var et land på den vestlige del af Balkan-halvøen (ordet Jugoslavija kommer fra den serbokroatiske ord "južni Slaveni" som betyder "sydlige slaver").
Under sin eksistensperiode havde Jugoslavien følgende navne:
- Kongeriget af Serber, Kroater og Slovener (1. december 1918 - 3. oktober 1929).
- Kongeriget Jugoslavien (3. oktober 1929 - 17. april 1941 da kongeriget opløses efter kapitulationen).
- FNRJ - Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien (29. november 1945 - 1963). (I byen Jajce afholdtes den 2. Partisankongres den 29. og den 30. november 1943 hvor det besluttedes at der skulle dannes en føderativ stat efter befrielsen og den 29. november 1945 udråbtes den nye FNRJ)
- SFRJ - Den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien (1963 - 27. april 1992).
- SRJ - Forbunds Republikken Jugoslavien (27. april 1992 - 4. februar 2003)
- Serbien og Monte Negro (siden 4. februar 2003)
I hele landets eksistensperiode var Beograd hovedstad.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Forfatning, stater og folkeslag
Ifølge forfatningen af 1946 var Jugoslavien en føderativ republik, da kongedømmet afskaffedes ved en proklamation den 29. november 1945.
Forfatningen ændredes i 1953, således at statens højeste myndighed, Folkets Forsamling, kom til at bestå af: Forbundsforsamlingen, valgt ved almindelig og hemmelig valgret med en repræsentant for hver 60.000 indb., samt med 70 repræsentanter valgt af forbundsrepublikkerne og de selvstyrende områder, og Producenternes Forsamling, valgt af de "producerende", dvs. organisationer for arbejdere, bønder, handel og transport etc. med en repræsentant for hver 70.000 af arbejderbefolkningen. Ministerstyret erstattedes af et af Folkets Forsamling valgt eksekutivråd, hvis formand var Jugoslaviens præsident. Samtidig fik enkeltstaterne og de lokale råd større magt, medens centralregeringen især beholdt udenrigspolitik og militærvæsenet.
Den tidligere Jugoslavien havde inden opløsningen i 1991 et areal på 256.393 km²., og 23.472.000 indbyggere.
Landet bestod af seks republikker, som ifølge grundloven var defineret som stater: Serbien (Srbija) (uden de autonome områder 5.754.000 indbyggere), inklusive 2 autonome områder: Vojvodina (i Serbien uden den kroatiske del 2.013.000 indbyggere) og Kosovo og Metohija (Kosovo i Metohija) til daglig kaldt Kosovo (1.955.000 indbyggere), Kroatien (Hrvatska) (4.760.000 indbyggere), Slovenien (Slovenija) (1.974.000 indbyggere), Bosnien og Hercegovina (Bosna i Hercegovina, til daglig kaldt for BiH) (4.366.000 indbyggere), Makedonien (Makedonija) (2.034.000 indbyggere) og Monte Negro (Crna Gora) (616.000 indbyggere).
Som multietnisk stat bestod Jugoslavien af 6 nationer: Montenegrinere (2,6 %), kroater (19,6 %), makedonere (6 %), muslimer (8,9 %), slovenere (7,8 %), serbere (36,3 %).
Selvom de var regnet som mindretal, var albanerne (2.150.000 indbyggere dvs. 8 %) mere talrige end tre af de jugoslaviske nationer tilsammen: montenegrinere, slovenere og makedonere. Foruden dem var der også ungarere, som med 426.000 indbyggere udgjorde 2 % af den samlede befolkning. Stor forskel i indbyggertallene (den største nation var 14 gange større end den mindste) bevirkede at den største nation havde mere indflydelse på landets politiske liv.
I Jugoslavien talte man 4 officielle sprog: serbokroatisk, kroatoserbisk, makedonsk og slovensk. Foruden dette havde alle indbyggere af et andet etnisk herkomst ret til at tale deres egen sprog: albansk, tyrkisk, ungarsk, rumænsk, roma (sigøjnersproget), tjekkisk, tysk, italiensk og mange andre.
Jugoslavien var også et multireligiøst land: serbere, montenegrinerne og makedonerne er ortodokse (45,4 %); kroaterne, slovenerne, samt det ungarske, slovakiske, tjekkiske og italienske mindretal, som boede i landet er katolikker (30,8 %), bosniere og det tyrkiske mindretal er muslimer (17 %).
[redigér] Historie
I oldtiden hørte området (som senere blev til Jugoslavien) til Romerriget og senere til det Byzantinske Rige. I det 7. århundrede begyndte slavernes indvandring. I det 12. århundrede dannede serberne en kraftig stat under Nemaniderne med storhedstid under Stefan Dušan (1331-1355).
Efter Østrig-Ungarns nederlag i 1. verdenskrig opfyldtes de serbiske forhåbninger om en sydslavisk stat, og den 1. december 1918 dannedes Kongeriget af Serber, Kroater og Slovenere. Det serbiske kongehus Karadjordjević blev hele Jugoslaviens kongehus, med Peter den 1. som konge (1918-1921). Ved hans død den 16. august 1921 overtog sønnen Aleksander den 1. magten.
Forfatningen af 1921 skabte et centraliseret Jugoslavien, domineret af serberne under Pasić, mens de øvrige befolkningsgrupper opponerede, især føreren af det kroatiske Bondeparti Stefan Radić, som blev skudt den 20. juni 1928 (sammen med 2 andre delegerede) i den Jugoslaviske Rigsdag af en montenegrinsk deputeret. Radić blev såret og overført til byen Zagreb hvor han døde dagen efter. Dette førte til en sådan uro, at for at undgå borgerkrig indførte Kong Alexander den 1. den 6. juni 1929 diktatur. Forfatningen blev sat ud af kraft, parlamentet opløst, der blev indført censur og nationale faner blev forbudt. I 1929 fik Kongeriget af Serber, Kroater og Slovenere navnet Kongeriget Jugoslavien. Yderliggående kroatere flygtede til udlandet hvor de oprettede terrorgrupper.
Den 3. september 1931 udsendte Jugoslaviens Kong Alexander den 1. kundgørelse om diktaturets afløsning af en parlamentarisk regeringsform.
I Mussolinis Italien fandt kroaten Ante Pavelić tilflugtssted og oprettede en terrorgruppe kaldet "Ustaša", hvis mål var at opløse Jugoslavien og oprette et fascistisk Kroatien efter italiensk forbillede (Den 10. april 1941 dannedes en formelt uafhængig aksemagtlydstat under navnet Nezavisna Država Hrvatska med Ante Pavelić som Poglavnik ("Fører"). Pavelić tog kontakt med den Makedonske terrororganisation VMRO (Den Indre Makedonske Revolutionær Organisation) (Vnatrešna Makedonska Revolucionarna Organizacija) og udførte fællesaktioner mod landet (overfald, likvideringer). Derefter gik de over til kongemord, da kongen var på besøg i Frankrig. Den 9. oktober 1934 kom Kong Alexander den 1. til Marseille og efter at bilen havde kørt et par hundrede meter på kajen, sprang en mand op på bilens dørtrin og affyrede en skydsalve. Den oprevede folkemængde lynchede morderen på stedet. Kongens sidste ord til sin udenrigsminister siges at have været: "Bevar mig Jugoslavien". Mordet sendte en chokbølge igennem Jugoslavien. Han efterfulgtes af den 10-årige Peter, og prinsregenten Pavle (Paul) blev udråbt som efterfølger. Efter mordet på Kong Alexander den 1., blev Ante Pavelić af en fransk domstol dømt til døden in absentia.
Den 24. marts 1937 underskrev Italien og Jugoslavien en ikkeangrebs- og handelskontrakt.
For at undgå borgerkrig krævede Kroatien i januar 1939 at løsrive sig fra Jugoslavien, og Prins Pavle gik med til at Kroatien fik selvstyre og den 26. oktober 1939 blev der skrevet en serbisk/kroatisk overenskomst.
Efter Hitlers annektering af Østrig blev han Jugoslaviens nabo. Han lovede og truede med at hvis Jugoslavien sluttede sig til aksemagterne ligesom de andre, gav han garanti for fred, for "ellers", og hvad det betød, vidste alle.
I 1941 truede Tyskland, Bulgarien og Rumænien Jugoslavien fra alle sider. Italien besatte Albanien og var parat til at angribe landet.
Den 25. marts 1941 gav prins Pavle efter og på slottet Belvedere i Wien underskrev Cvetković tilslutningen til aksemagterne (alliancen mellem Tyskland-Italien-Japan). Denne tilslutning blev ikke accepteret i Jugoslavien hvilket førte til statskup den 27. marts 1941. Da delegationen vendte hjem var kongen væltet af luftvåbnets general Simović. Regeringen blev afsat og prinsregent Pavle (Paul) flygtede i eksil til Grækenland, hvorefter den 17-årige Petar blev udråbt til konge og overtog regeringen. Hitler gav derefter ordre til at Jugoslavien skulle knuses politisk og militært.
Den 6. april 1941 blev Beograd bombet uden krigserklæring, og tyske tropper rykkede ind i Jugoslavien. Italien og Bulgarien rykkede også ind i Jugoslavien for at få deres bid af kagen. Da de tyske tropper marcherede ind i den kroatiske by Zagreb blev de af kroaterne hilst som befriere. De tyske tropers indmarch førte til oprør, og kongen måtte flygte og 11 dage efter hans flugt blev kapitulationen underskrevet og kongeriget opløses.
Efter 2. Verdenskrig gav et valg en national fællesliste 90 % af stemmerne, hvorefter kongedømmet afskaffedes trods Peters protest og Josip Broz "Tito" (kendt som Marskal Tito (eller Tito, som tog kampen op mod besættelsesstyrkerne, blev valgt til landets præsident.
Under sin eksistens, var Jugoslavien altid en torn i øjet på stormagterne på grund af dens geografiske beliggenhed, da alle veje mød østen førte igennem dens område, som alle ønskede at herske over (både Rusland (i 1948) og USA (i 1949) ønskede at oprette militærbaser i Jugoslavien, men Tito afviste begge landene).
Chancen for at splitte Jugoslavien kom efter hans død da de nationalistiske tilbøjeligheder, der havde været holdt i ave under Tito, brød ud i lys lue i begyndelsen af 1990-erne. Tyskland godkendte (efterfulgt af Danmark) Kroatiens løsrivelse og var dermed indirekte årsag til det kaos som opstod senere. Befolkningen i resten af Jugoslavien havde ikke glemt hvad tyskerne og kroaterne havde gjort under 2. Verdenskrig og dette fik bægeret til at flyde over.
[redigér] Mellem stormagterne
I dannelsen, vedligeholdelsen, eksistensen og splittelsen af Jugoslavien medvirkede også stormagterne, endda mere end dens egen befolkning. Sejrmagterne i den 1. Verdenskrig (Storbritannien, Frankrig, USA og Italien) støttede i 1918 dannelsen af Jugoslavien, ved at den slaviske befolkning blev forenet efter nederlaget af Østrig-Ungarn, dvs. forening af Kroater, Slovener og Serbere, dvs. forening af Kroatien, Slovenien, Bosnien og Hercegovina og Vojvodina, da stormagterne ønskede dermed 2 ting: at der med den nye stat dannedes en kraftig forhindring af en mulig ny tysk imperialisme (deres "Drang nach Östen") samt for at danne hindring mod udbredelse af bolsjevismen fra Rusland. Dermed blev Jugoslavien et meget vigtigt element som opstod mellem to de verdenskrige.
Jugoslavien, instrumentaliseret fra stormagterne mellem to de krige, blev splittet af Aksemagterne (Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien) i 1941, som på en anden tragisk måde bekræftede at dens skæbne ikke var i folkets egne hænder.
Sejrmagterne i den 2. Verdenskrig (Storbritannien, USA og Sovjet Unionen) støttede genopbygningen af Jugoslavien fordi deres mål var at gendanne alle lande som Hitler ødelagde.
Efter slutningen af den 2. Verdenskrig, var Titos kommunistiske Jugoslavien fra 1945 til 1948 den mest trofaste, mest eksemplariske og den bedste allierede for Sovjet Unionen. Efter uenigheden mellem Tito og Stalin i 1948, opnåede Jugoslavien status af blokfri stat, men var på en mærkeligt måde var koblet ind i den såkaldte "kolde krig". Jugoslavien løsrev sig i 1948 fra den sovjetiske satellitregime men da det var før dannelsen af NATO-pagten i 1949 og før dannelsen af Warszawa pagten i 1955, tolerede begge disse pagter den blokfrie position af Jugoslavien, og det helt til opløsningen af det Sovjetiske imperium.
[redigér] Et blandet land med omskiftelige forhold
Jugoslavien var sammensat af forskellige nationer, sprog, kulturer og religioner. Foruden dette havde de fra fortiden arvet elementer fra 4 forskellige kultur-civiliserede tider: den byzantinske, middelhavs, middeleuropas og den islamiske, som alle har efterladt aftryk i den fælles liv hos den sydslaviske befolkning. Forskellen i moderniseringen og i levemåden i Jugoslavien var støre end mellem den mest og mindst udviklede land i Europa. For eksempel, den nationale indtægt i Slovenien var 7 gange støre end i Kosovo. Desuden skal det også nævnes en anden meget vigtig faktor: mens den jugoslaviske befolkning i gennemsnit havde 2-3 børn pr. familie, så havde de i Kosovo mellem 6-10 børn pr. familie. Denne børnefødsel bevirkede at den albanske minoritet i Kosovoområdet (i 1964 var de omkring 500.000) pludselig blev til majoritet, som fortrængte den serbiske befolkning.
I Europa, og måske i verden, fandtes ikke et sådan lille område hvor der kom til så stor forskel mellem indbyggerne som det skete i Jugoslavien. Man kan se at i landet voksede alle hovedproblemer i en moderne verdenssamfund. Man skal også vide at inden Jugoslavien blev dannet i 1918, levede dens befolkning adskilt i over 150 år.
I sine 70 års eksistens testede Jugoslavien alle mulige styringsformer, hvilket er et enkelttilfælde i Europa. Fra 1918 til 1941 levede landet under kongestyre med begrænset parlamentarisk demokrati (1921 - 1929), derefter 6 år under militær monarkisk diktatur med fascistiske elementer (1929 - 1935), derefter igen i 6 år en slags genopbygget pseudoparlamentalisme (1935 - 1941). Under den 2. Verdenskrig (1941 - 1945) oplevede landet, foruden befrielseskrigen, en barsk nationalistisk borgerkrig i hvilken omkring 1.700.000 mennesker døde. Af disse døde 1.300.000 i indbyrdes kampe, mens 400.000 døde i kampe med besættelsesmagterne. I 46 år (1945 - 1991) efter den 2. verdenskrig, fra 1945 til 1952/1953 havde Jugoslavien en stalinistisk grundlov, som blev skiftet flere gange i løbet af de næste 26 år (1965 - 1991), og fra centraliseret land blev den til føderal samfund med mere udviklet handelsmekanisme end de andre socialistiske lande i Europa.
[redigér] Jugoslavien i dag
Jugoslavien er i dag opdelt i følgende selvstændige nationer:
[redigér] Se også
Serbien og den 1. Verdenskrig
Jugoslavien og den 2. Verdenskrig
Jugoslavien i krigsåret 1941
Jugoslavien i krigsåret 1942
Jugoslavien i krigsåret 1943
Jugoslavien i krigsåret 1944
Jugoslavien i krigsåret 1945
[redigér] Kilde
Istorija za III klas Gimnazija og Istorija za IV klas Gimnazija (makedonske skolebøger)
| Tidligere jugoslaviske republikker |  |
|---|---|
| Bosnien og Hercegovina | Kroatien | Montenegro | Makedonien | Slovenien | Serbien |
|
| Hovedstæder i de tidligere jugoslaviske republikker | |
| Beograd | Ljubljana | Podgorica | Sarajevo | Skopje | Zagreb |
