Cellulose
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Cellulose er en polymer af glucose med følgende kemiske formel: (C6H10O5)n. Det er ét af de mest almindeligt forekommende organiske stoffer i naturen. Cellulose adskiller sig fra stivelse ved den måde, som glucoseenhederne er bundet til hinanden på: Det sker ved hjælp af β-1,4-bindinger, som hæfter glukoseenhederne sammen i lange, uforgrenede kædemolekyler. Tætliggende kæder bindes sammen på tværs ved talrige brintbroer.
Cellevæggene i planter, som f.eks. træer, græs, papyrus, bomuld og halm, består mest af cellulose. Papir, cellofan, rayon, viskose er næsten ren cellulose.
Mave-tarm-kanalen hos pattedyr indeholder ingen enzymer, som kan nedbryde andre polysakkarider end alfa-1,4-bindinger. Således kan cellulosens bindinger ikke nedbrydes af noget kendt pattedyrsenzym.
Drøvtyggere ( (nogle?: parrettåede hovdyr?, firemavedrøvtyggere og til dels støttetandede), som f.eks. geder, køer, flodheste og får, kan fordøje cellulose. De klarer nedbrydningen af cellulosen med hjælp fra symbiotiske bakteriekulturer og gærsvampe i mave-tarm systemet. Hos gæs og kakerlakker findes tilsvarende symbioser, mens myrer og termitter klarer problemet ved hjælp af svampekulturer.
Bakterierne indeholder cellulaser, som kan hydrolysere cellulose.