Ytringsfrihed

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Ytringsfrihed er retten til frit at udtrykke sin mening i skrift og tale uden andres forudgående godkendelse, og står dermed i modsætning til censur. Ytringsfriheden har haft afgørende indflydelse på den samfundsudvikling, som har fundet sted i slutningen af 1900-tallet i den vestlige verden. Den opfattes som en af grundpillerne i et velfungerende demokrati, fordi dette bygger på fri meningsudveksling. Desuden giver ytringsfrihed mulighed for at udtrykke afvigende meninger, så risikoen for at disse får et voldeligt udtryk mindskes. Ytringsfriheden er især vigtig for mindretallene, idet de magthavende instanser på grund af deres magtposition ikke har reelt brug for beskyttelsen af retten til ytring.

Ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed, men er ikke ubegrænset. Ytringsfriheden indebærer, at staten ikke på forhånd kan blande sig og forbyde borgerne at komme til orde. Derimod er friheden ikke til hinder for, at man efterfølgende står til ansvar for sine ytringer, f.eks. ved en domstol. Udtalelser kan ved dom blive kendt ubeføjede, hvis retten ikke finder dem dokumenteret, ligesom overtrædelser af de lovgivningsmæssige bestemmelser naturligvis kan medføre idømmelse af straf.

Émile Zola, fransk forfatter, der skrev det verdensberømte åbne brev: J'accuse (Jeg anklager) om Dreyfus-affæren, der drejede sig om en domfældelse af en uskyldig. Brevet var stilet til den franske præsident og blev offentliggjort i avisen L'Aurore den 13. januar 1898. Zola indser i brevet, at hans ytring er en lovovertrædelse (injurie), men skriver det alligevel som en samvittighedshandling. Han blev da også idømt fængselsstraf for det.

[redigér] Lovgrundlag

Grundlovens §77:

"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Artikel 10:

Stk. 1 "Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling."

Stk. 2. "Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed."

Juridisk skelner man mellem formel, materiel og reel ytringsfrihed:

Formel ytringsfrihed er forbud mod forudgående indgreb, altså f.eks. censur. Blandt den juridiske sagkundskab er der bred enighed om, at denne er til stede i dansk lovgivning og retspraksis.
Materiel ytringsfrihed er retten til efterfølgende ansvarsfrihed for sine ytringer. Her er den juridiske sagkundskab mere delt. En traditionel opfattelse er, at der ikke gælder nogen materiel ytringsfrihed, og at man derfor teoretisk set kan pålægge ansvar for alt ved lov. Andre mener at denne opfattelse ikke helt holder i dag, hvor andre - nyere - forfattere beskriver en vis form for materiel ytringsfrihed. Eksempelvis skrev Peter Germer (i dag professor ved Juridisk Institut ved Aarhus Universitet) i 1973 en doktorafhandling med titlen: Ytringsfrihedens grænser, hvor han gav udtryk for, at der gælder en materiel ytringsfrihed for offentlige anliggender. Afhandlingen mødte voldsom kritik fra visse kredse, men har på det sidste måske fået mere anerkendelse - også i form af støtte i retspraksis og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Reel ytringsfrihed er retten til at komme til orde - f.eks. et retskrav på at få optaget et læserbrev. Her er der bred enighed om, at der ikke gælder reel ytringsfrihed, dog med visse undtagelser, f.eks. for dækningen af valg i TV.

[redigér] Lovgrundlagets historie

[redigér] Jyske lov, Kongeloven og andre ældre love

Før den første danske grundlov findes ingen lovbestemmelser vedrørende ytring. Dette kan muligvis forklares ved kongens enevældige status, samt at våbenmagt stadig var den foretrukne metode til konfliktløsning.

[redigér] Grundloven

Historisk har ytringsfriheden haft fire former i den danske grundlov:

Grundloven af 5. juni 1849, § 91:

"Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kunne ingensinde paany indføres.”

Grundloven af 28. juni 1866, § 87:

"Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kunne Ingensinde paany Indføres.”

Grundloven af 10. september 1920, § 84:

"Enhver er berettiget til paa Tryk at offentliggøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kan ingen Sinde paa ny indføres.”

Grundloven af 5. juni 1953, § 77:

"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.”

På trods af små ændringer i placering og grammatik, er der rent betydningsmæssigt ingen ændringer. Sagt på mere nudansk står der "alle har lov til at ytre sin mening skriftligt og mundtligt, men under hensyntagen til domstolene. Staten må ikke forbyde nogen at ytre sig.”

[redigér] FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder

FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder indeholder en enkelt artikel vedrørende ytringsfrihed, nemlig artikel 19:

"Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser."

[redigér] Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Artikel 10 i Europarådets konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder af 1950 (Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller blot menneskeretskonventionen) indeholder følgende beskrivelse af ytringsfriheden:

"Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.

Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.”

Der er ikke den store forskel på denne artikel og den tilsvarende i grundloven. Det er også naturligt, da de grundlæggende demokratiske principper gerne skulle være ens, lige meget om det er indenrigs- eller EU-politik. Det har jo været et af hovedformålene at samle de involverede lande under en fælles politik.

Denne konvention blev 29. april 1992 del af dansk lov, og er derfor direkte anvendelig i Danmark. For fastlæggelse af ytringsfrihedens grænser har konventionen i dag større betydning end grundlovens bestemmelse.

[redigér] EU's forfatningstraktat

EU's forfatningstraktat indeholder også en bestemmelse om ytringsfrihed i artikel II-71 (som en del af del II om grundlæggende rettigheder):

Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.

Stk. 2. Mediefrihed og mediernes pluralisme respekteres.

EU's forfatningstraktat er endnu ikke ratificeret (og bliver det næppe i sin nuværende form efter det franske nej 29. maj 2005), men eventuelle modifikationer vil næppe berøre bestemmelsen om ytringsfriheden.

[redigér] Grænser for ytringsfriheden

Der findes en række begrænsende faktorer, som gør at ytringsfriheden i praksis ikke altid udnyttes til fulde. Mange af disse begrænsende faktorer kaldes ofte (fejlagtigt) for censur.

[redigér] Lovmæssige

Man har ret til at ytre og formulere sig, som man vil, men det sker under ansvar for domstolene, der altså har ret til pådømme udtalelser, som er i strid med forskellige lovbestemmelser. Det begrænser derfor brugen af ens ytringsfrihed, hvis man ikke ønsker efterfølgende at blive dømt for sine ytringer.

Racismeparagraffen og blasfemiparagraffen er de bedst kendte eksempler på lovgivningsmæssige bestemmelser, hvorefter man kan blive stillet til ansvar for brug af ytringsfriheden. Men også loyalitetsbegrebet (især indenfor arbejdsmarkedet), straffelovens bestemmelser om æreskrænkende udtalelser (ofte omtalt som "injurielovgivningen") samt hensyn til landets sikkerhed (antiterrorloven fx) kan medføre, at en ytrings indhold eller formulering er ansvarspådragende. Desuden er der i den danske straffelov også en paragraf om at man straffes for offentligt at forhåne en andet lands flag ([1] §110e). I Danmark er det også forbudt at videregive informationer og billeder om andre folks "private forhold" eller "omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden" - også selv om personen er død (Straffeloven, §264d).

Forvaltningslovens paragraf 27-32, som omhandler tavshedspligt, samt offentlighedslovens afsnit om aktindsigt, udstikker regler for hvad man må sige og give af oplysninger om, som offentligt ansat.

[redigér] Fogedforbud

Staten må ikke censurere skriftlige ytringer i et blad eller en bog (f.eks. ved at forbyde udgivelse eller kræve indflydelse på det skrevne), eller på anden måde have indflydelse på produktet. Den eneste måde at forbyde en udgivelse på er at anlægge sag og få dom for, at det vil være en krænkelse af privatlivet, eller en trussel mod landets sikkerhed, hvis offentliggørelsen finder sted (i begge tilfælde er skaden sket, hvis udgivelsen sker). Dommeren vil så nedlægge fogedforbud mod udgivelsen. Det er ikke tit dette sker, men det skete blandt andet i den såkaldte "frimurerdom" fra 1982, hvor det lykkedes frimurerordenen at få stoppet en udsendelse fra Danmarks Radio omkring optagelsesritualerne i ordenen. Højesteret gav medhold i, at det var en krænkelse af private forhold at vise udsendelsen.

[redigér] Presseetiske regler

Disse er ikke formelt en del af lovgivningen, men kan alligevel virke begrænsende på ytringsfriheden for journalister. Pressenævnet kan vurdere at en artikel el.lign. overtræder reglerne for god presseskik, og pålægge mediet at bringe afgørelsen.

[redigér] Adgang til medier

Det er ikke nok at have retten til at sige sin mening; for at få sin mening ud til andre, skal man finde en måde at få den ud på. Ytringsfrihed indebærer nemlig ikke ret til at få læserbreve optaget i aviserne eller til at komme i radioen eller fjernsynet. Dog er det kutyme at aviserne tillader et bredt spektrum af meninger for at give plads til en fri debat. Efter at internettet er kommet til, og alle har mulighed for at ytre sig, er der opstået en lang række nye problemer omkring afgrænsningen af ytringsfriheden på internettet.

Manglende viden om hvilke medier man kan ytre sig i, kan i sig selv være en barriere.

[redigér] Kommunikationsevne

Ens evne til at udtrykke sig kan være begrænset af forskellige årsager. Fx har børn et mindre ordforråd, folk med et andet modersmål kan også have svært ved at udtrykke deres mening præcist, og der kan være fysiologiske eller mentale grunde til at ens evne til at kommunikere er forringet, som fx ordblindhed, demens, hjerneskade etc.

[redigér] Selvcensur

Den største censor er ofte personen selv, som undlader at ytre sig af angst for hvad andre tænker, frygten for at miste sit arbejde, social prestige, trusler om vold og andre lignende hensyn.

I beskrivelsen af individet som egen censor skelnes mellem om selvcensuren har grund i personen selv eller om personen udøver selvcensur pga. af frygt for eksterne aktiviteter, der søger at få indflydelse på personens ytringer.

Det bliver således meningsfuldt at skelne mellem ufrivillig og frivillig selvcensur.

Et eksempel på en sjælden og frivillig form for selvcensur forekommer ved at personer eller medier af respekt undlader krænkende udtalelser. I Danmark nyder f.eks. kongehuset i høj grad denne respekt fra medierne. Traditionen i landet foreskriver at man tiltaler og beskriver de kongelige på en bestemt måde. Der er konsensus omkring de kongelige har en særstatus. Bemærk at selvcensuren er frivillig, da det er frivilligt om man vil bryde med denne kulturelle konsensus.

Andre former for frivillig selvcensur forekommer når vi holder ting tilbage i kommunikationen med andre mennesker. Måske for ikke at såre andre mennesker:Jeg fortæller ikke blondinen jeg har til jobsamtale at jeg synes hun er dum. Fordi mine moralbegreber fortæller mig at det vil være forkert at give oplysninger videre:Jeg stikker ikke naboen til myndighederne selvom jeg ved der kommer en gartner og arbejder sort i hans have. Fordi man som person kan se en fordel ved ikke at ytre alting:Når jeg er til jobsamtale fortæller jeg ikke at jeg let bliver hidsig og ikke kan overholde deadlinen.

Ufrivillig selvcensur opstår når en person føler det er nødvendigt at holde ytringer tilbage for at kunne bevare andre af sine frihedsrettigheder. Den ufrivillige selvcensur etableres i personen som en pragmatisk reaktion på omgivelsernes reaktion eller forventede reaktion på ytringer. Personen kan føle sig nødsaget til at give afkald på ytringsfriheden for at bevare friheden til at bevæge sig frit rundt i samfundet, blive fri for vold, blive fri for trusler, eller ultimativt for at bevare friheden til eget livet. De eksterne aktiviteter, der er betingelsen for selvcensuren, vil typisk tilvejebringe selvcensuren gennem: Trusler om indgreb i personers frihedsrettigheder hvis de ytrer bestemte opfattelser. Eller mere radikalt, gennem eksemplets magt, hvor man konsekvent krænker personer som ytrer sig's frihed gennem vold. Andre personer der kunne tænke sig at ytre noget tilsvarende må pragmatisk træffe det valg, at de for at undgå at blive offer for vold må udøve selvcensur.

[redigér] Medieansvar

Når folk krænkes ved offentliggørelse i medierne er det Medieansvarsloven, der fastslår, hvem der har ansvaret. Specielt skal massemedier som aviser, tidsskrifter, TV- og radiostationer, samt tilsvarende medier på internettet have en ansvarshavende redaktør, der er ansvarlig for indholdet, også anonyme indlæg. Massemedier omfattet af loven kan altså ikke dække sig ind under, at en anden er ophavsmand til ytringen. Medieansvarsloven bestemmer derimod ikke, hvilke udtalelser, tekster og billeder, der er strafbare eller kan medføre erstatning og godtgørelse.

[redigér] Sager om ytringsfrihed

To eksempler på sager om ytringsfrihed fra henholdsvis den danske højesteret og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Højesteret: 13. februar 1989 (sag U.1989.399H) Journalister dømt for at bringe racistiske udtalelser i fjernsynet, den såkaldte "grønjakkesag". DR blev i denne sag dømt for at have bragt et interview, hvor nogle unge mænd fremsatte racistiske kommentarer. Retten vurderede, at racismeparagraffen skulle sættes højere end den grundlovssikrede ret til ytringsfrihed. Denne dom blev senere ændret ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Menneskerettighedsdomstolen: 19. juni 2003 (sag 49 017/99, Pedersen og Baadsgaard mod Danmark). Denne forholdsvis nye sag er en sag fra højesteret d. 28. oktober 1998. To journalister anlagde sag mod den danske stat på baggrund af dokumentarudsendelsen "Politiets blinde øje" om den såkaldte "Pedal-Ove-sag", hvor journalisterne oprindeligt var blevet dømt for at have fremsat oplysninger om sagen som reelle kendsgerninger, skønt de var fremsat i spørgende form. Den danske stat fik medhold fra fire af de syv dommere, og sagen blev afvist.

I en sag om privatlivets fred havde en mand lagt nøgenbilleder af ex-hustru på en web-side. Han blev dømt i Vestre Landsret efter §264d i den danske straffelov (sag UfR 1999.177 V).