Claudius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Claudius er også et drengenavn - se under Klaus

Tiberius Claudius Drusus Nero Germanicus (10 f.Kr. – 13. oktober 54 e. Kr.), kendt som Claudius I, var Roms fjerde kejser.

Claudius var søn af kejser Tiberius’ broder Drusus og af Augustus’ niece Antonia. Han voksede op som et sort får i kejserfamilien, da han var plaget af sygdomme og forskellige handicaps (stammen, halten, muskellidelser) og derfor kun fik enkelte symbolske embeder. I adskillige år fungerede han mest som historiker, der var foragtet af den øvrige slægt og i desuden i fare under de mere terrorprægede perioder. Ved nevøen Caligulas mord januar 41 udråbtes den da aldrende Claudius uventet til kejser i mangel af andre, mens Senatets forsøg på at genindføre republikken blev kvalt i fødslen.

Hans regeringstid blev indadtil generelt fredelig og konstruktiv og prægedes af økonomisk sanering og byggeriarbejder efter Caligulas tyranni - vandledninger og en ny havn ved Tiberens munding er blandt de vigtgste resultater. Under hans styre fik frigivne slaver for alvor fodfæste på ”ministerposter” og kom til at danne et alternativ til det gamle aristokratiske embedskorps. Blandt de væsentlige var rådgiverne Pallas og Narcissus. Claudius’ egen indsats er stærkt omdiskuteret; man har snart tolket ham som en ren marionet, snart som en indflydelsesrig mand med egen mening om sagerne. Han meldes at have vist stor interesse for retspleje og ofte at have indtaget dommersædet. Generelt synes kejsermagten ikke at være svækket under ham, selv om han gav afkald på ydre fyrstepræg, derimod blev gardens økonomiske gaver fra da af en fast tradition ved kejserskifter.

Den væsentligste udenrigspolitiske begivenhed i hans regering var den begyndende erobring af England (Britannien) år 47; indtil da havde romerne kun haft enkelte støttepunkter på kysten. I de næste år blev Sydengland bragt under Imperiets herredømme, og han var selv formel leder af en del af felttoget. I Palæstina kom det til en mislykket opstand i 44 under kong Herodes Agrippa, i øvrigt én af kejserens ungdomsvenner.

En særlig opmærksomhed har stået om Claudius’ kejserinde Messalina (hans tredje hustru) som i samtidige kilder skildres som skandaløst umoralsk men meget indflydelsesrig. Hun henrettedes 48 efter nye skandaler og et formodet forsøg på statskup. Hans sidste hustru var niecen Agrippina den Yngre, som synes at have domineret ham og fik ham til at adoptere hendes søn Nero med forbigåelse af hans egen søn Britannicus. Claudius døde kort efter, sandsynligvis forgivet på hustruens initiativ. Han blev efter sin død anerkendt som "gud".

I samtidige historikeres fremstillinger står Claudius ofte som en fordrukken og halvkomisk svækling, der lod sig lede af andre, lunefuld og letpåvirkelig. Ikke desto mindre viste han sig i flere krisesituationer i stand til at gribe hurtigt og hårdhændet ind, ligesom han synes at have været en mand af betydelige intellektuelle interesser. Hans meget omtalte sygdom er umulig at få noget klart billede af; den er blevet tolket som enten Sankt Veitsdans eller spastiske lammelser.

Claudius har i det 20. århundrede fået en særlig berømmelse, der nu gør ham til én af de bedst kendte tidligere kejsere, gennem forfatteren Robert Graves' romaner om ham Jeg, Claudius (1934) og Claudius og Messalina (1937), hvori han fremstilles som en begavet mand, der overlever ved at spille nar. De filmatiseredes af BBC i 1976 med Derek Jacobi i hovedrollen.

[redigér] Eksterne henvisninger

• http://www.roman-emperors.org/claudius.htm
• Fuld online-version af historikeren Tacitus' skildring af Claudius (på engelsk)

Efterfulgte:	Romerske kejsere	Efterfulgtes af:
Caligula		Nero