Absint

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Edgar Degas: L'absinthe.

Absint er en alkoholisk drik, der var meget udbredt i Frankrig i 1800-tallet.

Indholdsfortegnelse

1 Fremstilling
2 Historie
3 Effekt
4 Smag og indtagelse
5 Eksterne links

[redigér] Fremstilling

Absint fremstilles ved, at man lader have-malurt, fennikel og anis trække i stærk alkohol. Resultatet destilleres, hvorefter destillatet tilsættes romersk malurt (Artemisia pontica) og isop, som giver den færdige absint en grøn farve; deraf drikkens kælenavn, 'den grønne fe'. Dette afsluttende trin kan eventuelt udelades, man får da en 'absinthe blanche', som er helt klar. Den færdige absint holder typisk mellem 50 og 85 pct. alkohol.

En simplere fremstillingsmetode består i at blande alkohol med essentielle olier fra de nævnte urter; denne metode giver dog et resultat af ringere kvalitet.

[redigér] Historie

Have-Malurt hedder på fransk absinthe, og dette blev også navnet på selve drikken. På andre sprog brugte man det franske navn, tilpasset den lokale retskrivning; på dansk kan man støde på stavemåderne absint, absinth og absinthe. Drikken opstod i slutningen af 1700-tallet i Schweiz - ifølge en anekdote, der næppe er sand, blev den opfundet af en fransk læge ved navn Pierre Ordinaire. I starten blev den markedsført for sine medicinske egenskaber; franske soldater fik den ofte med i rationerne som beskyttelse mod tropesygdomme, bl.a. under Algierkrigen i 1864-71, men efterhånden ændrede opfattelsen sig, og mange mente, at den var skadelig, også mere end andre former for alkohol. Efterhånden blev absint især forbundet med bohèmelivet blandt digtere og billedkunstnere som Charles Baudelaire, Paul Verlaine, Édouard Manet og Henri de Toulouse-Lautrec. Problemet var ifølge sagkundskaben, anført af dr. Valentin Magnan, at malurt - foruden de ønskede smagsstoffer - indeholder nervegiften thujon, som man mente gav kronisk hjerneskade ved langvarig brug. Derfor blev absinten forbudt i en række lande, deriblandt Frankrig og Schweiz. I andre lande, deriblandt Danmark, England og Spanien, blev der ikke indført noget forbud, og der blev fortsat produceret absint i Spanien.

Sidenhen er der opstået en fornyet interesse for drikken, og den bliver i dag fremstillet og solgt i en række lande - også i Frankrig. Når det kan lade sig gøre, hænger det sammen med, at der er fælles EU-regler for, hvor meget thujon en alkoholisk drik må indeholde, nemlig maksimalt 10 mg pr. liter, hvis der er tale om spiritus, og 35 mg pr. liter, hvis produktet er klassificeret som en "bitter". Disse grænser ville også gamle dages absint kunne leve op til. Nu om dage er der ikke noget reelt forbud i ret mange lande ud over USA; i Frankrig er det tilladt at fremstille og sælge absint, så længe etiketten ikke direkte betegner indholdet som sådan. Fransk absint har i dag derfor forskellige omskrivninger, såsom "Spiritus på udtræk af absint-urter". I Schweiz blev forbudet mod absint ophævet med virkning fra marts 2005, og en lang række mærker, der i mange år er blevet fremstillet og solgt illegalt, kan nu frit købes.

[redigér] Effekt

Thujon påstås ofte at være et hallucinogen; der henvises til en vis kemisk lighed med hampens aktive stof, cannabinol. Denne lighed er dog rent overfladisk, og der er ingen endegyldig dokumentation for, at thujon har nogen hallucinerende virkning. Mange mener, at absint-rusen føles anderledes end ved andre former for alkohol, men der er langtfra tale om nogen voldsom virkning. Absint er ikke en form for narkotika, men først og fremmest en stærk, alkoholisk drik. Når den i nogle kredse er begyndt at blive populær igen, hænger det dog i høj grad sammen med myten om kunstnerlivet i "La Belle Époque".

[redigér] Smag og indtagelse

Smagen af absint er præget af anis, som også kendes fra f.eks. ouzo og pastis. Det giver en lakridsagtig smag og bevirker, at drikken bliver uklar, når den spædes op med vand - et fænomen, der på fransk kaldes "louche". Malurten giver dog absinten en let bitter aroma, som ikke findes i andre anisdrikke.

Absint krydres ofte med sukker. Oprindelig foregik det ved, at man simpelt hen rørte sukker ud i absinten, efter man havde tilsat vand. I 1880erne dukkede en ny metode op, hvor man brugte en særlig absint-ske - en flad ske med huller i, som man lagde hen over glasset. Man anbragte et stykke sukker oven på skeen og hældte en fin vandstråle ned over det, så det langsomt blev opløst og dryppede ned i drikken. Senere blev der lavet særlige fontæner med små vandhaner, hvorfra vandet kunne dryppe ned over sukkeret.

I 1990erne dukkede endnu et ritual op, hvor man hælder absint over sukkeret og sætter ild til, så det smelter. Denne fremgangsmåde bruges ofte på barer i bl.a. Tyskland og Tjekkiet. Mange tager dog afstand fra den, da det ikke er en oprindelig metode fra absintens storhedstid før 1915.